I dag har der været holdt en international konference i Firenze om vore problemer med islam til minde om den dygtige og modige Oriana Fallaci, der som en Cassandra forsøgte at råbe os op om den fare, som lurede. Bat Ye´or har holdt tale, og i morgen – på Orianas dødsdag - vil man holde en mindesstund på kirkegården.
Her har jeg hentet et par ord frem i anledning af et interview med hende for et par år siden:
Journalisten: Dit opgør med islam har frastødt mange af dine tidligere fans. Hvordan ser du selv forbindelsen mellem det, du har skrevet tidligere og så de
seneste tre bøger om islam?
»For det første har jeg aldrig solgt så mange bøger, som de
seneste fire år. De tre bøger om islam har solgt flere end fem mio.
eksemplarer i Italien. For det andet laver jeg i dag nøjagtig det
samme som tidligere. Vi står over for en ny fascisme i Europa, en
islamisk fascisme. Jeg ønsker ikke deres profet, deres koran, deres
burka, deres chador, deres fem bønner om dagen, de kan tage hjem og
dyrke deres religion, værsgo, men bring den ikke ind i mit hus, jeg
vil ikke opgive min frihed. Muslimerne ønsker ikke vores frihed, de
aner ikke, hvad det er. De er guds slaver, de forstår ikke begreber
som personligt valg og uafhængighed. Jeg har været meget heldig
takket være mine forældre og en lang tradition i familien, jeg er
blevet opdraget i frihedens religion, og når man har at gøre med
fascister, så må man gå i krig. Punktum. Jeg føler ikke noget
særligt i denne situation. Det er ikke principielt nyt, for mig
hænger det sammen med tidligere erfaringer i mit liv. Jeg var 14 år,
da jeg blev partisan. Mine forældre befalede mig at gøre det, og tak
for det. Nu er jeg gammel og skal snart dø, og jeg gør præcis det
samme som dengang. Ringen bliver sluttet, men desværre forstår din
og yngre generationer det ikke. Det vil I aldrig komme til, I kan
læse nok så meget, men I har det ikke i øjnene, i hukommelsen, I har
ikke set de ting, jeg så som barn, den slags glemmer man aldrig, det
forbliver et sår på sjælen.«
Hvad så du?
»Jeg så, hvad fascisme er, hvad nazisme er, tyranni, vold, ødelæggelse,
tortur, angreb på en kultur. Den slags kæmper jeg imod.
Desværre er vores opfattelse af frihed blevet fordrejet. Frihed er,
hvad Platon lærte, det er disciplin, det er ikke frihed til at gøre
hvad som helst, tøjlesløshed. Frihed indebærer ofre, det er en
pligt, før det bliver en rettighed, og man skal ikke blande frihed
sammen med tøjlesløshed, ellers mister vi den.«
»Det gælder også vores misforståelse af, hvad tolerance er.
Det er demagogi, værsgo’ kom indenfor, vil I have lov til at bygge
en moske, jamen værsgo, men hvorfor skal muslimer have lov til at
bygge en moske? Jeg vil ikke have deres fandens moske, for de giver
ikke mig lov til at bygge bare et lille kapel i deres lande. Jeg er
ikke et religiøst menneske, jeg ønsker ikke en situation, hvor folk
kan blive tvunget til at tro, jeg er anti-klerikal, og det indebærer
i vor tid at være anti-islam, fordi den kristne kirke nu er så
liberal, at den ikke gør krav på os, men islam vil straffe os, hvis
vi ikke er muslimer, de ønsker at erobre verden, det står i deres
Mein Kampf, Koranen, og det er tåbeligt ikke at tage det, der står i
den, alvorligt. De mener det. De erklærer sig som vores fjender. Al
den snak om moderat og radikal islam, god eller dårlig islam. Det er
sludder. Der findes én islam, og den står i koranen.«
Hvad står der i den, som bekymrer dig?
»At du skal straffes og dræbes, hvis du ikke er muslim, at
kvinder ikke kan være ledere, at de kan diskrimineres, vi kan ikke
sameksistere med den slags mennesker. Dialog er ikke mulig. Det har
jeg skrevet tre bøger om. Jeg har ikke nydt et eneste sekund, det
har ikke været en fornøjelse at skrive om Eurabia, om Europas
degradering, jeg gjorde det af pligt, ligesom det i sin tid var min
pligt at kæmpe mod fascismen og nazismen. I pligtens navn har jeg
ofret mit livs værk, en historisk roman, som jeg har arbejdet på i
fem år, men nu er jeg så syg, at jeg tvivler på, at jeg får den
gjort færdig.«
Du beskriver dig selv som kristen ateist, hvad vil det sige?
»Jeg kan ikke acceptere kristendommens princip om tilgivelse.
Når jeg får én på hovedet, så slår jeg igen. Jeg bryder mig heller
ikke om kirker og præster, jeg mener, at gud blev opfundet af
mennesker for at tackle livets smerte og udfordringer, vi har
opfundet gud som svar på vores svaghed og magtesløshed, det er jo
svært at leve, og det er altid sørgeligt at skulle dø. Så selve
gudstroen bryder jeg mig ikke om. Jeg føler mig ikke fristet. Jeg
ved, at jeg dør for altid, når det er slut, gud findes ikke, men jeg
kan godt lide fortællingen om Jesus, som ligger til grund for
kristendommen. Den forfører mig i en grad, at jeg ikke finder nogen
konflikt med min ateisme og sekularisme, Jesu fortælling, som
tillader en fri vilje, som insisterer på den menneskelige
samvittighed og gør os ansvarlige for vores handlinger. Jeg ser en
hyldest til fornuften i det. Ideen om gud, der bliver menneske, og
mennesket, der bliver gud, i modsætning til tyranner som Allah, Zeus
og Jehovah. Før Jesus var der ingen, der havde vendt sig konsekvent
mod slaveri.«
