Undervisningsmaterialet bestod næsten udelukkende af bøger, men da fotokopieringsmaskinerne kom, blev det ofte løse papirer. Lærerne fik uanede muligheder for selv at vælge materiale, og skolestyrelsen har själdent reel mulighed for at følge med. Det bliver et tillidsspörgsmål.
Blind tillid er ikke altid sagen. 68´ernes indoktrinering af børnene påvirkede hele samfundet, og hænger stadig som en tung dyne over os.
Politiken og Gyldendal er gået sammen om at levere en serie undervisningsaviser om alle mulige emner. Aviserne sælges som klassesæt på 30 stk. til 450.-kr.
Jeg har lånt en af aviserne på biblioteket. Den er fra 2005 og handler om Islam.
Redaktionen består af følgende personer:
Bo Maltesen,
Anders Jerichow,
Kim Møller Hansen,
Marianne Harboe
Troels Rydahl
Extern faglig konsulent: Lone Sandholt Jacobsen
En lille blå faktarude fortæller indledningsvis meget kort om "Islams Historie". Det springer straks i øjnene, at der mangler nogle væsentlige årstal og begivenheder, som f.ex. nederlaget ved Wien 1683, folkedrabet på armenierne etc.
På side 3 fastslår man, at man kan være "muslim på mange måder". De islamiske lande er politisk, kulturelt og lovgivningsmæssigt forskellige.
Kun een stat styres af en imam, og det er Iran. "I alle andre muslimske stater er det ikke-religiøse eller i hvert fald ikke-præster, der bestemmer" f.ex. en præsident eller en konge. Nogle er demokratier som Tyrkiet og Malaysia og nogle diktaturer som Syrien og Tunesien. Andre er kongedømmer.
Ovenstående redegørelse for magten er alt for letkøbt. En konge kan da både være diktator og mere religiøs end en imam! Og der kan være kræfter inden for et land, som ikke er statsstyrede... Man mangler desuden her at fortælle, at de utrolig mange analfabeter er lette at manipulere.
Vi får allerede på side 2 og 3 et praj om, at en europæisk form for islam er på vej - med henvisning til avisens side 20...
En lang række personer fortæller i bladet om islam. Een af dem, den eneste i mængden, Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, er klart imod islam. Altså som sædvanligt: de politisk-korrekte er i overtal. Ellers virker indoktrineringen ikke!
"Hvorfor mener du (Søren Espersen), at islam er et problem for Danmark?" spørger journalist Lene Winther. Svaret er tydeligt: "Fordi islam er mere en politisk bevægelse end en religion."
De øvrige indlæg er enten pro islam eller hører til de "ved ikke" holdningsløse fred-i-vor-tid "dialogdrømmere".
På side 6 står der med små typer, at kun 3% af den danske folkekirkes medlemmer går regelmæssigt i kirke, uden at forklare forskellen mellem lov-religioner, protestantismens frihed og sekulariseringen. Mange mennesker tror på en Gud, som findes overalt, og som man derfor ikke behøver at opsøge i de menneskebyggede kirker, ligesom troende ikke behøver et præsteskab til kommunikationen.
Vi læser om islams indbyrdes religiøse stridigheder og sekter, men vi hører ikke, at disse konflikter tages med til Europas lande.
FN´s verdenserklæring om menneskerettigheder er ”universel”, står der, altså gældende for alle klodens mennesker! Man antyder, men forklarer ikke tydeligt, at islam ikke godtager disse menneskerettigheder, skønt netop dette er det afgørende punkt i uforsonligheden mellem de to modsatrettede kulturer.
I forbindelse med den superkorte omtale af menneskerettighederne kommer bladet med et par ord om Guantanamo-basen med billede. Så er det på plads, og pyt så med alle mishandlinger, afskårne hoveder og blodige steninger i islam... eller – for os danskere mere nærliggende: hverdagsoverfaldene på danskere...
Måske skulle islam feje for egen dør først.
Side 10-11 handler om unge muslimer, såkaldte rappere og hip-hoppere, og man husker fra udenrigsminister Per Stig Møllers islampropaganda under The Middle-East-festival efteråret 2006, at disse uvurderlige kulturforeteelser er en meget vigtig indgangsport for unge danskere til forståelse og accept af islam. Derfor er islamiske rappere med her i avisen for skoleelever. De har samme dårlige sprog og ord og samme povre livsindhold som danske rappere. Det kan høres på cd-eren "Deadline". Avisen bringer en smagsprøve af en Marwan Mohamed: Jeg "ka ik tage presset, så jeg ryger cannabis"- "Livet er en ghetto" - "Mogens Camre du ka æde en pik".
Hovedindholdet af bladet er naturligvis positive omtaler af alt muligt inden for islam, fester, ramadanen, pilgrimmstur til Mekka, telefonrådgivningscenter etc.
