Skandalen på det Kgl. Bibliothek

Matthias Bjørnlund og Torben Jørgensen: Hvad ville man have gjort, hvis Erland Kolding Nielsen med nøjagtig de samme argumenter havde tilladt den iranske ambassade en kontraudstilling i forhold til Holocaust?

Af Matthias Bjørnlund og Torben Jørgensen, ansatte på DIS og specialister i hhv. Holocaust og det armenske folkedrab

Skandalen på Det Kongelige Bibliotek, hvor direktør Erland Kolding Nielsen vil udlåne lokaler til folkedrabsbenægtere, vil ingen ende tage. Lad os skitsere sagsforløbet. For ca. to år siden begyndte det armenske museum og institut for folkedrab at forberede en udstilling om Skandinavien og det armenske folkemord. En af denne artikels forfattere (Matthias Bjørnlund) videregav materiale til udstillingen, men begge afholdt sig fra yderligere deltagelse. Principielt ønsker vi, som uafhængige historikere, at holde behørig afstand til politikere og diplomater. I sidste uge kom det så frem i pressen, at Erland Kolding Nielsen, efter et møde på den tyrkiske ambassade i København, har besluttet at give tilladelse til, at ambassaden afholder en ny udstilling på Det Kongelige Bibliotek, under titlen »Det såkaldte armenske folkemord«. Om det var en idé, der opstod i Koldings hoved (som han selv hævder), eller om der er tale om pres fra ambassaden eller andre er nu heller ikke afgørende. Det væsentlige er, at benægter­udstillingen nu bliver en realitet, ikke i f.eks. ambassadens egne lokaler, hvilket ville være deres egen sag, men i lokaler stillet til rådighed af en førende dansk forsknings- og formidlingsinstitution.

Kolding har efterfølgende forsvaret sine handlinger i pressen samt forsøgt at berolige sine kritikere med forsikringer om, at han som faghistoriker personligt vil gennemgå benægterudstillingen for at sikre, at den lever op til ikke nærmere angivne standarder. Han har så vidt vides aldrig offentliggjort forskning om Osmannerriget eller folkemord. I hans univers er historikere altså en slags superhelte, der per se kender til alverdens historie, og for hvem ingen kilder er ukendte. Ude i den virkelige verden ved vi, at en seriøs gennemgang af et stofområde kræver indgående kendskab til både kilder og kontekst. Mere konkret: En faghistoriker uden specialisering kan ikke bare kigge på det tyrkiske materiale og skille skæg fra snot. Og ’den almindelige borger’ har ikke en chance i det spil.

Hvad er så Erland Kolding Nielsens argumenter? Så vidt vi har forstået det, følgende:

- Skiftende regeringer, uanset partifarve, vil ikke anerkende folkemordet. Derfor behøver vi andre heller ikke gøre det; politikernes afgørelse er afgørende for, hvordan man tolker historien. Historikere skal altså tage bestik af, hvad magten i landet mener. Men Danmark er ikke Stalins Sovjetunion. Sagen om det armenske folkemord bør ikke handle om politik, men om kilderne og den store mængde konvergerende dokumentation – det vi af mangel på bedre kalder sandheden.

“Sagen om det armenske folkemord bør ikke handle om politik, men om kilderne og den store mængde konvergerende dokumentation – det vi af mangel på bedre kalder sandheden.”

–- Termen »folkedrab« kan ikke bruges retrospektivt om begivenheder, der ligger før FN-konventionen af 1948.Rent logisk må det betyde, at heller ikke Holocaust kan regnes som folkemord. Adspurgt om det svarer Kolding: enhver sammenligning mellem Holocaust og det armenske folkemord er plat. Altså: Den komparative metode, der rutinemæssigt benyttes af socialvidenskaberne, og ikke mindst af internationalt respekterede folkedrabsforskere, afvises med en kritik, der kun kan kaldes pinlig: Det er plat. Og han svarer selvfølgelig ikke på, hvorfor man må og kan bruge betegnelsen folkedrab om Holocaust (der som bekendt sluttede længe før konventionen), men ikke om det armenske folkemord.

