Tidsskriftet AKTION, som kun klarede sig økonomisk i få år i 70'erne, var ikke politisk-korrekt og interesserede sig kun lidt for den officielle politik, men desto mere for, hvad der foregik bag kulisserne. Det var ikke bare 68'erne, der arbejdede på snigende kommunistisk revolution. Der var uendelig mange forbindelseslinjer fra røde celler op i regeringen.
Her er lidt om socialminister Eva Gredal:
Eva Gredal var et vigtigt medlem i den samfundsundergravende organisation "Landsforeningen for Mentalhygiejne", som til sidst blev afsløret og nedlagt. Hun var i en årrække direkte med i foreningens bestyrelse og en tid redaktør af deres blad og kunde derfor absolut ikke være uvidende om organisationens ideologi, politiske hensigt og virksomhed. Alligevel bevarede hun nærkontakt til organisationen.
Den hypotese er vel ikke fjern, at det var de mentalhygiejniske kræfter bag kulisserne, der havde bragt Eva Gredal frem til ministerposten for gennem hende at få del i skatteborgernes penge. Skønt de socialdemokratiske vælgere blev kede af hende (og af partiets kommunist-påvirkede politik) og ikke længere stemte på hende, blev hun alligevel halet ind på ministerposten.
Som socialminister dækkede Eva Gredal over diverse mentalhygiejniske lovstridigheder, samfundsnedbrydende virksomhed og korruption inden for socialsektoren: fordrejede og usandfærdige børneværnspapirer, BRIS, Børnemagt, Vietnambørnesagen, “experimentet” Christiania, den afsporede Kofoeds Skole, narkospredningen og narko"behandlingen" osv. osv.
Som minister blev hun grebet i sære finansdispositioner, som gav megen vrøvl i folketinget. Hun forsøgte at klare frisag med udaterede eller antidaterede (???) breve til Kære Per (Hækkerup) fra Kære Eva i en penibel sag med millionbeløb (var det ikke til Kofoeds Skole? Eva Gredal og forstanderen for Kofoeds Skole, J. Lange Jacobsen, gik på socialrådgiverskole samtidigt). Det helt store økonomiske roderi* præsenterede hun med hensyn til sine Mentalhygiejne-venners såkaldte "narkocentre" og lignende foretagender og Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut ved direktør Eggert Petersen.
Hun optrådte groft afvisende, hvis nogen vovede at påtale disse uregelmæssigheder. Som andre mentalhygiejnikere skjulte hun sig under en masse undskyldninger eller påberåbte sig tavshedspligt. (Tavshedspligten skulde vel egentlig beskytte borgeren og ikke socialsektorens og socialministeriets handlinger?)
Supplement fra Familieværnets Telefonavis ultimo august 1976:
For få måneder siden kunde man i dagspressen læse, at statsrevisorerne gav socialminister Eva Gredal en tidsfrist på 4 måneder til at fremskaffe en redegørelse for de mange millioner kroners anvendelse i narkosektoren. Eftersom der i det spegede og ufuldkomne regnskab forekom store udgiftsposter lydende på indkøb af spiritus, øl, teaterbilletter og rejser, fik det statsrevisor Bernhard Baunsgaard til at ytre til pressen: denne sag skal forfølges til den bitre ende!
Den 25. August 1976 kunde man i Berlingske læse, vi citerer: “Ministerier afviser statsrevisorønske om øget styr på narkokampen`. Disse ministerier er Socialministeriet, Indenrigsministeriet, Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsens kontaktudvalg vedrørende alkohol og narkospørgsmål. Efter en undersøgelse fra Rigsrevisionen har statsrevisorerne i en skarp udtalelse krævet reelle foranstaltninger i form af en bedre styring af narkobekæmpelsen, og det blev i rapporten tilføjet, at experimenternes tid for dette område måtte være slut. (Christiania var blevet accepteret som et “socialt experiment).”
Statsrevisorerne foreslog endvidere en central registrering af stofmisbrugere og kontrol med klienterne, som første skridt på vejen. Disse forslag bliver nu totalt afvist af Social- og Indenrigsministeriet. Vi citerer Socialstyrelsens udtalelser:
“Afgrænsning af, hvem der er egentlige stofmisbrugere bliver stadigt mere vanskeligt, fordi tendensen ,går i retning af et mere blandet symptombillede, hvor stof og alkoholproblemer, arbejdsvægring, kriminalitet og andre sociale problemer opstår side om side”.
Dette kan ikke undre Familieværnet endsige Forældreforeningen for narkoramte børn, når man følger centrenes indkøb, som de såkaldte ansvarlige ledere foretager, og som de altså IKKE skal stå til regnskab for. For den almindelige borger at se, er ministeriernes totale afvisning af sager en undergravning af både rigsrevisionen og statsrevisorerne, som med fuld ret ønsker et klart regnskab – ligesom den skattehærgede befolkning.
Når man betænker, at jutitsminister Orla Møller i 1975 greb ind og stoppede en sag ved Højesteret imod Mentalhygiejnens klinikchef, psykolog Karen Berntsen, på trods af at kendelsen var gået hende imod både i byret og landsret, må man også her undre sig. Man kan ikke frigøre sig for den tanke, at såkaldte behandlere og experter fortsat skulde sikres højtlønnet levebrød ved hjælp fra socialministeren.
Kilde: AKTION nr. 6/1977 og Familieværnets Telefonavis ultimo august 1976.
