Her er en historie, der endte godt, for kvinden havde ben i næsen, en god uddannelse og dertil penge nok. Så kan man her i verden klare næsten hvad som helst, men så heldigt er de fleste forlibte pigebørn nok ikke stillet.
Hør, hvordan en forelsket pige uden særlige forkundskaber lod sig vie til en saudiaraber. Frit genfortalt på dansk fra den svenske bog “En gyllene bur” (“Et gyldent bur”. Original titel: “Inside the Kingdom: My life in Saudiarabien.”, skrevet af Carmen Bin Ladin 2003.)
Carmen voksede op i omegnen af Geneve med en schweizisk far og en iransk muslimsk mor. Under studietiden ved et universitet i USA traf hun 1973 Yeslam fra Saudiarabien.
Yeslam Bin Ladin, lillebror til den kendte Osama, var søn af den i hjemlandet kendte og dygtige Shejk Muhammed Bin Ladin, som havde arbejdet sig op til at blive Mellemøstens mægtigste byggeentrepenør. Han havde bygget paladser for konger og prinser og restaureret islams helligdomme. Med - efterhånden - i alt 22 koner - havde han fået 54 børn! Carmen vidste ikke noget om Saudiarabien. Hun forestillede sig det som i shahens Iran, som hun huskede fra sin barndoms besøg hos sin mormor. Snart drømte Carmen om, at hun og Yeslam kunde være med til at udvikle Saudiarabien til en moderne stat.
Yeslam syntes, at deres bryllup skulde foregå i Saudiarabien sammen med hans søster, Regaih’s bryllup. Carmen lod ham bestemme. Hun kendte jo intet til Saudarabiens traditioner. Til etiketten hørte, at en mand af hendes slægt fulgte hende. Hun valgte sin mors fætter, Mamal. Han skulde deltage i mændenes religiøse ceremoni og representere bruden og tage Yeslams hånd i sin ved vielsen. Uden hans deltagelse kunde Carmen ikke gifte sig med Yeslam.
Tanken om sådant et sceneri forekom Carmen lidt komisk, og hver gang hendes søster Magnolia så Mamal, grinede hun: “se, se! dèr kommer bruden!”
Men først af alt skulde Carmen inden afrejsen til Saudiarabien købe tøj,og da hun ikke fandt noget passende i Geneve, lod hun det sy. Men uden at forstå sig på det. Tykt sort bomuldsstof til en chador-lignende dragt, tung og ubekvem - i stedet for en lettere abaya i silke. Desuden adskillige fodlange kjoler.
Sammen med Yeslam og sin søster, Salomè, fløj hun til hans hjemby, Jidda. Lige før landingen
krøb pigerne i de omfangsrige sorte tunge dragter, hvor hverken hænder, hoved eller krop kunde ses. Alt så dunkelt ud gennem det mørke slør, en mærkelig, trykkende følelse.
Carmen fuld af forventning, men samtidigt en bæven ind for den mørke verden udenfor.
Der var kvælende hedt. Hendes søster snublede på flytrappen, så alt ramlede ud af hendes taske, men ikke èn gjorde mine til at hjælpe hende at samle sagerne op. “Hvad er det for et sted, jeg er kommet til?” spurgte hun. I Saudiarabien må ingen mand så meget som nærme sig en kvinde. Og selv havde Carmen travlt med at holde tøjet samlet om sig, men hun fik øje på Yeslams bror og råbte glad “Hej, Ibrahim!”, men ny skandale! Han svarede ikke. Han så generet ud, så svarede han ganske sagte: “Hej”. Senere skulde Carmen lære, at Ibrahilm ikke havde lov til at tiltale hende offentligt. Ligesom kvinder skulde holde mund i det offentlige rum.
Carmens svigermor tog imod i villakvarteret “Syv kilometer” i udkanten af Jiddah, hvor Bin Ladin-klanen boede. Carmen blev overrasket over det primitive interiør. Det lignede et “upersonligt og stilløst hus i en trist forstad”. Yeslams far havde jo dog været en af Saudiarabiens rigeste mænd. “- et højst ordinært hus, indrettet efter dårlig smag, og hvor man levede et meget enkelt liv. Det svarede overhovedet ikke til den finesse og elegance”, hun havde ventet sig.
Dagen efter begyndte gæsterne at dukke op for at lykønske Carmen til det foreståendce bryllup og se hende an. Kvinder i forvirrende mængde, lutter kvinder i fodlange kjoler med mange smykker. Nu begyndte Carmen at forstå, hvad det vilde sige, at Yeslams far havde haft 22 koner og fået 25 sønner og 29 døttre.
De følgende dage gik stadigvæk med gæster og lykønskninger og evindeligt kardemummekrydret kaffedrikkeri af bittesmå kopper. Mændene kunde gå og komme som de vilde. Kvinderne derimod måtte blive indendørs. De kunde ikke gå tur nogetsteds. (Det anstod sig ikke!) Og det var meget varmt, og det hvide ørkensand blændede. Alt i alt blev Carmens univers reduceret til halvandet tønde land have, men hun kunde ikke engang gå ud i den, før nogen havde gennet mandligt tjenerskab væk. Da Carmen kom til landet, havde hun først ikke kunnet begribe, hvorfor det virkede så mærkeligt, men så slog det hende pludseligt: halvdelen af befolkningen var lukket inde. Det passede sig ikke for en kvinde (og slet ikke) af Bin Ladin klanen at gå ud og handle, for der var altid risiko for, at en fremmed mand kunde se hende. Men før brylluppet fik hun og nogle kvindlige slægtninge dog lov at gå til guldsmedebasaren. Mens de var der, kaldtes der til bøn, og guldhandlerne stak af til moskeen uden at lukke forretningen. Kvinderne måtte ikke gå i moskèen eller bede i det offentlige rum, så de stod der midt i guldet. Tyveri forekommer sjældent, for straffen er afskrækkende: Man hugger helt enkelt hånden af tyven.
Carmens bryllupsdag blev....
Fortsættes i morgen....