- Som det fremstår i pressen, synes Kolding at lide under en udbredt misforståelse, nemlig at FNs folkedrabskonvention udelukkende er en reaktion på Holocaust.Imidlertid skyldes konventionens tekst og tilblivelse den nu stort set ukendte polsk-jødiske jurist Raphael Lemkin, der som ung blev optaget af det armenske folkemord, og fik den ide, at verden havde brug for lovgivning om denne type forbrydelse. I mellemkrigsårene skrev Lemkin således store dele af forlægget for konventionen, inklusive de vigtigste definitioner. Siden konstruerede han så termen »genocide« fra græsk og latin. Som han senere udtrykte det: »Jeg blev interesseret i folkedrab, fordi det skete så mange gange. Først imod armenierne, og efter armenierne tog Hitler affære«. Selve det engelske ord for folkemord hidrører altså direkte fra bl.a. begivenhederne i 1915. At man i 1948 gjorde Lemkins drøm til politisk realitet skyldes utvivlsomt Holocaust, men teksten har altså også med andre, tidligere folkemord at gøre.

- Adspurgt om han ville tillade holocaustbenægtere at lave en udstilling på Det Kongelige Bibliotek, svarer Kolding, at det her forholder sig helt anderledes: holocaustbenægtere er jo blot en samling individer, mens Tyrkiet er en stat. Én ting er, at han tilsyneladende aldrig har hørt om Iran (der som bekendt har diverse varianter af holocaustbenægtelse som officiel politik), noget andet er, at han ikke forstår, at hvis en lille håndfuld individuelle nazister m.m. er farlige, hvad er så Tyrkiet, en regional stormagt med 70 mio. mennesker og stærke internationale forbindelser, der har som erklæret mål at imødegå »de grundløse armenske anklager om folkedrab«? Vil Kolding tillade Iran at lave udstilling på Det Kongelige Bibliotek? Og hvis ikke: Hvad er den principielle forskel på de to folkemord?

- Det ligger som en underliggende præmis i Koldings tale og gerninger, at fronten i dette spørgsmål går mellem henholdsvis den armenske og den tyrkiske republik.Imidlertid går fronten mellem en stort set enig international forskningsverden, hvor specialister verden over, herunder tyrkere, konkluderer, at den ottomanske regering i 1915 påbegyndte et systematisk og velplanlagt projekt, hvis formål var at udrydde armenierne som gruppe gennem massiv voldsanvendelse og deportationer – altså folkedrab. I Rigsarkivet, lige ved siden af Det Kongelige Bibliotek, finder man f.eks. et af mange eksempler på præcise, samtidige rapporter om folkedrabet: Det er den danske gesandt i Konstantinopel (Istanbul) Carl Ellis Wandel, der 4. september 1915 rapporterer, at »Tyrkerne gennemfører med stor energi deres grusomme hensigt, at udrydde det armenske folk«. På den anden side er der så den tyrkiske stat og dens nyttige idioter.

- Kolding spørger, hvorfor den tyrkiske regering skulle anerkende noget, en anden stat begik. Endnu en massiv misforståelse. Folkeretligt er republik­ken Tyrkiet Osmannerrigets arvtager. Som bekendt vedstår man arv og gæld, eller man afstår fra at arve. Republikken arvede alle værdierne (mange, som præsidentpaladset i Ankara, stjålet fra armeniere og andre mindretal), institutionerne, territoriet – og historien. Også dens mere pinagtige dele.

- Kolding hævder, at den tyrkiske regering er enig med videnskaben om sagsforløbet i 1915, det er bare betegnelsen, altså ordet folkemord, der skiller. Intet kunne være mere forkert, som det da også er blevet dokumenteret i snesevis af afhandlinger gennem tiden. Tyrkiet afviser netop den systematik, den overlagte intention om at udslette armenierne som gruppe, og stort set alle de detaljer fra folkemordet, som forskningen for længst har dokumenteret. Hans påstand her er så usaglig, at vi knap ved, hvor vi skal begynde eller ende.

