december 25, 2012

De vise mænd og lidt om Mosaikkunst


Tre vise mænd fra Østerland tog til Jerusalem for at finde og tilbede det barn, der ifølge profeterne skulde blive jødernes konge. De havde set stjernen, som skulde vise dem vej. Da kong Herodes hørte
historien, blev han bange for at miste sin magt. Han bad vismændene komme igen, når de havde fundet
barnet, for at fortælle ham, hvor det var.
Kasper, Melchior og Baltazar fandt Maria og Josef og barnet og bragte det guld, røgelse og myrra.
Men de undlod at besøge kong Herodes på hjemvejen, for Gud havde advaret dem mod kongen.

Billedet herover er en pragtfuld mosaik i Ravenna.
Der er to forskellige måder at lægge mosaik på: den byzantinske og den venezianske. Den sidstnævnte lægges - om jeg så må sige - fra bagsiden. Stenenes glatte flade klistres fast mod en glat flade. Når billedet er udført, hældes der cement over det hele, og det kan snart vendes om og ses forfra og udgør da en glat flade. Den byzantinske er langt mere kompliceret. Der sættes hver sten fast fra fremsiden
direkte påvæggen, og fremsiden skal ikke fremtræde som en glat flade. Der tages tvært imod hensyn til hver enkel stens  næsten umærkelige hældning, til nuancer af lysets genskin i rummet, hvilket giver det endelige resultat en særegen levende overflade. I Ravenna ligger der formodentlig stadig en skole i denne særlige kunstart.

Nordens (største ?) Ravennamosaik er i Chr. 4's gamle Børsbygning i København. Den er udtænkt af maleren Boye Givskov og forestiller Børsens og Grossersocietetets historie. Selve den håndværksmæssge side af arbejdet er udført i Ravenna og bekostet af  grosserer Louis Bahnson som gave til Grossersocietetet i 1957, hundred år efter at Frd. 7's overlod dem Børsbygningen. Mosaikken
indeholder ca. 800.000 sten. Der er 700 farvenuancer, hvilket ikke engang var nok, så Givskov gik i marskandiserbutkkerne i Adel- og Borgergade og købte gamle servanter for i deres mamorplader at finde, hvad han søgte. Det tog ca. 2 et halvt år at lave mosaikken.

Tilbage til de vise mænd fra Østerland...


Kalkmaleri  i Danmark

      - og glasmaleri i Sofia Albertinakirken
                                              i Landskrona