TV-nyhederne kunne her til aften fortælle, at politiet har beslaglagt en ganske imponerende stor portion hash, vistnok ialt 17 tons, og det er dermed den hidtil største indsmugling af hash.
En kvinde har udsmuglet 53 - treoghalvtreds - millioner d.kroner til købet.
Her er en anden historie om hashindsmugling:
I 1976 afsløredes det, at staten Nordkorea drev narkohandel gennem deres ambassader i Skandinavien, og diplomaterne blev udvist fra alle tre lande.
I den anledning arrangerede ”Forældreforeningen for narkoramte børn” med foreningens stifter og sekretær, Lise Tønsberg, i spidsen en demonstration lørdag den 30. oktober 1976 kl. 14.00 foran ambassaden på Granhøjen i Hellerup. Lise Tønsberg var sikkert den første person i landet, som kastede sig rigtigt ind i kampen mod hash, idet hun vinteren 1970-71 startede en underskriftsindsamling imod den usædvanligt lave strafferamme for hash set i forhold til udlandets. Ved en enorm indsats, gode talegaver og en telefon lykkedes det hende at indsamle det største antal underkrifter, der nogensinde er samlet af en privat person: op mod halvandethundredetusinde navne. Og nu seks år senere gjaldt det altså Nordkoreas ambassade.
Via forskellige kanaler opfordredes folk til at komme til demonstrationen. En del unge konservative mødte op, samt bl.a. legetøjsforhandler Johannes Rønberg, der var konsul for Sydkorea og importerede legetøj derfra. Han bidrog økonomisk til trykning af Lise Tønsbergs opråb til fri uddeling. Som andre kommunistiske ambassader vendte nordkoreanerne på Granhøjen det døve øre til i lukket tilknappethed. Villaen lå hen som et ubeboet hus uden mindste reaktion på ringeklokke eller demonstranternes megafontale.
Hos politiets uropatrulje (i 1976) så jeg nogle af de poser hash, man havde opsnappet fra kurérposten. De var ensartede, af bestemt vægt, vistnok 1 kg, pakket i jute eller lærred med statsstempel udenpå som garanti for kvaliteten. De fra Norden udviste diplomater blev ifølge pressen ikke retsforfulgt i deres hjemland, men tvært imod forfremmet og belønnet. Der er flere eksempler på, at narkosmugling var en trafik, som kommunistiske stater anvendte i kampen mod kapitalismen, ligesom England havde brugt opium imod Kina på 1800-tallet, men Nordkorea var vist i mange år den eneste stat, som var blevet grebet på fersk gerning. I begyndelsen af 1980 meddelte den officielle narkorapport fra FN, at en ofte benyttet indførselsvej for narko til Vesteuropa var gennem – Øst-Berlin (Sic! DR-program 1, 1. februar 1980). Værd at lægge mærke til i betragtning af Berlinmur, kontrol og vagt! I TV omkring 1990 har tidligere officerer fra Cuba og andre tilsyneladende velinformerede folk fortalt om Cubas narkohandel og hvad med Panama og Colombia...?
Året efter demonstrationen foran Nordkoreas ambassade holdt Nordkorea en konference i Bryssel angående genforening af de to Korea´er. I den anledning skrev Lise Tønsberg som sekretær for Forældreforeningen for narkoramte børn et brev på engelsk til de delegerede fra Nordkorea. Hun lagde ikke fingrene imellem, men fremførte igen sine anklager mod Nordkoreas virksomhed i Danmark ved samarbejde med den kriminelle underverdens narkohandel. Denne skrivelse fik redaktør ved Berlingske Tidende, Jens Thomsen, med ned til konferencen, og da de tre kontordamer i konferencesekretariatet ikke forstod engelsk, men kun fransk, fik han dem til at fotokopiere skrivelsen og uddele den til samtlige ca. 120 konferencedeltagere foruden til henved 40 aviser, presseburauer og radiostationer. (Svenska Dagbladet tog sagen op). Man kan forestille sig nordkoreanernes raseri, da de, for sent, opdagede fadæsen.
Oktober 1981 kunne man se Nordkoreas Kim Il Sung hænge med røde bånd og stjerne midt i Gentofte Rådhushal. Ambassaden havde fået overladt hallen - til ”kulturudstilling”! Troede den konservative borgmester Jørgen Godtfredsen i grænseløs naivitet, at det drejede sig om kunsthåndværk...? Og kunne han ikke huske, at netop hans partis ungdom havde demonstreret imod ambassadens narkohandel? Kunsthåndværk var der ikke meget af: et lille bord med opsætning af fjer, broderier og malerier og lidt keramiske skåle, som end ikke røbede en fattig afglans af Koreas engang så berømte keramik. Derimod bugnede lange borde med alverdens kommunistiske propaganda om Nordkoreas herligheder og frem for alt deres vidunderlige fører, Kim Il Sung. Jeg besøgte naturligvis udstillingen, forsynede mig med så megen propaganda, jeg kunne slæbe – om ikke for andet, så for at tilintetgøre det, sådan som jeg plejede i slige situationer, men også for eventuelt at finde materiale til flere fejder. Jeg fik fat i et tryk, hvis store bogstaver: Den Demokratiske Folkerepublik Korea kunne bruges på en pjece, så den umiddelbart kom til at tage sig tilforladelig ud, som var den fra ambassaden. I virkeligheden repeterede min pjece historien om den nordkoreanske narkohandel ved at genoptrykke uddrag af det brev, som Lise Tønsberg afleverede til ambassaden ved protesttoget i 1976:
”Vi ønsker hermed skarpt at protestere imod den hensynsløshed, Deres land, Nordkorea, har udvist over for det danske folk. Deres regering har ved hjælp af Deres ambassades personale misbrugt den gæstfrihed og retsbeskyttelse, de nyder i vort land ved at samarbejde med kriminelle og samfundsnedbrydende kræfter i Danmark og påføre vor ungdom skadelige stoffer, som næppe vil blive tolereret i Deres eget land.”
