Den eneste praktiske erfaring jeg har
om FN er fra 1976, da jeg som repræsentant for den svensk-koreanske
Forening deltog i et seminarium i Stockholm, arrangeret af det
svenske FN-forbundet. Eftersom dette foregik under de radikale
1970‘erne, og foreningen, jeg repræsenterede, stod det
højreorienterede Sydkorea nær, var det temmelig mærkeligt, at jeg
udsattes for spydig snak om mine
politiske synspunkter.
Desto mærkeligere er det - kan man
mene - at FN stadig har en markant slagside til venstre.
Berlinmuren faldt i 1989, og
Sovjetmagten brød sammen kort efter, men FN er stadig på mange
måder en tumleplads for drømmere, diktatorer og skurke, hvoraf
mange har venstreorienteret udsyn uden økonomisk og anden indsigt.
For den, der gerne vil have et klart
billede af dagens Forenede Nationer kan jeg anbefale Fredrik
Segerfeldts bog “FN, Spruckna Drömmar» (Brustne drømme)”,
Hydra Forlag 2011, 194 sider). Det er overordentlig nyttig læsning
for den, som endnu gør sig illusioner om FN’s sande karaktèr.
“Hvordan skulde den værst
tænkelige rollefordeling for en international organisation se ud?”
spørger bogens forfatter sig. Han
svarer selv: ”Folkmordere (Ruanda) skulde stå for sikkerheden,
kommunistiske enpartistater (Kina) skulde virke for
menneskerettigheder, misregerede afrikanske stater (Zinbabwe) skulde
stå for den økonomiske udvikling, og fundamentalistiske muslimer
(Saudiarabien) fremme kvindernes rettigheder. Og så en dyr, korrupt
og ineffektiv administration ovenpå det hele. Det er sådan FN ser
ud.”
Der er sikkert ikke mange ærlige
bedømmere som vil bestride Fredrik Segerfeldts opfattelse. Trods
dette fortsætter den i 1945 stiftede verdensorganisation at spille
en betydelig rolle i mange menneskers og staters bevidsthed. Hvad
angår den svenske holdning til FN konstaterer
Segerfeldt:
“Alligevel har FN i mange årtier
stået i centrum for svensk udenrigspolitik. Vi lader som om der
findes en international retsorden såsom at FN kan skabe fred og
udvikling og at der findes nogle forenede nationer med samme mål og
interesser. FN står for en naiv ønskedrøm, som er bristet, gang på
gang.”
Det er sandt, at FN ved nogle tilfælde
i historien har svaret for værdifulde og konstruktive indsatser. Det
var tilfældet, da den jødiske stat, Israel, dannedes 1948 nogle år
efter holocaust under beskyttelse af verdensorganisationen. Det skete
også, da de USA-dominerede styrker under FN-flag i Koreakrigen
1950-53 lykkedes at forhindre, at Sydkorea blev opslugt af den
kommunistiske aggression fra Nordkorea og det røde Kina. Det er nok
muligt at finde yderligere et par tilfælde, hvor FN har stået for
værdifulde, fredsskabende indsatser, som Sverige aktivt har deltaget
i.
De mislykkede resultater har dog været
mange og opsigtsvækkende. Først og fremmest kan man nævne FN’s
passivitet i forbindelse med folkemordet i Ruanda nogle måneder i
1994, da omkring en million tutsier brutalt myrdedes under medvirken
af det krist-demokratiske MRND-regimet og den hutunationalistiske
milits. FN og dets repræsentant, den senere generalsekretær, Kofi
Annan, var fuldt ud medvidende om, hvad der foregik i landet, men vægrede at gribe ind med den motivering, at det var en borgerkrig.
Samme slags passivitet indtog
FN-styrker i Bosnien-Hercegovina sommeren 1995, da bosnien-serbiske
styrker under befaling af Ratko Mladic skød ca. 8000
bosnien-muslimske mænd og ynglinge ihjel. Det var den værste
massakre i Europa siden verdenskrigen. Nu sidst har FN vist sig
sørgeligt uformående at
forhindre Syriens diktatur-regime i at myrde dele af sin egen
befolkning. Til og med det Svenske FN-Forbunds formand, Aleksander
Gabelic er blevet tvunget til at indrømme, at der må nye
initiativer til i et lammet FN.
Fredrik Segerfeldt selv mener, at det
er på høje tid at holde op med at håbe på FN og i stedet for
satse på et samarbejde mellem verdens demokratier inden for en ramme
af et Demokratiernes Forbund.
Kilde: SD-Kuriren sept. 2012
Kilde: SD-Kuriren sept. 2012