Danmark er truet skrev Søren Krarup fornylig i Kristeligt Dagblad:
Vi bevæger os nærmere udslettelsen af Danmark som selvstændig stat. Blinde og døve for virkeligheden har vi lagt Danmarks skæbne i hænderne på fanatiske EU-ideologer!
I 1962 VAR JEG medlem af bestyrelsen af Studenterkredsen i København, og i samme år udsendte vi en fælles udtalelse mod dansk tilslutning til Fællesmarkedet. Vi havde læst Rom-traktaten, der var vedtaget i marts 1957 af de såkaldte seks: Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien, og nogle af os havde også stiftet bekendtskab med de visioner, som franskmanden Jean Monnet havdeudkastet. Blandt andet kendte i hvert fald jeg hans voluminøse sætning: "For at freden virkelig kan få en chance, må der først skabes et Europa". Hvilket oppustet bavl! Som om Europa ikke var skabt. Som om Jean Monnet skulle genskabe, omskabe, nyskabe et Europa, som i tusind år havde været skabt. En opblæstnar.
Men først og fremmest havde vi fæstet os ved den indledende sætning i Rom-traktaten,hvor "de seks" bekendtgjorde, at de var "besluttede på at opbygge grundlaget for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadigt snævrere". Det betød jo, at hele sagen handlede om at skabe Europas Forende Stater og dermed at nedlægge de eksisterende nationalstater i Europa. Der var ikke noget at tage fejl af. Og vi i Studenterkredsen i 1962 ønskede ikke at nedlægge Danmark til fordel for tågede visioner om en overnational union i Europa.
De Gaulles afvisning af Storbritannien i 1963 lagde dog spørgsmålet på køl. Men omkring 1970 kom spørgsmålet igen på både den danske og den europæiske dagsorden, for da var de Gaulle ude af billedet, og nu søgte både Storbritannien og Danmark om optagelse i den union, der "uden ophør gøres stadigt snævrere".
Striden om EF spidsede til. Vi måtte på ny finde Rom-traktaten og Jean Monnets visioner frem af reolen, og i de næste to år rasede kampen om dansk medlemskab i fædrelandet. Den blev lang, varm og bitter. Og det bitreste var i grunden, at det var plat umuligt at blive taget alvorligt, når man gjorde opmærksom på, hvad hele meningen med EF var. Det stod jo klart og tydeligt i Rom-traktaten. Det stod som den første sætning: "At opbygge grundlaget for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadigt snævrere".
JAMEN, ALLE I EF-tilhængere, I må da tage alvorligt, hvad EF selv erklærer som formålet. Ja, den er god med dig, lød de bagatelliserende svar. Den slags fine ord står i alle traktater. Jamen, er en union ikke en union? Kan man bare tale om "samarbejde", når Rom-traktaten taler om union? Handler det hele ikke om at smelte Europa sammen på en sådan måde, at nationerne udslettes – altså også Danmark? Taler vi i sidste instans ikke om dansk selvstændighed og selvbestemmelsesret?
EF-striden endte som bekendt med, at den 2. oktober 1972 stemte 63,7 procent afdanskerne ja til dansk medlemskab af EF, og således blev Danmark medlem af noget,der kaldte sig selv en overnational union, hvad det efter den herskende klasses mening slet ikke var. Nu er der gået 36 år – og hvad oplever vi? Vi oplever nu, at alt, hvad vi EF-modstandere sagde 1970-72, viser sig at have været rigtigt. De forløbne år er en pinlig demonstration af EF-politikernes uvederhæftighed.
Bid efter bid udhules og ophæves det danske folketings og dermed det danske folks
mulighed for at bestemme selv i Danmark. Den seneste sag med EF-domstolen, der
suverænt tilsidesætter dansk udlændingelovgivning for at ensrette Europa og tvinge
os danskere til noget, vi har sagt nej til, er manifestationen af uvederhæftigheden
fra 1972.
