Nu er han her igen! Velkommen i Skandinavien!
Inden jeg tager fat på Geert Wilders, vil jeg präsentere läserne for journalisten og filosoffen Fleur Jurgens, f. 1972. Hun var redaktör ved det hollandske ugeblad HP/de Tijd og har specialiseret sig i problematikken omkring de marokkanske samfund i Holland. Fleur Jurgens er en utrolig god iagttager, som ikke skyer klart og utilslöret at pege på, hvor kritisk problemet er med den marokkanske indvandring i Holland.
Her er et citat fra en af hendes artikler:
Måske begynder läserne nu at forstå, hvorfor Geert Wilders har fundet så mange tilhängere. Den del af befolkningen som er af marokkansk afstamning udgör med sine omkring 350.000 personer en relativ begränset gruppe i den samlede befolkning på 16 millioner, men ikke mindst i betragtning af, at marokkanernes alder ligger langt under befolkningens gennemsnitsalder vil gruppen hurtigt vokse. Den marokkanske indvandring i Holland kan for alle berörte egentlig kun betegnes som en katastrofe.
Marokkanerne i Holland er nästen uden undtagelse berbere, som knapt kan tale arabisk. De stammer fra de fjerntliggende Rif-bjerge, hvor man lever af primitivt landbrug. Dér var der ikke nogen nävnevärdig skolegang, ingen läsetradition, ikke noget mangfoldigt offentligt liv, ikke spor af vestlig kosmopolitisk kultur. Flytning til det åbne nederlandske samfund förte til store tilpasningsproblemer og – da man opdagede, at de manglede kvalifikationerne for en vellykket integration – disillusionering og frustration. Med de primitive färdigheder, som selv i Rif-bjergenes traditionelle jorddyrkning, näppe förte til andet end en yderst simpel tilvärelse, var der i Holland slet ikke noget at komme med.
Alligevel foretrak indvandrerne en tilvärelse med socialhjälp i en hollandsk forstad fremfor tilvärelsen i en bjerglandsby – til syvende og sidst fik de jo socialhjälp uden större besvär. De stolte berbere fölte ingen taknemmelighed over for de kristne og vantro, som stillede socialbidrag til rådighed, men indtog derimod en afvisende holdning. I stedet for at medvirke til en tilpasningsproces, som hurtigt kunne have fört til integration, vendte mange marokkanere sig väk fra det tolerante samfund, som havde modtaget dem storsindet og gästvenligt. Deres optagelse i det hollandske samfund har kostet mange milliarder Euro mere end deres produktivitet og skat har indbragt.
Det er på den baggrund man skal se Geert Wilders succes. Wilders har tilegnet sig de temaerne, som de andre partier har forsömt. I en tid, hvor politisk korrekthed og kulturrelativitet behersker den offentlige diskussion, var det så godt som umuligt at kritisere en social holdning, som ikke lod sig undskylde med socialökonomiske faktorer. Marokkanske eller islamiske indvandrere bliver helt selvfölgeligt ikke udelukket fra noget som helst. Tvärt imod. Skoler med en höj andel af udenlandske börn, de såkaldte ”farvede skoler” får flere penge end de ”hvide skoler”.
De muligheder, som det velhavende og godt organiserede hollandske samfund byder dem, er i omfang og kvalitet milevidt fra det, som ville kunne bydes dem i Rif. Trods det udnytter de fleste börn af marokkansk afstamning ikke disse chancer. Det skorter på indsats, på identifikation med den hollandske omverden, og foräldrene motiverer ikke deres börn eller opdrager dem til at blive medlemmer i det hollandske samfund.
De marokkanske indvandreres problemer er altså ikke betinget af socialökonomiske, men af andre faktorer, som vi - politisk korrekte som vi er – kun tör udtale os om under hånden. Det drejer sig om etnisk kultur, om de berbiske indvandreres dobbelte og tredobbelte identitesproblemer, da de kom fra Marokko til Holland, om unges identifikation med Al Quaidas Rock-and-roll-islam og palästinensiske ”frihedskämpere”.
