Dansk Kultur. Helingør 2

Lidt dansk kultur: Helsingør fortsat. 2

Der er de sidste år kommet nogle meget festlige murmalerier til i Helsingør, som fortæller om byens historie. De skyldes to italienske kunstnere, Lara Atzori og Piercarlo Carella, som i samarbejde med Kunst og Byrum, Sct. Mariæ Kirke og domkirken Skt. Olai har givet gaderne liv. De har gjort sig megen umage med historisk-korrekte billeder af bylivet. Man nikker genkendende til detailler, der er inspireret af portrætter fra tidligere tider.

Den lokale turistforening har lavet en pjece om kunstværkerne. Måtte de nu få lov at blive bevarede

lang tid fremover!

På hjørnet af Kirkestræde og Hestemøllestræde får vi et blik af livet i middelalderen. Yderst til venstre ses karmelittermunkene, Hvidebrødrene, hjælpe en syg sømand ind til klosteret i datidens "ambulance", en overdækket lukket bæreseng, sådan som man brugte dem til ind på 1800-tallet, jvf. Klæstrups tegninger fra København på Frederik den Sjettes tid.

I midterfeltet er vi nået frem til reformationen i 1536, hvor man - misfornøjet med Pavekirken - smed alt ud for derefter at finde ud af, hvordan kulturen, dens kundskaber og sociale samfundshjælp m.m. kunde fortsætte under andre former, ikke nogen ringe opgave! Vist var der billedstorm (plyndring af kirkeudsmykningen) mod bl.a. Vor Frue Kirke i København, men man må ikke tro, at man bare smed alle munke og nonner ud på gaden. Ændringerne var rimelige, og mange klostrelemmer kunde i accepteret stilhed dyrke deres tro livet ud.

Karmelittersklosteret fortsatte som sygehus. Lægen bærer her et ørneagtigt hovedtøj. I næbbet var der et produkt af lægeurter fra de bevarede klosterhaver, som man mente kunde hjælpe mod smittefarlige baciller.

Karmelitterklosteret endte til sidst som små enkle, primitive celler for gamle mennesker..

Yderst til højre vises et glimt fra reformationens kirkeordning. Gud ved, om det er sandt, at børn døbtes ved en dukkert i døbefontenes kolde vand? Br-r-rr! Det kan vel være nok med et koldt gys på panden?

Imellem de historiske billeder er der indslag fra nutiden, hvor Helsingørboerne kan genkende en og anden medborger. Mon ikke den kvindelige præst yderst til højre i billedet er en af dem?

Den idè at sætte moderne portrætter ind i historiske billeder kender vi også fra restaureringen af Sonnes Frise på Thorvaldsens Museum, hvor Axel Salto anbragte borgmester Julius Hansen blandt personerne, der flokkedes om Thorvaldsens hjemkomst.
For det var jo borgmestern, der havde fået sat igennem, at frisen skulde genskabes.