Erland Kolding Nielsen har udtalt, at han personligt mener, at 1915 ligner et folkemord »på grund af omfanget«. Bortset fra, at det er en ynk at se en voksen mand forsøge at presse sig gennem en kattelem, viser han her sit ukendskab til konventionen. Antallet af dræbte er ikke afgørende for, om en massakre får status af folkedrab. Folkedrab er et bevidst forsøg på, helt eller delvist, at udslette medlemmer af en beskyttet gruppe på grund af deres medlemskab af denne gruppe. Der kræves ikke et specifikt ønske om fuldstændig udslettelse; dommerne fra Haag understregede dette, da de kendte drabet på 8.-9.000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica for folkemord. Hvad ville man have gjort, hvis Erland Kolding Nielsen med nøjagtig de samme argumenter havde tilladt den iranske ambassade en kontraudstilling i forhold til Holocaust?

Direktøren har malet sig op i et hjørne, han ikke kan komme ud fra. Han må have hjælp. Og det haster.

____________________________________________________

Kommentarer

Sortering:              Mest populære             Nyeste             Ældste           

Torben Snarup Hansen
14. december 2012, 11:52

alternativ udstilling

Det oplyses på Kgl. Biblioteks KUA-afdeling, at den tyrkiske ambassade endnu ikke har tilvejebragt den "alternative" fotoudstilling om folkedrabet på armenierne i 1915. Mon den kommer?
I den tyrkiske afværgepropaganda overfor dokumentationen af massenedslagtningen opstilles almindeligvis tre forsvarslinjer: 1) Der er intet at komme efter, folkedrabet fandt ikke sted. Når denne påstand må opgives, forsvares den ungtyrkiske militærjuntas uskyld med 2) kurderne gjorde det! Dette er ikke usandt, men oplysningen er utilstrækkelig, da juntaens og dens magtapparat var klart domineret af etniske tyrkere (som Enver, Talaat og Djemal). Dermed er man rykket tilbage til 3) Armenierne var selv skyld i ulykkerne. Mit gæt er, at hvis den tyrkiske ambassadør rigger en alternativ udstilling til, bliver den placeret i skyttegrav nr. 3.

• Besvar
• Synes godt om1
• Klag over indlæg

jens holm
14. december 2012, 20:58

For megen demagogi

Angående armenernes historie, så begyndte forfølgelsen omkring, hvor russerne vandt et stykke af armenien i 1878. Her havde en del armenere delte opfatelser om, hvad der nu skulle ske. Skulle man hælde til zarens Rusland, lave sit eget land igen eller atter være fredelige borgere i Osmannerriget.
Mna kunne nøjes med at skildre det sådan , hvor kulminationen jo altså er, man dels udrydde aremere systematisk og dels med samme skæbme sætter dem ind som hjælpere til den tyske hjælp mod britter og franskmænds angreb i første verdenskrig(fx fæstnings og skyttegravsarbejde i Dardanellerne).
Husk hvor pressede Osmannerne var indenfor og udenfor. De mistede (syd)grækenland. De mistede Kroatien, Bosnien og magten over Rumænien og Bulgarien.
Nu så det ud til, de ville miste givtige kærneområder, hvor Irak og Syrien var de mest værdifulde + olien i Irak(Kirkuk).
De kommende sejrherrer havde planer om at sønderdele resten af Tyrkiet. Det kunne så være alt, hvad der kunen være Storarmenien; men Grækenland så da gerne, man fik kysten af det nuværende Tyrkiet tilbage. Så hvad blev der tilbage af levedygtig. Og resten af de tilbageværende dele var jo præget af indre uro, hvor der både var religiøs uro og stor uenighed om en kommende styreform icl. Grundlov.
Man kan tillægge, at op mod 1 mio. tyrkere var smidt ud af Balkan i bred forstand. Til gengæld var de grækere, som var myrdet på Lilleasiens kyst af tyrkerne, flyttet til Amerika.
Så måske skulle man springe disse begreber over og nøjes med at skildre hændelsforløbene.
Hele Folkeslag er jo udryddet mange gange før i historien, uanset deres årsager.
Man har i øvrigt samme fis angående Blitzkrieg. En del historikere hævder, at kun Hitlers angreb, der sluttede ved Dunkirk kan kaldes sådan.
Resten af Hitlers militære mobile militære slag er videreudviklinger af Molktes Kesselschlacht og at at angribe med defensiv kraft - Opfundet før Adolf blev til noget - men altså tilsat Tanks og Lastbiler og de yngste soldater, hvor der skulle marcheres mest.
Jeg ser simpelthen ikke formålet med at tvære rundt i diverse ord for diverse systematiske folkemord, når man undtager, at man på denne måde gør sit bedste for at holde Tyrkiet udenfor EU.
Som I jesper Kleins velmagtsdage : USA ud af Nordamerika.
Først nu de senere år har amerikanerne kunnet se, hvor svinske deres første mange westerns var og er. Så et stykke ad vejen synes jeg, man skulle nedtone de popsmarte begreber uanset man jo er nødt til at kunne sætte ord på den slags grufuldheder. Oveni fejrer de jo Thanks Giving og You are welcome.

