Eftersom EU ikke har opgivet tanken om en fælles forfatning, men pønser på at fremkomme med et forfatningsforslag igen, så er det nok på tide at kikke tilbage på forskellige artikler fra tidligere. Der er stadig mange, som ikke har rede på, hvad der er foregået bag kulisserne. Og givetvis er der foregået meget mere end det, som fremlægges her i den kommende tid.
Er råddenskaben forbi i Bryssel?
Da de nye øststater blev optaget i EU, udtalte en græsk politiker håb om, at EU fremover skulle blive mere åbent.
Lad os tage et kik tilbage. Læser man Jean Monnets og Jacques Delors tanker om det EU, de arbejdede på, ser man, at det fra begyndelsen gjaldt at nedbryde nationalstaternes suverænitet og smelte alt sammen til en fælles enhedsstat.
Bernhard Conolly ansattes i EU-kommissionen 1978. Han blev leder for kommissionens afdeling for monetære opgaver, men blev så chockeret over hemmelighedskræmmeriet og hændelserne i magtens elfenbenstårn, at han anså sig tvungen til at afsløre det.
1995 udkom hans bog ”The rotten heart of Europe” (Europas rådne hjerte) om det ”økonomiske og politiske perverterede samarbejde”, som skulle lede til EMU.
Bogen vakte opsigt. Udsnit citeredes i engelske massemedier den 4. september 1995 - samme dag som EU-kommissionen holdt sin første pressekonference efter sommerferien. Naturligvis rettede journalisterne en række spørgsmål til kommissionen angående Conollys afsløringer.
De kunde ikke svare, eftersom de ikke havde læst bogen. Men et var klart: manden skulle omgående smides ud. Samtlige dørvagter fik hans foto og nægtede ham adgang, allerede inden man havde angivet nogen disciplinær begrundelse. Den kom dog, og resultatet var på forhånd givet.
Connolly havde skrevet bogen uden tilladelse fra kommissionen. Han forsvarede sig med, at den ikke indeholdt nyt eller utilgængeligt materiale.
På 400 sider berettede Connolly velbegrundet om ”Europas rådne hjerte”, valutasamarbejdet og det politiske rævespil. Euron skulle efter hans argumentation løfte den politiske union på plads. Eliten i Frankrig og Tyskland skulle dele magten. De europæiske politikere lagde ikke skjul på, at de ville skabe ”The United States of Europe”, specielt ikke når de talte indbyrdes eller var udenfor valgperioden.
Connolly skrev:
”Allerede fra de første forberedelser til Romtraktaten argumenterede Jean Monnet ihærdigt for at nationalstaterne skulle overlade magt til en gradvis opbygning af en enhed og en samling af den effektive buraukratiske elite i Europas lande, så at man skabte et kraftfelt, hvor en union ikke længere kunne stoppes. Overgivningen af magt skulle begynde med relativt kontroversielle økonomiske funktioner og stålproduktionen for på den måde at mindske uroen for at den nationale suverænitet blev nedbrudt. Man skulle se til at magten ikke skulle kunne føres tilbage igen. Dette garanteredes gennem traktatdoktrinen ”acquis communitaire”, som sikrede, at al magt, som overførtes til EU´s samfundsinstitutioner, gjordes til permanent EU-lov, mens man samtidigt strøg den i medlemslandenes nationale lovsamlinger.”
”I det ny Europa er magt og ansvar tydeligt adskilt. Selv der, hvor der findes formelt offentligt ansvar, er det ikke lovfæstet.”
Glem alt om den hårde, stabile Euro. Det var kun lokkemad for noget helt andet. Nationalstaterne skulle fratages sin suverænitet og EU-staten skulle gennemtrumfes. Den økonomiske stabilitetspagt, indført uden at landene har orden i deres økonomier, vil lede til politisk ustabilitet.
Den 12. februar 1998 meddelte 154 tyske økonomiprofessorer med Wilhelm Hankel som talsmand, at Europaprojektet var fuldkommen udsigtsløst. Det omtaltes samme dag på TV-programmet ”Tagesschau” (fra ARD TV). Hankel er professor i pengepolitik og udviklingsøkonomi ved Göthe Universitetet i Frankfurt am Main.
Connolly forlod EU-kontoret og blev økonomisk rådgiver for en række internationale selskaber og europæiske nationalbanker.
Her kommer mere næste gang…
