juni 25, 2014

En ulykke kommer sjældent alene...


Et lynnedslag den 12/6 slog mindst 6 computeres internet og telefoner ud her omkring mig.
Samtidgt vilde tilfældet, at en mig da ukendt tildelt parkeringsbøde øgede betalingskravet, mens
jeg ikke kunde gøre noget ved det på grund af situationen.....

Her nedenfor er historien i sin helhed (en kopi af mit brev til inkassofirmaet i Stockholm)

Jeg har ikke kunnet ringe til alverdens medkombattaner i ind- og udland, da taletidskort er jammerligt dyrt. Jeg beklager.

Denne historie - som De ser her, kære læser – er uden begyndelse.


Så fik jeg et brev med en påmindelse om en ikke betalt parkeringsbøde, som nu var videresendt til inkasso i Sverige, hvoraf fremgik, at denne af mig ukendte og – derfor naturligvis - ubetalte bødes beløb var vokset betydeligt.
(Nu ved ”påmindelsen” kunde jeg jo forstå, at den manglende begyndelse måtte have været et bødeforlæg. Et sådant sættes jo normalt i vinduesviskeren og forsvinder vel normalt ikke, medmindre en uvedkommende person fjerner det. Åbenbart havde jeg ikke indstillet parkeringsuret.).

Jeg ringede til parkeringskontoret i København og fik at vide, at en sådan bøde var på 510.- danske kroner. Skønt jeg ikke havde modtaget det egentlige bødeforlæg, sendte jeg så en check på 510.- kr. til den opgivne postadresse i København.

(men samtidigt var noget allerede på vej til mig (skulde det vise sig):)
Så kom der brev fra Stockholm om inkasso af den af mig – naturligvis - ikke betalte bøde.

Jeg ringede til det opgivne telefonnummer i Stockholm og forklarede sagen lige fra den begyndelse, der ikke fandtes. Jeg havde sendt en krydset check til kontoret i Kbh., som åbenbart ikke havde meddelt dette videre til Stockholm. (Kontormanden i den anden ende af telefonen blev noget forvirret. Check? Jamen check? For ham åbenbart ligeså håbløst som det for mig er med al det moderne internethalløj).

(men samtidigt var noget allerede på vej til mig (skulde det vise sig):)
Dagen efter modtog jeg mit brev returneret uåbnet fra kontoret i København. Kuverten indeholdt således min check på de famøse 510.- d.kr.

Altså var min fejl - at parkere uden tidsangivelse - endnu ikke slettet af synderegistret.

Selvsamme dag, torsdag 12/6, gik et tordenvejr hen over Småland og i min lille landsby, Gräsholma, delte jeg skæbne med fem andre (- måske flere?), der med et kæmpebrag blev berøvet deres telefon og deres internetforbindelse. Dermed var jeg totalt afskåret fra omverdenen, da jeg ikke havde en brugbar mobiltelefon. Jeg anskaffede mig snarest en mobiltelefon og taletidskort, da jeg i disse tider ikke tør være totalt afskåret fra omverdenen. Det er i dag en uge siden, at tordenvejret demonstrerede naturens magt over menneskehedens ufattelige opfindelser, og nu har Telia lovet at komme i næste uge. Så vil der være gået to uger i delvis isolation.

Så vil jeg endelig (igen) kunde betale bøden, som jeg én gang har betalt, men som man i en uåbnet kuvert sendte tilbage til mig.

Nu i dag - den 25 juni har Telia været her og jeg kan igen bruge min Computer efter to ugers stilstand.
Var der ingen begyndelse på denne historie, så er jeg til gengæld - som pensionist - bekymret over den fakturamæssige udvikling, som jeg ikke har haft ringeste mulighed for at påvirke, men som jeg håber, at man - venligt og forstående - vil tage hensyn til og godtgøre mig. Jeg vil naturligvis betale selv bødeforlægget, for det må jo være rigtigt, selvom der ikke vcar anbragt nogen meddelelse herom på bilen, men jeg har svært ved at forstå, at jeg skulde være skyldig i de følgende økonomiske krav, da jeg ikke har haft en levende chance for at vide, hvad der foregik. De bedes derfort venligst se på sagen, som faktisk allerede har kostet mig væsentlige udgifter.

Med venlig hilsen
Gertrud Galster,