Det forlyder i TV-nyhederne 20/6 07, at EU-politikerne har fjernet nogle juridiske knaster for at forhindre, at forfatningsforslaget skal til folkeafstemning. Det vil de undgå, for så kan de selv bestemme! Og EU har aldrig brudt sig særlig om demokrati.
Måske er det en god idé at kikke tilbage på professor i jura, Ole Hasselbalchs artikel i Berlingeren den 21. oktober 2003 med hans redegærelse for juraen dengang:
Ikke bare en ny Tvind-lov
Af Ole Hasselbalch, Professor & h.c., jur.dr.
Tankegangen i EUs forslag til forfatning nærmer sig den, som kendes fra politisk eller religiøst totalitære stater. Det er alvorligt nok. Men det mest interessante ved EU-forfatningen er ikke engang, om dens vedtagelse kræver en dansk grundlovsændring. Det er derimod, om Folketingets flertal tør snakke sig uden om dette forhold, og om Højesteret i givet fald tør sætte samme flertal på plads.
Grundloven giver den overordnede ramme for, hvad den danske lovgiver kan vedtage, og hvordan vedtagelsen skal finde sted. Overskrider Folketinget rammen, kan domstolene tilsidesætte den grundlovsstridige lov. Skal rammen ændres, må det ske på den måde, der anvises i Grundlovens § 88: Et forslag herom skal vedtages af Folketinget, der skal dernæst udskrives nyvalg, og forslaget til grundlovsændring skal vedtages af Tinget på ny. Dernæst skal det ud til en folkeafstemning, hvor det også vedtages, men af minimum 40 pct. blandt de stemmeberettigede. Grundlovsændringer kræver med andre ord massiv tilslutning hos vælgerne. Grundloven hjemler borgerne nogle opregnede frihedsrettigheder. Endvidere - og det fylder hovedparten af paragrafferne - bestemmer den, hvordan statens magt varetages, herunder hvordan de forskellige magtbeføjelser er fordelt mellem folketing, domstole og regering. Hvis man vil have en anden ordning, kræver det grundlovsændring. Dog kan beføjelser, som Grundloven henlægger til »rigets myndigheder«, ved lov og under iagttagelse af en særlig vedtagelsesprocedure overlades til mellemfolkelige instanser »i nærmere bestemt omfang«, som det hedder i § 20. Forbeholdet er logisk. Véd man ikke med sikkerhed, hvad der er overladt, er den statslige suverænitet jo sådan set gået tabt. Uden et klart mandat er der heller ingen garanti for, at de pågældende mellemfolkelige myndigheder ikke kan føle sig berettiget til at træffe beslutning om noget, som målt efter dansk alen vil være grundlovsstridigt.
I henhold til Grundlovens § 20 har Folketinget overdraget sine beføjelser i en række henseender til EU. EF og senere EU er igennem årene kommet ind på at regulere medlemsstaternes anliggender langt mere omfattende, end det var tilfældet, da Danmark indmeldte sig i 70ernes begyndelse. Herunder er man også kommet ind på at beskæftige sig med livsforhold, der slet ikke var dækket af dansk lovgivning førhen.
Det almindelige udgangspunkt er, at en folkeretlig regulering, f.eks. en konvention, kun er bindende for den danske stat i forholdet til den fremmede stat eller internationale organisation, med hvem den er indgået. For tillige at blive bindende på dansk grund mellem danske borgere, skal den gøres bindende i Danmark. Det vil typisk ske gennem vedtagelse af en lov herom. En række af de regler, EU har skabt, er imidlertid umiddelbart bindende i de enkelte lande, dvs. bindende for borgerne også uden om det danske folketing. Dette kan lade sig gøre, fordi den danske lovgiver har accepteret en sådan ordning. Forudsætningen for konstruktionens grundlovsmæssighed er dog selv sagt, at det har været muligt at forudse, hvad det var, EF/EU ville begynde at lave forskrifter om i henhold til det mandat, Danmark gav ved tiltrædelsen af EF/EU-traktaterne. Det forudsættes også, at EF/EU ikke har fået mandat til at lave noget, der indebærer tilsidesættelse af Grundloven.