Jeg gik nu i krig med at uddele denne tryksag til alle, der gav sig ind på rådhuset. Lad det være sagt med det samme, at der ikke var mange, men effekten var så meget større! Ind imellem kom Lise Tønsberg over og hjalp mig med arbejdet.
Da nordkoreanerne opdagede vor løbeseddel, som folk tog med sig ind i rådhushallen, henvendte de sig til rådhuspersonalet, som de mente kunne stoppe uddelingen, men de blev i stedet for belært om ytringsfriheden i Danmark og om, at pjeceuddelingen var lovligt anmeldt. Så greb de til andre metoder: de stillede sig op på rådhustrappen, dels med truende miner, dels med hånlatter, og knipsede et hav af portrætbilleder af os to pjeceuddelere som en art psykisk pression, men det bed ikke på så forbenede frontkæmpere. Så ringede de efter forstærkninger fra ambassaden. Et par koreanere overfaldt mig på rådhustrappen for at fravriste mig de pjecer, jeg havde i hånden, men af gammel vane fra min barndoms skoletid slog jeg igen og forsøgte med et brydertag at få krænget koreanerens hoved under armen... I det samme kom rådhusbetjenten styrtende, idet en udstillingsgæst havde opfattet episoden og fandt det groft nok med disse nordkoreanere. Rådhusbetjenten søgte at forklare dem noget om demokrati i Danmark, men forgæves. (Se Berlingeren 7.10.1981).
Nu prøvede koreanerne en anden taktik: de tilbød penge for pjecerne, og da dette heller ikke gav resultat, tilkaldte de en ny mand fra ambassaden, en ret rund herre, der begyndte en slags teaterforestilling – sådan på skoledrengeniveau. Han stillede sig op og pegede på os med højlydt fnisen og sagde på gebrokkent dansk: ”Du er gammel!”, så hostede han mig direkte op i ansigtet og pustede cigaretrøg ind i hovedet på mig, skubbede til mig, forsøgte at spærre mig vejen og stirrede mig minutlang tid ind i øjnene. Da han stadig kom til kort, slog han om og forsøgte at indlede en samtale, men jeg fandt det ikke nødvendigt at snakke med en så ukultiveret person. Hans velnærede og tunge korpus tillod ham ingen konkurrencemulighed ved pjeceuddeling, hvor jeg snart smuttede forbi ham på den ene led og snart på den anden, og han måtte give op.
Jeg følte mig imidlertid ikke tryg ved koreanerne og måtte til stadighed være på vagt. En af dem stillede sig truende op foran mig og gjorde med hævet hånd mine til karatens håndkantslag, men jeg truede igen. Jeg måtte hele tiden vogte mig for ikke at stå i den åbne kørebane lige foran rådhustrappen, for det lå i luften, at koreanerne, hvis bil stod med næsen imod mig, ikke ville gå af vejen for en ”trafikulykke”. Jeg måtte holde øje med deres manøvrer og bjerge mig i sikkerhed bag de lave jernstolper.
Næste dag havde koreanerne fået en henstilling fra rådhuset om, at man ikke måtte overfalde folk eller genere dem, men inde på rådhuset forsøgte de at fralokke folk den pjece, de havde fået udenfor. Og da jeg siden – uden pjecer – ville kikke mere på udstillingen, mente de sig berettiget til at bortvise mig fra rådhushallen, og igen måtte de belæres om, at man ikke kunne udvise kommunens borgere fra deres eget rådhus.
Trist, at et land med så gammel kultur repræsenteredes af så ukultiverede personer! Det understregede kun den narkokriminalitet, de tidligere ambassadefolk havde lagt for dagen.
På Amdi Petersens Tvind-skole fejrede man Kim Il Sungs 70 års fødselsdag med stor festivitas, en enorm kæmpelagkage og en slagsang om blod og krig og den herlige fører. Tvind havde skaffet sig fin kontakt til Nordkorea og sendte skolehold derover på studieophold.
Tvind havde fablet en del om barfodslæger og akupunkturbehandling. Var tanken måske den, at en sådan skulle udføres af nordkoreanske læger på Juelsminde Kysthospital, som Tvind havde købt (med de borgerlige byrådsmedlemmers sanktion!), så Nordkorea kunde få et ståsted i Danmark?
Kilde: ”5. Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur” (genudgives om en uges tid).