Pim Fortuyn var den förste politiker, som angreb disse temaer. Derfor blev han myrdet af en dyrebeskyttelsesaktivist. Wilders holder Fortuyns fane höjt og scorer points med det. Han har erkendt, at velfärdsstaten kun kan overleve, hvis man udelukkende slipper veluddannede og höjtdiciplinerede indvandrere ind og hindrer tilströmningen af frustrerede og fremfor alt dårligt uddannede muslimer fra Marokko og Tyrkiet. Er sådan noget höjreradikalt? Eller er det sund menneskefornuft?
I de internationale medier bliver Wilders fremstillet som extrem höjredrejet. Det er han ikke. Hans modstandere og utilsträkkeligt informerede udenlandske referenter overtager gerne kritikken fra de politisk-korrekte nederlandske politikere og journalister. Wilders er velvoksen med en påfaldende hårmanke og når man möder ham personligt, bliver man slået af den store kontrast mellem billedet af ham i de udenlandske medier – kryptofascisten – og det sagtmodige, glade menneske, han egentlig er. Wilders er en lidenskabelig populist, som helt nöjagtigt ved, hvornår han kan provokere medierne med extreme ytringer. Han har en bred tilhängerskare fra socialister til konservative, som alle gör sig bekymringer om velfärdsstatens fremtid, som per definition kun kan bestå, hvis solidaritetsfällesskabet står i forhold til nationalstatens värdier.
Wilders er påpasselig med distance til partier og grupperinger, som sättes i bås som höjreradikale. Gjorde han ikke det, ville han omgående miste sine tilhängere i Holland.
I den anledning gentager jeg en gammel artikel:
JUNI 21, 2009
Baggrunden for Geert Wilders succes
Inden jeg tager fat på Geert Wilders, vil jeg präsentere läserne for journalisten og filosoffen Fleur Jurgens, f. 1972. Hun var redaktör ved det hollandske ugeblad HP/de Tijd og har specialiseret sig i problematikken omkring de marokkanske samfund i Holland. Fleur Jurgens er en utrolig god iagttager, som ikke skyer klart og utilslöret at pege på, hvor kritisk problemet er med den marokkanske indvandring i Holland.Her er et citat fra en af hendes artikler:
”Syv ud af ti unge marokkanere går ud af skolen uden brugbar afslutning; fyrre procent af de unge marokkanere er arbejdslöse; hver tiende bliver hos politiet mistänkt for mindst én strafbar handling. Nästen hver tredje af de indsatte i ungdomsfängsler er af marokkansk afstamning. Procentdelen af mistänkte, der står til straf, blandt anden generationen af de marokkanske indvandrere er höjere end blandt noget andet etnisk mindretal i Holland og dobbelt så höjt som hos förste generation af marokkanske indvandrere.
Mange marokkanere hörer til den hårde kerne af unge, der fortsätter kriminaliteten. Disse unge vokser op i betänkelige miljöer, hvor socialbidrag er meget brugt og en arbejdsplads er en undtagelse. Tres procent af de mandlige marokkanere i Holland får social bidrag; halvdelen af disse på grund af erhvervsuduelighed. I Amsterdam lever hver fjerde marokkanske familie af socialhjälp. Halvdelen af de marokkanske börn i Amsterdam vokser op i fattigdom.”
Måske begynder läserne nu at forstå, hvorfor Geert Wilders har fundet så mange tilhängere. Den del af befolkningen som er af marokkansk afstamning udgör med sine omkring 350.000 personer en relativ begränset gruppe i den samlede befolkning på 16 millioner, men ikke mindst i betragtning af, at marokkanernes alder ligger langt under befolkningens gennemsnitsalder vil gruppen hurtigt vokse. Den marokkanske indvandring i Holland kan for alle berörte egentlig kun betegnes som en katastrofe.
Marokkanerne i Holland er nästen uden undtagelse berbere, som knapt kan tale arabisk. De stammer fra de fjerntliggende Rif-bjerge, hvor man lever af primitivt landbrug. Dér var der ikke nogen nävnevärdig skolegang, ingen läsetradition, ikke noget mangfoldigt offentligt liv, ikke spor af vestlig kosmopolitisk kultur. Flytning til det åbne nederlandske samfund förte til store tilpasningsproblemer og – da man opdagede, at de manglede kvalifikationerne for en vellykket integration – disillusionering og frustration. Med de primitive färdigheder, som selv i Rif-bjergenes traditionelle jorddyrkning, näppe förte til andet end en yderst simpel tilvärelse, var der i Holland slet ikke noget at komme med.
