Cavlingprisen - vor fornemmeste journalistpris gik til Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard ved Politiken, men der hersker delte meninger i pressen, om det var et rigtigt valg. Der ymtes om, at det mere gjaldt politisk korrekthed.
Olav Hergel skrev om de irakiske asylansøgeres børn, et emne så følelsesladet, at enhver skribent kan lade sig rive med. Det politisk-korrekte emne indgik i det såkaldte ”præsteinitiativ”.
Lad det være sagt: jeg kender ikke Hergels journalistik, men jeg blev ganske overrasket over hans udtalelser ved et journalistmøde i december i Trykkefrihedsselskabet. Han brugte tomme floskler, som jeg ikke havde tiltroet ham. De danskere, der er imod indvandring af ideologiske eller økonomiske grunde, blev betegnet som ”islamofober” fyldt med ”fordomme”. Udtrykkene ligger langt fra det, man forventer sig af en dygtig journalist, værdig til en pris.
Der er god grund til at nære bekymringer over islams fremfærd, og det har ikke det bitterste med ”fordomme” at gøre. Tvært imod. Hvad vidste danskere om islam før de stod i landet og begyndte at råbe op og stille krav? I bedste fald havde danskerne måske som skolebørn set Øhlenschlægers ”Aladdin” på skolescenen? Eller - de yngre generationer - Disneys fortolkning af samme emne i TV?...
Men nu kan Hergel måske se frem til en ny pris?
Da vi tilsluttede os EU, tilsluttede vi os også deres beslutninger, først og fremmest deres plan om sammensmeltningen mellem Europa og de islamiske lande. Man kunde naturligvis forudse, at ikke alle europæere var med på den plan. Så i 1995 gjorde EU rede for, hvordan EU ville bekæmpe oppositionen: man skulle - ligesom i diktaturlande - bearbejde børnene, d.v.s. sætte ind i undervisningen fra barneskole til højere uddannelse og forskning. Man skulle kikke nøjere på alle emner i staten som retssystem, politi, reklame etc.
Om journalistik står der (Slutrapporten från EU´s rådgivande Kommission till bekæmpelse af ”racisme” och ”fremmedhad”, Bruxelles den 23 maj 1995, 6906/1/96): ”Man opfordrer til en udarbejdelse af et opførselskodex for etisk journalistik som et instrument til frivillig selvregulering (=selvcensur). Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer skal man overveje visse effektive sanktionsmekanismer, som man skal søge støtte for inden for faget.” (side 32).
Man anbefaler, at en europeisk pris gives for tolerance og forståelse udover den allerede existerende journalistpris mod racisme (indstiftet af EU-komissionen og Europarådet i samarbejde med Det Internationale Journalistforbund)” (Side 33)
