Lidt Dansk Kultur: Lars Mathies'

Nu springer studenterne ud og fejrer examen med den hvide hue på hovedet. En traditioner, som lykkedes med at overleve 68'ernes kaos. Vist forsøgte man at få huen afskaffet som så meget andet, men den vendte hurtigt tilbage på de kloge hoveder. Desværre fulgte den indre kundskab ikke med tilbage i fortidens målestok. Et par generationers bortkastning af viden sætter mærker, og "herrer vi ere i åndernes rige" lyder i dag som en spydighed, men - Gud bevares det er da godt, hvis den tidligere akademiske storsnudethed over for almuen kan dæmpes lidt ned. Helt afskaffe indbildskheden kan man næppe. Den klistrer fast på visse karaktèrer.

Studentergilder fejres gerne i de små haver på Frederiksberg. På Frederik den Sjettes tid købte en bondekarl, søn af en husmand på Stevns, en gård i Allègade og fik - som så mange andre herude i den forhenværende hollænderby - traktørbevilling. Herude i det grønne kunde Københavnerne styrke sig efter spadsereturen fra byen og måske råbe et hurra for kongen, når han sejlede rundt i Slotshavens kanaler.

Lars Mathiesen var jovial, lidt fræk og slagfærdig og blev hurtigt et navn på Frederiksberg, afholdt af små som store. Det var her studenterne samledes om punchebollen og sang fædrelandets viser.

Hostrup skriver om det i "Gjenboerne", og Klæstrup har tegnet regensianerne på vej til Lars Mathies'.

                                                                                                                     

                                                                                                                     "Ud da, hvor i Ro

 Glædens Druer gro                              Vejen gå min Tro

 over Vesterbro                                                                                                Lars Mathiesen venter

 med sin Glædes Skat 

 Vi skal den i Nat

 gribe fat."

Tegnet af  Klæstrup