Religiøse følelser
AF PER HILBERT, SOLBERGA 18, 27012 RYDSGÅRD, SVERIGEhttp://jyllands-posten.dk/opinion/breve/article4846121.ece
Religiøse følelser må ikke krænkes, hører vi. Religioner må ikke kritiseres. Vi forstår til fulde, at det gælder islam.
Gælder det også Jehovas Vidner? Gælder det også Scientology? Gælder det også den katolske kirke? Og den protestantiske? Indre Mission? mormonerne?
Når vi nu er i gang – gælder det også ideologier som kommunismen? Eller liberalismen eller humanismen for den sags skyld. Der er jo mange mennesker, for hvem disse ideologier giver en verdensforklaring og et livsgrundlag – svarende til en tro. De kunne jo også blive krænkede af kritik. Krænkede!
Mullaherne siger, at de ønsker alle religioner beskyttet mod kritik. Men de mener i virkeligheden bare islam. Det er tilsyneladende kun profeten fra Mekka, som ikke tåler kritik. Vi andre ønsker ikke kristendommen beskyttet. Den holder til kritik. Den har oven i købet udviklet sig gennem kritik, som det bl.a. skete engang under Reformationen, og som det sker den dag i dag. Buddhisterne ønsker så vidt vides heller ikke buddhismen beskyttet. Jeg tror ikke engang, at nogen blev dræbt under demonstrationer, da muslimer ødelagde de store Buddha-statuer i Afghanistan.
Hensat til Middelalderen
En avis spørger fire tilfældige mennesker på gaden i Kairo, hvad man siger til kritik af islam og Muhammed. De svarer alle, at kritik af islam er blasfemi – en forbrydelse, der ifølge sharialoven naturligvis skal give dødsstraf.
Når man i disse dage åbner sin avis, føler man sig hensat til Middelalderens Europa, hvor en afvigende mening i forhold til den tids gudsforståelse kunne koste den formastelige livet. Man kommer i tanker om dominikanermunken Giordano Bruno, der den 17. februar 1600 blev brændt på bålet i Rom for kætteri – en forbrydelse svarende til vore dages blasfemi. Til det sidste nægtede han at tilbagekalde sin opfattelse af universet som uendeligt, fyldt med stjerner som vor sol. Til inkvisitionens dommere skal han have sagt: »I, som i den barmhjertige Guds navn ofrer mig, ryster mere i jeres samvittighed ved at udtale dommen, end min ånd ryster ved at høre den.«
Vore dages mullaher (også dem, man inviterer til at holde foredrag i København) er at ligne ved inkvisitionens sorte præster. De forvalter et trossystem, som er helt lukket og uden for diskussion – inklusive detaljerede og uforanderlige forskrifter for menneskers daglige liv og samfundets indretning.
Er der nogen, der har tænkt over, at det måske ikke er nogen tilfældighed, at de lande, hvor der nu er pøbeloptøjer, fordi man får sit 1.400 år gamle verdensbillede forstyrret, alle er lande, der sidder i muddergrøften – en lang række failed states, hvor optøjernes omfang er ligefrem proportionel med landets fattigdom og indbyggernes uvidenhed.
400 års fremskridt
Mens de lande, hvor man producerer sataniske vers , Muhammed-tegninger og (gode eller dårlige) film, er verdens højest udviklede samfund. Mon ikke der er en forklaring på, at det er således?
Tænk, at selv USA’s præsident ikke fatter, hvad det handler om. Når han offentligt undskylder, at nogen i USA laver en tilsyneladende islamkritisk film, er det så, fordi han simpelt hen ikke forstår vort vestlige værdigrundlag? Eller er han bare bange for de mange?
Mens kætterbålene flammer i de arabiske/muslimske lande, hvor religiøse mindretal forfølges af den lokale inkvisition, må vi åbenbart leve med en amerikansk præsident, der i moralsk styrke ikke når Giordano Bruno til sokkeholderne – og med vor lokale Anna Mee Allerslev, der er helt blank.
Men vi andre har svært ved at glemme de seneste 400 års fremskridt, og hvad der skabte dem. Nemlig ytringsfrihed, kritisk tænkning, stillen spørgsmål ved alt, provokationer, fornærmelser, nysgerrighed, uddannelse – viden. Måtte en tilsvarende udvikling komme også i den arabiske/muslimske verden. Fjern sløret, luk den store bog et øjeblik, og se jer omkring.
Men lige nu ser det ud til at have lange udsigter.
