Derved afklares en del af tidligere årtiers politik. I Pia Kærsgaard mandagsbrev 15.7.2012 skriver hun lidt om en vis familie Olsen.
https://mail.google.com/mail/u/0/#inbox/1388ead42a9c6f93
- og her skal jeg bidrage en lillebitte smule:
Nu afdøde professor i historie Albert Olsen blev gift med Agnete Olsen, f. Bing, datter af dr.med. Herman Jacob Bing. Professor A. Olsen blev i 1940 formand for Dansk-russisk Samvirke (=Dansk-Sovjetisk Forening), som nævnt i Bent Jensens bog “Stalinismens Fascination” 1984, og i 1949 agiterede han i Land og Folk imod Danmarks tilslutning til Atlantpagten.
Da Agnete Olsen mistede sin mand, blev hun autoriseret turistguide i København, og dèr mødte jeg hende. Hun var et venligt menneske og hun blev mig en slags moderlig veninde. Hun var socialdemokrat, sagde hun, men det interessereder mig ikke, da jeg ikke havde det fjerneste begreb om politik. Hun sagde videre, at hun var blevet smidt ud af socialdemokratiet, fordi hun på rejse i Sovjet havde set så mange udmærkede tiltag, som hun syntes, at socialdemokratiet skulde få gennemført i Danmark. Hun boede i Kristianiagade lige over for Sovjetambassaden og var fast gæst der ved særlige lejligheder, og nu ser jeg så, at sønnen Olaf Olsen fik penge som studentermedarbejder dèr ved at lave lister over “venlige” og “uvenlige” videnskabsmænd og kunstnere til brug for Sovjetunionen!!
(Her skal jeg indskyde et lille indput fra 70`erne: Sovjetambassaden havde meget travlt med at skaffe sig venlige kontakter og havde i den anledning inviteret den kendte teaterhistoriker Klaus Neiiendam til et arrangement. Neiiendam følte sig usikker og spurgte politiet til råds. De frarådede ham at gå med. Jeg har oplysningen fra Klaus Neiiendam selv.)
Både Olaf Olsen og hans mor blev rystede over Sovjtes fremfart imod Ungarn i 1956, og Agnete Olsen skrev efter eget sigende et kritisk brev over til ambassaden og kom der ikke mere. Men - noget egentlig opgør med kommunismen kom hverken hun eller sønnen med.
Selv opdagede jeg efter nogle år Agnete Olsens grænseløse naivitet med hensyn til kommunismen, og vore veje skiltes. Det er ikke helt sjældent at se velbegavethed og grænseløs naivitet gå hånd i hånd.
Olaf Olsen blev som nævnt i Pia Kjærsgaards ugebrev 15/7 rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet m.m.. Gennem sine stillinger kunde han i stilhed virke for sine politiske synspunkter. Museets senere direktør Carsten U. Larsen har politiske sympatier i samme retning, sådan som jeg har gjort opmærksom på tidligere.
Olaf Olsens bror, professor Erling Olsen, holdt på socialdemokratiet og blev minister. Han var i 1970 af Hilmar Baunsgaards regering blevet udset til første rektor for projektet Roskilde Universitetscenter. Det åbnede 1972.
Da der imidlertid var stridigheder om universitetets politik, gav rektor privat udtryk for, at man da endelig gerne måtte angribe universitetets linje, men ikke gå så vidt, at det blev nedlagt. (Så vilde han jo ikke være rektor længere!). Han røg imidlertid ud ved første rektorvalg 1973. Han var ikke rød nok.
Eftersom professor Erling Olsen beklædte en høj stilling i uddannelsessektoren, kunde man have forventet, at han - som tilhørte højrefløjen i socialdemokratiet - havde imødegået pseudosocialdemokraten, den kommunistvenlige uddannelsesminister Ritt Bjerregaards ødelæggelse af folkeskolen, men NEJ.
