marts 10, 2014

“Danske mænd mest kvindehadske i EU”, skrev Politiken

Vold, chikane og stalking mod kvinder i Danmark overstiger EU-gennemsnit”

Hvad er formålet med EU's udspørgen af 42.000 europeiske kvinder? Jeg nævnte i går direktør Mortens Kjærums personlige interesse i fortsat økonomisk understøttelse. Hertil kommer ligestillingsminister Manu Sareens (R) ideologisk-politiske interesse, som er identisk med EU's.

Det er EU, som åbnede alle porte til Europa for de muhammedanske lande i Mellemøsten og Nordafrika. Så det er selvsagt EU's interesse gennem denne ”undersøgelse” at få lagt volden mod kvinder over på danske mænd: Den megen vold skyldes altså ikke indvandrere, men danske mænd, som af uforklarlige grunde (berigende lærdom fra indvandrere?) er blevet voldelige. Men det hænger ikke sammen: de muhammedanske indvandrere lever jo i overensstemmelse med en fredelig religion som vi ser hver dag. Statistisker Ebbe Vig har for længe siden vist os, at kriminaliteten er langt større blandt indvandrere end blandt hjemmefødinge: http://danmark.wordpress.com/2014/02/19/indvandrer-kriminaliteten-er-steget-med-616-pct-pa-7-ar/
http://danmark.wordpress.com/2014/02/03/hjemmeroverier-tricktyverier-i-hjemmet-og-tasketyverier/Danmark 2004 (men 10 år gamle) : http://danmark.wordpress.com/2009/04/28/svensk-europa-rekord-i-voldtaegter/ – beretter Sverige, Norge og Danmark ang. voldtægtskriminalitet

I den kulturkamp, vi befinder os, betyder manipulation med ordbegreber utroligt meget. Så lad os bare kikke lidt på ordene i EU's undersøgelse:

Hvad forstår de 42.000 kvinder og hvad forstår spørgerne med
fysisk eller seksuel vold eller begge dele”?
sexchikane”?
psykisk vold fra deres partner”?
seksuelle krænkelser”?
stalking”?

I 1970'ernes Danmark, hvor ordmanipulationer og rød propaganda stod på sit højeste, forklarede
en pjece fra bibliotekscentralen vore børn, at ”Vold er ikke altid vold. Vi må lære at skelne og bruge volden rigtigt. Vi må lære at lede den ind i rigtige baner, hvor den er retfærdig. Så er vold nemlig ikke vold, men blot et nødvendigt middel.”
Fiolteatret tydeliggjorde denne opfattelse i stykket ”Om Vold”: ”der er en anden slags vold, som ikke er så nem at få øje på”: f.eks. at man bygger P-parkering i stedet for Legeplads.
Og Henrik Sidenius lod forstå, at et værelses vægfarve også kunde være ”vold”.
I biblioteks-børnepjecen ”Snak om Vold” hedder det ”Forældre mishandler næppe deres børn af lyst, alligevel er børnemishandling ret udbredt. Når vi bruger ordet børnemishandling, mener vi dermed ikke alene den fysiske, korporlige mishandling i form af tæv, men ligeså meget det, man kalder den ufrivillige, tankeløse vold mod barnets sind og udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed, afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering osv.”

Ud fra denne forklaring kan ingen sige sig fri fra at have øvet vold. Hvor mange har ikke ind imellem været nødt til at "afvise" et barn? Hvor tit har man ikke i en given situation måttet ”begrænse et barns udfoldelsesmulighed"?

På baggrund af ovenstående tillader jeg mig at kalde EU's og direktør Morten Kærsgaards undersøgelse for noget vrøvl.

Spydpigen