Foreningen gjorde en indsats for at vække de sovende og få dem til at se og forstå, hvad der foregik. Den udgav en mængde bøger om forskellige kulturelle temaer. En af de sidste bøger var Rolf Slot Henriksens fornøjelige bog “Danmarks Humor i Lyst og Nød”, og her er bl.a. citater fra H.C.Andersen om hans oplevelser i den for datiden så fjerne og eksotiske orient.
Bogen har fået fornyet aktualitet, eftersom en forsker ved Syddansk Universitet gennem Ekstrabladet forsøger at tage H.C.Andersen som indtægt for en pro-islamisk holdning.
Har man de rigtige røde briller på, bliver alt rødt.
Men læs selv om og af H.C.Andersen (side 183 i ovennævnte bog):
“Hvor voldsomt, Andersen engagerer sig i det, han oplever, fremgår af hans selvbiografi og af breve, som f.eks. hans brev fra Konstantinopel (Istanbul) efter at have rejst gennem det netop fra muslimerne befriede Grækenland. ”Rundt om ligge capitæler, sønderbrudte marmorreliefs, rundt om staae sønderbrudte kirker med de brogede helgenbilleder paa væggene: tyrkerne havde kradset hvert ansigt itu og skudt kugler gjennem øine og mund på Christus. Dagligt gaaer jeg til Akropolis, udsigten er mageløs og stedet en sønderbrudt feeverden (templet var sprængt i luften, idet tyrkere havde anvendt det til krudtlager), vilde agurker voxe hen over Pantheons trin, rundt om ligger ujordede dødningehoveder af tyrkere og grækere… Hvor er landet malerisk, hvor er folket storartet. Kongen og dronningen kørte til kirken, præsterne sang. Om aftenen var hele byen illumineret. Blandt de mange transparenter var det især eet, som behagede meest, nemlig en gedebuk, der aad af et viintræ med underskiften: Jeg kan fortæres til roden, men jeg vokser frem igen.” (7. april 1841 til Carsten Hauch).
Senere sejler han til Konstaninopel. Undervejs, fortæller han, ”kom en tyrkisk officer om bord med sine tre koner… den yngste var meget smuk, to sorte slavinder fulgte dem… I Konstantinopel gik soldaterne med bare ben i tøfler, eller også havde de én sko og én støvle. Sultanen saae højst enerveret og lidende ud… Derwischernes vanvittige sang og dands glemmer jeg aldrig, det var det uhyggeligste, jeg endnu har seet, saa dybt tænkte jeg ikke, menneskeheden kunde synke.
Saa gik vi med dampskibet over Det sorte Hav… Hele Rumelien (Rumænien) er i oprør (mod den tyrkiske besættelsesmagt). De kristne blive myrdede paa det skrækkeligste… I hotellet var alle fremmede angste… Rejsen var det mest aandsfortærende, jeg kjender. Tænk Dem nu i 30 dage at see en kyst, der næsten altid er den samme, næsten altid som sejlede man mellem aspargestoppe. Dækket vrimlede med tyrkere, bulgarer og wallacher. Mange eiendommelige scener saae vi, ogsaa den, at to bleve styrted i Donau, og den ene, en franker som vi, blev stenet af tyrkerne.”
Midt i det groteske og uhyggelige med mord og drab slår Andersen med ét slag over i det humoristiske, frivilligt eller ufrivilligt morsomme: ”Donaukysten var mig kedelig og næsten væmmelig: altid en grøn mark eller en spinkel skov. Der kom nogle damer, som sværmede for denne pandekagenatur, men De kan troe, jeg lod dem ikke døe i synden, og for ret at lade dem vise armoden her, lod jeg dem høre lidt om Grækenlands natur, og saa tror jeg, de til sidst indsaae, at der var noget bedre til end en flad grønkaalsnatur. I grunden synd at tage det jordiske brød fra dem, naar man ei kan give dem det himmelske!… At digte er mig umuligt! Jeg har endogsaa ingen kraft dertil.” (Til Carsten Hauch 20. juni 1841).
At Andersens humor ikke går tabt - selv under vanskelige forhold - vidner hans besøg hos paschaen i Tanger om. Andersen er blevet ældre og er en stor berømthed, der bliver modtaget med åbne arme alle steder hos de europæiske konger og fyrstehuse, og sammen med en engelsk minister modtages han også hos paschaen. Her bliver han - føler han - påtvunget to kopper te, som han hadede af hele sit hjerte, og da paschaen til Andersens rædsel lader skænke en tredje kop til gæsterne, ved han råd. Andersen forklarer højstemt, og med en ironi, som paschaen naturligvis ikke forstår, at tre kopper absolut strider mod hans religion, hvilket paschaen synes forstående overfor, med tanken om den kristne treenighed i baghovedet, som muslimer afskyr.
Episoden viser lidt om Andersens store evne til improvisation og til en hurtig, humoristisk replik, som kun forstås af de udvalgte, men går hen over hovedet på andre. Mon ikke den engelske minister måtte bide sig selv i læben for ikke at komme til at le, mens Andersen hemmeligt har frydet sig.
Den svenske Andersen-forsker, Fredrik Böök, pointerer, at en af Andersens største evner er hans ’evne til øjeblikkelige improvisationer’ og lægger vægt på, at på samme måde bugner hans eventyr af den slags skælmske, graciøse påfund som en hel hasselbusk fuld af nødder. Böök kalder det for Andersens vid og fremhæver, at den form for humor, skælmsk og skjult, er en speciel dansk form, som ikke på samme måde findes i de øvrige nordiske lande:
”Viddet er jo nært beslægtet med ondskabsfuldheden, ordene bruges undertiden som synonymer. Man kan ikke nægte, at viddet også i denne form havde nået en herlig blomstring i H.C. Andersens Danmark. Den intime médisance voksede frodigt på de grønne øer. I Sverige, måske også Norge, er det noget anderledes: enten er man gode venner, og så er alt elskværdighed, urokkelig velvilje og korrekthed, eller også vejrer man fjendskab, og når da lynhurtigt til det stadium, hvor man bryder alle broer af. I Danmark derimod behersker man til fuldkommenhed den ironiske stil med høflig persiflage og skjult polemik. Der findes udsøgt elskværdige brevvekslinger mellem Heiberg og H.C. Andersen, som ikke-danske læsere må bede Hans Brix eller en dansker forklare pointerne i - ellers opdager man ikke de giftdråber, der er anbragt i rosenbuketterne.”
af oprør og krige, men digteren holdt sig væk fra
al politik.
Vedstående billede er fra det græske oprør mod
tyrkerne 1821. Landet blev selvstændigt 1830
