Om det Kongelige Bibliothek
Hvor langt skal man gå i tolerance? Historie skrives af dem, der vinder og har magten, men ikke givetvis sandheden. Gennem århundreder for ikke at sige årtusinder kan arkæologer og historiker derpå grave ned i de materielle rester og/eller i andre efterladte dokumentationer - ja, endog måske i gamle forfalskninger af historien. Sådan har det altid været. Sådan vil det altid fortsætte. Så med vor lange verdenshistorie (og tilmed geologi o.l.) vil ærlige og omhyggelige historikere altid have noget at rive i, og nye sandheder vil komme fremme og overraske os.
Måske gøre os vrede eller ydmyge os....
Det grusomme myrderi på forsvarsløse armenere, som i massevis blev tvunget ud på dødsmarcher i ørknen, er fyldigt bevist gennem uvildige vidner, herunder bl.a. ikke mindst danske sygeplejersker, deres rapporter og breve og ikke mindst fotografier. Det kan ingen
morder løbe fra! Som barn læste jeg om det i tidsskriftet “Frem” i - 1936 (?). Da var det hele
endnu så tæt på, at samtiden huskede det tydeligt!
Hvilke holdbare beviser kan Tyrkiet fremlægge? Og hvorfor er de til stadighed så ivrige for
at skjule de massegrave, man finder?
Nok om det. Men hvad med Det Kongelige Bibliothek? Hvad med dets udstillinger og oplysninger og sanddruhed? Hvad med Erland Kolding Nielsen?
Hvor meget hensyn skal man tage til egen nations eller andre nationers traditionelle, men kanske falske oplysninger om fortidens hændelser? Var Leonora Kristine så uskyldig, som vi gerne ser hende? Hvordan gik det med ærkebiskop Jacob Erlandsen i de store middelalderlige kontroverser mellem pavekirkens magt og kongemagten? Han døde på Rygen ved tilbagerejse fra Paven? Blev han forkølet og fik lungebetændelse? Var der ikke noget om, at man for nogle årtier siden fandt hans kranie, og at der - lidt overraskende - var ligesom et hul af en armbrøstpil i det??? Enhver krig har sine løgne og fremstillinger. Nogle er dygtigere til dette end andre. (For nogle kan det tilmed være en religiøst krav!).
Hvad skal vi med det Kgl Bibliothek, hvis de ikke stræber efter sandheden? Så kan vi lige så godt nøjes med de evige politiske slagsmål i journalistaviserne!