• Besvar
• Synes godt om0
• Klag over indlæg

Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson
14. december 2012, 13:15

Den såkaldte direktør bør gå af

Det var tilsyneladende ikke nok for Erland Kolding-Nielsen, i 2011 at muliggøre en konference for Hizb ut-Tahrir på det Kgl. Bibliotek. Han inviterede en organisation som bl.a. visualiserer folkedrab i stil med det som de Muslimske broderskab og f.eks. Hamas også planlægger.
Nu smider Erland rundt med latinske gloser for at retfærdiggøre den ”store tjeneste” han mener at have skænket det armenske folk ved at invitere en benægterudstilling fra Tyrkiet.
Kolding-Nielsen er ikke klar over hvad den akademiske frihed indebærer. Det er friheden at kunne sige fra, have en selvstændig stilling samt at vogte det frie ord, den frie tanke og sandheden, som ikke har det særlig godt i Tyrkiet.
En leder af en dansk forskningsinstitution, der bøjer sig for en halvfascistoid, nationalromantisk holdning til sandheden, har vist sig ulegitim i sin stilling. Descede Peregrinus!

• 
  

  
  

  
  

  Det Kongelige Bibliothek oprettedes af Frederik den Tredje, som jo ikke umiddelbart var udset til at blive konge efter Christian den Fjerde. Men hans storebror, den udvalgte prins Christian døde et år før sin far på grund af vellevned, og

  Frederik, som havde fået tildelt bispedømmet Bremen, kom så til. Han var interesseret i lærdom og oprettede - foruden biblioteket - også det Kgl Kunstkammer. Det lå i bygningen over for nuv. indgang til Folketinget. Den havde tre formål: øverst ARS = kunstkammeret, i mellemetagen LEX = lovbøger, d.v.s. bibliotek og 3: MARS = krigsguden = kanoner.

  
  

  På billedet hilser Peter Schumacher (senere adlet Griffenfeldt) på kongen Frd. 3.

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  
  

  • • Det Kongelige Bibliothek oprettedes af Frederik den Tredje, som jo ikke umiddelbart var udset til at blive konge efter Christian den Fjerde. Men hans storebror, den udvalgte prins Christian døde et år før sin far på grund af vellevned, og

  
  

  Frederik, som havde fået tildelt bispedømmet Bremen, kom så til. Han var interesseret i studier og forskning og oprettede - foruden biblioteket - også det Kgl Kunstkammer. Det lå i bygningen  over for nuv. indgang til Folketinget. Den havde tre formå: øverst ARS = kunstkammeret, i mellemetagen LEX = lovbøger, d.v.s. bibliotek og 3: MARS

  • krigsguden = kanoner.