Man tog ansvaret væk

Det var rart at læse Karen Jespersens og Ralf Pittelkows artikel om Roskilde Festivalens manglende ansvar over for deres unge publikum i Den korte Avis den 3. juli. Emnet har været på tapetet i fire årtier uden at politikerne har gjort noget.

Men så tager vi fat igen. Forfra. Jeg beklager, at jeg havde ret, at det gik som det gik, forudset og advaret imod. Kæmpet imod. At problemet bare vilde vokse. Overmagten var for stor. “Dødens Købmænd” og den vanvittige psykiater Brock Chisholms politiske ideologi blev tilsammen en altfor stor overmagt. De brugte børnene. Og børnene forstod det ikke. Man vilde danne en ny verden, sagde man. Løse op for alle snærende bånd. Vi skulde “trives”. Man indbildte sig, at man kunde fjerne alle tidligere leveregler og moralnormer. Børneopdragelse blev et ubehageligt ord. Man skulde ikke “drages op”. Det indebar tvang. “Fri opdragelse” hed det i 50’erne, da Tine Begtrup (= Bryld) var barn. Mentalhygiejnebevægelsen prædikede helt klart, at kyllingemødre var af det onde og at børn ikke skulde opdrages af forældre, men af samfundets “experter”. Det er fortsat et evangelium i socialsektoren. Direktøren for Børne-og Ungdomsforsorgen i Socialstyrelaswn, Holger Horsten, udtalte, at børn selv måtte bestemme om de vilde gå til grunde - en sær indstilling for en embedsmand, der skulde varetage børns tarv. Man ydmygede forældrene. Man tog ansvaret fra dem. Børn skal selv afgøre, selv vælge, selv vide - selvom de ikke ved. “Vi vil ikke være voksne” sagde Børnemagt
i 70’ erne. Og det blev de så heller ikke. De er nu dagens 
forældre. De fik ikke ansvar og tog det heller ikke. Hvor skulde 
de tage det fra? Velfærdssamfundet havde taget det - officielt.