Efterhånden som EUs regelkomplekser blev mere og mere omfattende, opstod der diskussion om, hvorvidt Folketinget havde givet slip på mere, end det efter Grundloven har ret til. Da det sjældent lader sig aflæse med matematisk sikkerhed, hvad Grundloven kræver, har denne diskussion som regel ingen sikker konklusion. F.eks. er det ikke lige til at sige, om en beføjelse er overladt EU i et »nærmere bestemt omfang« eller ej. Den enkelte vil derfor fristes til at konkludere sådan, som hans eller hendes personlige holdning til EU tilsiger.
Der er nu tale om at lade Danmark tilslutte sig en samlet forfatning for Europa, som det såkaldte Europæiske Konvent har lavet udkast til. Hvis man læser dette udkast, overvældes man af regelsættets komplicerede struktur, mængden af paragraffer og den rummelige sprogbrug. De fleste vil nok have ganske vanskeligt ved at overskue, hvad det foreslåede indebærer. Selv de mest fintmærkende jurister vil for øvrigt også nok kunne få problemer med mange af de foreslåede regler, allerede fordi disses konsekvenser i kraft af deres programmæssige udformning ikke umiddelbart lader sig aflæse. Det indebærer, at det i sidste ende bliver EF-domstolen, der kommer til at bestemme, hvordan de skal forstås.
EF-domstolen er i modsætning til, hvad navnet lader formode, ikke nogen rent juridisk instans i dansk forstand. Som det siges af en af Danmarks førende eksperter på området, professor, dr.jur. Hjalte Rasmussen i bogen »EU-ret i kontekst« (3. udgave s. 522): »Der var ting, som man ... helst undgik at tale om. Det var, at EF-domstolen i sin iver efter at føderalisere EU og gøre Unionens retsorden mest mulig modstandsdygtig over for disintegrative tendenser ... ikke sjældent traf »mærkelige afgørelser«. Den baserede herved sine domme på grunde, som kun fremviste et fjernt slægtskab med mere gængse og velkendte juridiske argumentationsmønstre«. Sagt mere direkte (jf. samme forfatter s.521): Domstolen inddrager politiske hensyn i sine domme.
I Danmark skal love altid tolkes ud fra juridiske grunde. Dommerne må ikke - dvs. de er forpligtet til i al fald at forsøge at undgå - at lade sig inficere af politiske synspunkter. Grundlovsfædrenes klare forudsætning for, at noget kan være overladt i »nærmere bestemt omfang« er derfor utvivlsomt, at det bestemmes ud fra juridiske kriterier, hvilke beføjelser EU har fået overladt med hjemmel i Grundlovens § 20.
Allerede den omstændighed, at det ikke altid er muligt at sige, hvad der følger af de nye EU-bestemmelser, gør det svært at se, at er tale om overdragelse af beføjelser i et »nærmere bestemt omfang«. Disse vanskeligheder øges derved, at EF-domstolen altså kan finde på at tolke EUs regler på en anden måde, end juridiske overvejelser tilsiger. På den måde bliver det jo retligt uforudseeligt, hvad vi kommer ind i.
Nogle eksempler hentet fra det, der nu tiltænkes europæerne:Unionen skal efter artikel 2 fremme et samfund præget af pluralisme, solidaritet og ikke-forskelsbehandling. Men hvor går grænsen i så henseende? Er vi forpligtet til solidaritet med Langtbortistan, og skal vi acceptere menneskeæderkulturer inden for vore grænser? Unionen respekterer efter artikel 5 også medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres politiske og forfatningsmæssige strukturer. Men hvad er det for strukturer, som skal respekteres? Er der f.eks. tale om, at EF-domstolen fremtidig forpligtes til i sager, der har betydning for os - og det har jo vel i en eller anden grad de fleste - at dømme efter udelukkende juridiske kriterier? Endvidere skal de grundlæggende rettigheder, som garanteres ved Menneskeretskonventionen, efter artikel 7 være generelt princip for EU-retten. Betyder det, at konventionen ikke kan ajourføres senere, uden at EU-forfatningen også skal laves om? Og efter artikel 10 har den ret, der vedtages af Unionens institutioner, forret frem for medlemsstaternes ret. Indebærer det, at den danske Højesteret ikke mere er landets øverste domstol? Eller griber forbeholdet i artikel 5 ind? Eller hvad?