Et dybt religiøst søgende menneske fortæller om sin omvendelse til islam, at det var ”som at komme hjem” til Allah. De uacceptable sider af islam afviser hun med, at der er ”sorte får” alle steder, og at nogen ”gør noget forkert i islams navn”. ”Reglen om stening er (jo) et forsøg på at værne om familielivet...”
Der er flere, men helt ufyldestgørende artikler om kvindernes situation, deres religiøse tørklæder og tilhyldning, og kun ganske små pip om deres uselvstændige liv og spredte forsøg på at bryde igennem den muhammedanske mandemur.
Avisen har altså udeladt grundig oplysning om alle de negativer, som islam bærer rundt på fra shariaens barbariske tankegang og straffe til reglerne om den tilladte løgn, taquia, som bruges i rigt mål. Eller om tvangsægteskaber, arvelove og dhimmistatus eller om lemlæstelse ved omskærelse. Sidstnævnte en brutale kulturarv er ikke foreskrevet i islam, men bestyrkes gennem islams almene tankegang og den udbredte analfabetisme og uvidenhed, der er en hæmsko for udvikling af mennesker og samfund.
Den berygtede imam Ahmed Akkarai fortæller om islams religiøse morallove:
Den megen snak om sex, herunder analsex og onani etc. er frastødende, en kredsen om emnet som brunstige dyr. Muhammedanerne har ikke noget at lade Vesten høre. Akkari undlader at fortælle, hvordan prostitution gøres legalt ved et kort ”ægteskab” på en time eller så, arrangeret gennem en imam og med en pengegave til pigen.
Da en kvindelig professor i islamiske studier ledede en fredagsbøn i USA for en blandet menighed (ligesom i en almindelig kirke), blev hun kritiseret af den ortodoxe muslimske læreanstalt i Ægypten: "Det er ikke godt for mænd at se på en kvindes krop foran sig ved bønnen". (side 15 i avisen).
De ser hende altså for sig som afklædt! Hvor sygt!
Men den vigtigste artikel er formodentlig om "Europas muslimer". Vi skal godtage islam ved i første hånd at billige muslimen Tariq Ramadans missionering om "Euroislam". ”Han er ikke en hvem som helst”, står der. ”Hans bedstefar ... grundlagde bevægelsen "Det Muslimske Broderskab", der gjorde politisk islamisme til en af de største bevægelser i den arabiske verden.”
Skal det borge for kvaliteten af Ramadans missionering?
Broderskabet oprettedes 1928 i Ægypten som en religiøs vækkelse, der søgte tilbage til koranens ord. Programerklæringen lyder: "Allah er vort mål. Budbringerne vore ledere. Koranen er vor lov. Jihad er vor vej, døden for Allahs sag er vort højeste håb."
Med denne baggrund må man være skeptisk til Tariq Ramadan.
Broderskabsvækkelsen spredtes i de islamiske lande, hvor regeringerne synes at have voksende vanskeligheder med dem, bl.a. i Ægypten og Libyen, og man kan let få den tanke at det var broderskabet, der stod bag de hysteriske angreb på ambassader og flagafbrændinger under den såkaldte ”Muhammed-krise.”
I Sverige optræder broderskabet som selvbestaltet moralsk politi og overtager efterhånden magten i moskéerne. Broderskabet kræver at alle muslimer i Europa skal underkaste sig organisationens regler, som udarbejdes gennem det af dem i 1997 stiftede "Europæiske Råd for Fatwa og Forskning."
Tariq Ramadan mener, at det er "Rushdie-affæren og borgerkrigens rædsler i Algeriet”, der ”har skabt et klima af frygt for islam".
Det er muligt, at det er sådan ude i den store verden, men i den brede befolkning i Danmark og hos skoleeleverne er det nok snarere hverdagens oplevelser med de mange mere eller mindre grove voldtægter og overfald, fortrinsvis mod enkeltpersoner, børn, kvinder, gamle, invalider - røveri af mobiltelefoner, bankkort, knallerter, fotoapparater etc., etc.
Med den islamiske taquias tvetungede og falske tale kan man desværre aldrig have umiddelbar tillid til nogen som helst muhammedaner, hvor gerne man end ville. Og således heller ikke til Tariq Ramadans ”guddommelige love”: Det er meget godt at fordømme islams steningsregler, men så længe det bare er ønsketænkning uden realiteter bag...
Undervisningsavisen om islam som en fredelig og hjertensgod religion er en politisk aftale mellem EU og de arabiske lande. EU lovede at sørge for, at de europæiske lande fremmede islams udbredelse. Man spurgte ikke befolkningerne.
EU solgte befolkningerne mod at få olie til industrierne.
Det hele var luskespil mellem politikerne og kom bag på de fleste europæere, da sandheden endelig - trods massemedierne modstand – så småt begyndte at gå op for dem.
Lad det politiske hemmelighedskræmmeri og indoktrineringen af skolebørnene komme helt frem i dagslyset, så alle kan se det.
Avisen er online her
