Den kamuflerede krig

Apropos muren på Roskilde Festival og diverse artikler desangående

Hvor må det være svært for medlemmer og engagerede at balancere mellem ret og vrang, godt og ondt i den såkaldte “godhedsindustri” - alle de fromme og menneskegode humanitære hensigter, som opregnes i diverse foretagender (- NGO’ere eller ikke) og som har påkaldt sig sympati og måske offentlig støtte: Røde Kors, Danida, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Kirkens Korshær, Kristne for Nedrustning, Kirkeasyl, Læger uden grænser, Børns Rettigheder i Samfundet, Institut for Menneskerettigheder etc. etc.
De smører mundvigene med levertran, og alverdens gode ord vælter ud af dem. Ret eller vrang?

Måske det var lettere før i tiden, før Karl Marx og før “Velfærdsstaten”? Da verden var enklere og mer uskyldig? Der er for længe siden gået inflation i “Godhedsindustrien”. Med pengeuddeling kom pengespeculationer og korruption.

NGO - ikke statslige organisationer - var i sig selv en god idè, hvor befolkningen skulde have mulighed for at komme til orde og måske tilmed få økonomisk hjælp til noget alment positivt, men det er for længe siden løbet af sporet og er altfor ofte endt som ensrettede politiske organisationer, som vil have snabelen ned i statens skattekiste.

Vi lever i vor tid under en omfattende psykologisk krig. Den anden form for krig, hvor krigen er kamufleret. Der er mange godtroende mennesker, som tror, at kommunismen er sygnet hen eller helt udslugt (-i hvert fald hos os, trods Kina, trods Putins nye Sovjet etc.) og dog er vi omgivet af kommunistisk tangegang som aldrig før. Kommunisterne har arbejdet som rotter lige siden krigen sluttede og freden tog fat. Hvad var det Lenin sagde i 1920:  
“Når krig i henhold til Claudewitz kun er en fortsættelse af den førte politik med andre midler, så er også fred en fortsættelse af kampen med andre midler”. Sådan er det.
Det er en fast strategisk regel i den kommunistiske ideologi, at kommunister til hver en tid skal sætte sig på alle nøgleposter, store som små, og det har de gjort, og det gør de. Tro ikke, at de skilter med et medlemsskab i et kommunistisk parti eller bærer et mærke på tøjet.
Kommunismens “solidaritet” og “socialisme” sugede kraft af kristendommens kærlighedsbudskab og forvirrede begreberne.

Er de mange kristne initiativer og vore kristne kirker overhovedet kristne? Ingen vil vel påstå at venstresocialisternes, kommunisternes og Socialistisk Folkepartis program er kristeligt og gudshengivent?

Venstrevreden nedbrydning af kristendom har stået på i årtier.

Kommunistbegejstringen ramte også kirken. Socialismens budskab om solidaritet blev for mange det samme som Jesu budskab, skønt kommunismen erstattede Gud med staten og kærlighed med tvang. Religionen blev udvandet. Jesu ord: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, blev tilsidesat. Adskillige kirkefolk blandede bevidst deres politiske kamp og religionforkyndelse sammen, andre var for naive til at forstå, hvad der foregik.

Folkekirken havde plads til det hele, selvom  man nu tager afstand fra selve “skabelsen”, og har ladet hykleri vinde indpas med en solidarisk valgt indisk minister.