Forfatningen vil med andre ord forpligte os på værdier og efter principper, som er beskrevet i positivt ladede og ofte også særdeles vidtfavnende vendinger. Dette gør dem svære at modsige. Ikke desto mindre vil de altså kunne give store vanskeligheder, hvis de tolkes i bestemte retninger.
Hertil kommer så et til forfatningsforslaget knyttet såkaldt charter, der allerede er vedtaget, men kun som ikke-forpligtende hensigtserklæringer. Disse tænkes nu indskrevet som del af selve EU-forfatningsværket, hvorved de bliver definitivt retligt bindende. I charteret slår tanken igennem om Unionen rolle ikke blot som værner af visse frihedsrettigheder, men som indpisker i relation til nogle bredere principper for menneskelivet.
Også disse kan i kraft af deres positivladede form vanskeligt modsiges - såsom når charteret bestemmer, at ingen må underkastes tortur eller nedværdigende behandling eller holdes i slaveri eller trældom. Men alligevel opstår der rundt om tankevækkende problemer. F.eks. hedder det i charterets artikel II, 21 at enhver forskelsbehandling pga. etnisk oprindelse, formueforhold, alder og religion er forbudt. Vil det sige, at ulovlige immigranter skal behandles på linje med unionsborgere, at banker skal give kredit til hvem som helst, og at unge skal have rettigheder på linje med pensionister? Og hvordan ligger det med Grundlovens § 4 om, at den evangelisk lutherske kirke er folkekirke, der støttes af staten?
Der er visselig brug for en restrukturering og klarificering af det retlige grundlag for EU. Men hvor meget vindes der med et regelværk, som er præget af programerklæringer og glimmerplatheder i en sådan udstrækning, at det læst efter teksten gang på gang ender i det rent ud meningsløse? Det eneste, man kan se med sikkerhed, er, at den påtænkte forfatning vil gennemtvinge værdier, der hidtil efter dansk tradition har været forbeholdt den enkelte borgers egen personlige vurdering og beslutning. Unionen har dermed bundet sig til idealer, den opfatter som uimodsigelige, og som den derfor vil gøre almengyldige. Og den forbeholder sig selv ud fra politiske grunde at bestemme, hvad der skal lægges i disse værdier.
Tankegangen nærmer sig derved den, som kendes fra politisk eller religiøst totalitære stater, hvor politiske kommissærer eller præster mener sig berettiget til at trække en bestemt, af dem påstået eviggyldig tankemodel for, hvordan menneskelivet skal leves, ned over menneskeheden. Dette er en helt anden grundholdning end den, der kommer til udtryk i vor nuværende grundlov. Rent bortset fra, at i al fald én af de påtænkte bestemmelser altså er i klokkeklar modstrid med samme.
Hvordan skal EU-forfatningen under disse forhold kunne trækkes ned over hovedet på danskerne uden overholdelse af regler, der gælder for grundlovsændringer? Og hvordan i alverden venter man sig at få vælgerne med på den galej?
Det mest interessante er derfor måske ikke, om EU-forfatningen kræver grundlovsændring hos os. Det er derimod, om Folketingets flertal tør snakke sig uden om dette forhold, og om Højesteret i givet fald tør sætte samme flertal på plads. Der er jo ikke bare tale om at tilsidesætte en ny Tvind-lov.
http://www.berlingske.dk/kronikker/