Vi bevæger os nærmere og nærmere udslettelsen af Danmark som selvstændig stat.
Blinde og døve for virkeligheden har vi overgivet Danmarks skæbne og eksistens i
hænderne på fanatiske EU-ideologer og dommere, som ikke forholder sig til gældende
ret i Danmark, men søger at presse en rent ideologisk EU-ret ned over Danmarks
regering og folketing.
Det sker, ganske som der står i Rom-traktaten: "Besluttede på at opbygge grundlaget
for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadigt snævrere".
Bid efter bid udhules og ophæves det danske folketings og dermed det danske folks
mulighed for at bestemme selv i Danmark. Den seneste sag med EF-domstolen, der
suverænt tilsidesætter dansk udlændingelovgivning for at ensrette Europa og tvinge
os danskere til noget, vi har sagt nej til, er manifestationen af uvederhæftigheden
fra 1972.
Vi bevæger os nærmere og nærmere udslettelsen af Danmark som selvstændig stat.
Blinde og døve for virkeligheden har vi overgivet Danmarks skæbne og eksistens i
hænderne på fanatiske EU-ideologer og dommere, som ikke forholder sig til gældende
ret i Danmark, men søger at presse en rent ideologisk EU-ret ned over Danmarks
regering og folketing.
Det sker, ganske som der står i Rom-traktaten: "Besluttede på at opbygge grundlaget
for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadigt snævrere".
Vi pegede på det i 1962, i 1972, i årene, der fulgte. Vi søgte igen og igen at råbe
vore magthavere op.
OG SÅ NÆSTEN VÆRST af alt: Da protesten mod EF-domstolens oprørende reducering af
dansk lovgivning lyder i Danmark og blandt andet Dansk Folkeparti beder
statsministeren om at stå fast på dansk lov, så svarer Anders Fogh Rasmussen (V), at
dette er uansvarligt, for i en retsstat skal man jo rette sig efter domstolens tale.
Jamen, Herre Jemini, hedder retsstaten ikke Danmark? Er det ikke dansk lov, som en
dansk statsminister skal værne og hævde? Er dette ikke et rystende vidnesbyrd, hvor
langt ude vi efterhånden er kommet i Danmark i forhold til den overnationale union,
der uden ophør gøres stadigt snævrere?
En karakterfuld dansk statsminister. En mand, som blandt andre jeg har fremhævet som
en lykke for det land, i hvilket han har været med til at frembringe et
systemskifte. Og så er det EU's anliggende, han viser sig at hævde, ikke Danmarks.
Så er det en politiserende EF-domstol, han bakker op, ikke det land, han er
statsminister for.
Ak, nærmere og nærmere udslettelsen.
vore magthavere op.
OG SÅ NÆSTEN VÆRST af alt: Da protesten mod EF-domstolens oprørende reducering af
dansk lovgivning lyder i Danmark og blandt andet Dansk Folkeparti beder
statsministeren om at stå fast på dansk lov, så svarer Anders Fogh Rasmussen (V), at
dette er uansvarligt, for i en retsstat skal man jo rette sig efter domstolens tale.
Jamen, Herre Jemini, hedder retsstaten ikke Danmark? Er det ikke dansk lov, som en
dansk statsminister skal værne og hævde? Er dette ikke et rystende vidnesbyrd, hvor
langt ude vi efterhånden er kommet i Danmark i forhold til den overnationale union,
der uden ophør gøres stadigt snævrere?
En karakterfuld dansk statsminister. En mand, som blandt andre jeg har fremhævet som
en lykke for det land, i hvilket han har været med til at frembringe et
systemskifte. Og så er det EU's anliggende, han viser sig at hævde, ikke Danmarks.
Så er det en politiserende EF-domstol, han bakker op, ikke det land, han er
statsminister for.
Ak, nærmere og nærmere udslettelsen.
