0g sidder tilbage med spørgsmål, jeg ikke har fundet svar på: hvordan kan man klare den situation, at et højere magtapparat pludselig bryder ind i ens private kliv og ødelægger det totalt både bagud og fremover? Hvordan klarer man at blive jaget op i en kreaturvogn og blive transporteret som umælende kreatur i dagevis til et fjernt og fremmed og frostkoldt land uden anledning.
De, som evt. måtte have gjort noget, det være sig så småt og tomt som noget, har i hvert fald en slags forklaring at holde sig til, hvor dårlig den end måtte være.
Jeg husker jo godt historien om Augustas søster. Augusta var en bondekone her i Småland, som jeg traf lige efter krigen, da man frit kune rejse ud af Danmark. Augusta var halvt russer (eller balter?). Mange smålandske bissekræmmere rejste før i tiden østpå med deres varer, bl.a.vævekamme, og nogle blev derovre, bl.a.Augustas far. På den måde gik det til, at Augustas søster blev gift i Baltikum og levede dèr.
Indtil den dag hvor det bankede på døren og en russisk soldat gav dem 15 minutter til at tage det vigtigste med sig. Hun kom i en kreaturvogn med mange andre kvinder. Hendes mand kom i en anden vogn. Hun så ham aldrig mere.
Augusta tog hyre på et skib til Leningrad i håb om derfra at kunne få oplysning om søsteren eller få hendes adresse gennem bekendte? Telefonisk? Hun talte jo russisk. Men forgæves naturligvis.
Tiden gik. Krigen hørte op. En dag fik Augusta et postkort. Hun genkendte skriften og søsterens kælenavn som lille. Hun måtte være på fri fod, men hvor? I hvilken tilstand?
Så en dag stod søsteren dèr på Augustas gårdsplads. Hun havde klaret sig gennem Sovjet og det sønderbombede Tyskland og op gennem Danmark…. til Smålands skove. Dèr boede hun
indtil sin død i det lille hus bag bakken, hvor vejen går af mod Örnafälla.
Nok om det.
I går viste svensk TV første del af en australsk dokumentarfilm. Om et projekt som nogle mennesker havde meldt sig frivilligt til for at opleve, hvordan det i virkeligheden var at være flygtning.Pjank, tænkte jeg. Men så måtte de - uden at have anet dette i forvejen - på stedet aflevere deres mobiltelefoner, deres penge, pas og papirer, inden de med en flyvebillet i hånden blev sendt til et fremmed land. De kunde altså ikke nå at meddele sig til nogen anden, hvad de havde indladt sig på og hvor de blev transporteret hen.
Jeg følger ikke serien videre, men den gav mig sådan set
noget at tænke på. For vi mennesker kan ikke væreforberedt på alverdens ulykker. Og i langt enklere sager,
siger vi vel ofte skødesløst, når man indsnævrer vore
frihedsrettigheder, - - nå ja, hvis man har god samvittighed
og ikke har gjort noget, så.....
Hm, - hvem siger, at magtens folk er blevet retsindige? og
fremover ønsker en rimelig anledning til deres overgreb?
