Efter hvad der kommer frem om danske skoler etc., så står det ikke for godt til med læsefærdigheden. Men børnene løber da ikke samme risiko for deres manglende formåen og/eller dovenskab som i Kina.
Skal man tro DR-nyhederne 1. juni blev et kinesisk forældrepar arresteret i Henan-provinsen, mistænkt for at have dræbt deres lille pige med tæv, fordi hun ikke kunne læse de første skrifttegn.
Pigen var tre år.
Mon ikke det snarere hænger sammen med Kinas eet-barns system. Man har kun lov at få eet barn, og for et overvældende flertal gælder det så at få en dreng. Det har haft kedelige konsekvenser: ikke bare en fristelse for at tage livet af pigerne, men drengene bliver ofte overfede, overforkælede og storsnuede. Kina synes også at have indført tvangsaborter og tvangssterilisation for at gennemtvinge eet-barns-systemet.
Men der bliver så ikke kvinder nok til drengene, når de bliver voksne. Og der er øgende protester og uro mod den hårde politik.