Uriasposten skrev den 4. juni om Bibliotekarforbundets Døssingpris, opkaldt efter biblioteksdirektør Thomas Døssing, som gik af i 1943. Urias henviser til historikeren Jørgen Laustsens bog om Døssing, "Den illoyale gesandt". Som gesandt i Moskva var han åbenbart som mange andre danske akademikere betaget af stalinismen, jvf. Bent Jensens bog om "Stalinismens fascination".
Som Laustsen påpeger, er det ejendommeligt, at en pris i folkeoplysningens og demokratiets navn, er opkaldt efter en Stalinist - og alligevel ikke! Den røde farve var ligeså yndet inden for biblioteksvæsenet som inden for pædagoger og journalister under 68´erne.
Det rækker med et kik tilbage. Bibliotekarforbundet samarbejdede med mange andre venstreorienterede grupper. "Skal Biblioteket være neutralt eller samfundskritisk? Bevidstgørende eller kommercielt? Skal vi have DET POLITISKE BIBLIOTEK, Bibliotekspolitik - Mediepolitik." hed titlen på et møde i Bibliotekarforbundet i 1975.
Svaret på mødet var utvetydigt.
Bibliotekerne er ikke bare bogsamlinger, men alt muligt fra aviser til debatarrangementer og musik, fra plakater til teater, film og foredrag etc. Det betyder rige muligheder for indoktrinering og manipulering af den brede befolkning. Bibliotekslektører læste og bedømte nye bøger, og deres eller avisernes anmeldelser blev ofte lagt til grund for de enkelte bibliotekers indkøb.
Alsidighedsreglen var ingen garanti for alsidighed. Alt beror jo på et skøn, og "skønnet" afgøres ofte af såkaldte experter eller faggrupper.
Og det er ikke ualmindeligt at gruppen har samme politiske eller ideologiske syn på tingene.
Også avisudklipssamlinger om bestemte emner kunne blive ensidige, hvis bibliteket alene klippede fra visse aviser og glemte andre. Jeg husker en låner, som tilbød supplement af udklip fra andre aviser for at få et mere objektivt billede, men det blev afslået.
Bibliotekscentralen udgav forfatterbiografier og boglister over bøger, som rekommanderes.
"Ungdomshjørnet" anbefalede samfundsnedbrydende og venstreorienteret litteratur til børnene. Redaktør for det var en tid DKP-formanden i Buddinge Elsebeth Harne. Her kunne man rette børnenes vrede ind mod samfundet, mod forældre og skole eller "de rige" og imødekomme deres pubertetsnysgerrighed til sex af enhver art, gøre dem hensynsløse, grove og voldelige ... Eller fortælle dem om, hvordan man ryger hash o.s.v.
Man lavede også plakater om sex og socialisme, beregnet til børnebibliotekerne.
F.ex. 1972 en beboelsesejendom, hvor man kunne kikke ind i hvert rum ligesom i et dukkehus. Man kunne se, hvad alle beboerne havde travlt med. Og det var med sex i alle former. Også vovserne naturligvis og kanariefuglene. Overskriften på lederen i Frederiksborg Amts Avis lød "Giver Kvalme".
Mens en anden, en biblioteksgæst ironisk sagde: Det var dog et mærkeligt hus!!!
Der er ikke een, der ser fjernsyn!
Plakaten var tegnet af børnebibliotekar Ulla Harne.
Jørgen Rishøj på Bibliotekscentralen var overrasket over publikums reaktion: "Vi var selvfølgelig klar over, at der var en vis risiko, men havde dog langtfra ventet en så voldsom reaktion!"