Alligevel foretrak indvandrerne en tilvärelse med socialhjälp i en hollandsk forstad fremfor tilvärelsen i en bjerglandsby – til syvende og sidst fik de jo socialhjälp uden större besvär. De stolte berbere fölte ingen taknemmelighed over for de kristne og vantro, som stillede socialbidrag til rådighed, men indtog derimod en afvisende holdning. I stedet for at medvirke til en tilpasningsproces, som hurtigt kunne have fört til integration, vendte mange marokkanere sig väk fra det tolerante samfund, som havde modtaget dem storsindet og gästvenligt. Deres optagelse i det hollandske samfund har kostet mange milliarder Euro mere end deres produktivitet og skat har indbragt.
Det er på den baggrund man skal se Geert Wilders succes. Wilders har tilegnet sig de temaerne, som de andre partier har forsömt. I en tid, hvor politisk korrekthed og kulturrelativitet behersker den offentlige diskussion, var det så godt som umuligt at kritisere en social holdning, som ikke lod sig undskylde med socialökonomiske faktorer. Marokkanske eller islamiske indvandrere bliver helt selvfölgeligt ikke udelukket fra noget som helst. Tvärt imod. Skoler med en höj andel af udenlandske börn, de såkaldte ”farvede skoler” får flere penge end de ”hvide skoler”.
De muligheder, som det velhavende og godt organiserede hollandske samfund byder dem, er i omfang og kvalitet milevidt fra det, som ville kunne bydes dem i Rif. Trods det udnytter de fleste börn af marokkansk afstamning ikke disse chancer. Det skorter på indsats, på identifikation med den hollandske omverden, og foräldrene motiverer ikke deres börn eller opdrager dem til at blive medlemmer i det hollandske samfund.
De marokkanske indvandreres problemer er altså ikke betinget af socialökonomiske, men af andre faktorer, som vi - politisk korrekte som vi er – kun tör udtale os om under hånden. Det drejer sig om etnisk kultur, om de berbiske indvandreres dobbelte og tredobbelte identitesproblemer, da de kom fra Marokko til Holland, om unges identifikation med Al Quaidas Rock-and-roll-islam og palästinensiske ”frihedskämpere”.
Pim Fortuyn var den förste politiker, som angreb disse temaer. Derfor blev han myrdet af en dyrebeskyttelsesaktivist. Wilders holder Fortuyns fane höjt og scorer points med det. Han har erkendt, at velfärdsstaten kun kan overleve, hvis man udelukkende slipper veluddannede og höjtdiciplinerede indvandrere ind og hindrer tilströmningen af frustrerede og fremfor alt dårligt uddannede muslimer fra Marokko og Tyrkiet. Er sådan noget höjreradikalt? Eller er det sund menneskefornuft?
I de internationale medier bliver Wilders fremstillet som extrem höjredrejet. Det er han ikke. Hans modstandere og utilsträkkeligt informerede udenlandske referenter overtager gerne kritikken fra de politisk-korrekte nederlandske politikere og journalister. Wilders er velvoksen med en påfaldende hårmanke og når man möder ham personligt, bliver man slået af den store kontrast mellem billedet af ham i de udenlandske medier – kryptofascisten – og det sagtmodige, glade menneske, han egentlig er. Wilders er en lidenskabelig populist, som helt nöjagtigt ved, hvornår han kan provokere medierne med extreme ytringer. Han har en bred tilhängerskare fra socialister til konservative, som alle gör sig bekymringer om velfärdsstatens fremtid, som per definition kun kan bestå, hvis solidaritetsfällesskabet står i forhold til nationalstatens värdier.
Wilders er påpasselig med distance til partier og grupperinger, som sättes i bås som höjreradikale. Gjorde han ikke det, ville han omgående miste sine tilhängere i Holland.
Fortsätter han sin fremmarch og fortränger de etablerede partier, så kan han – hvis han ikke bliver myrdet – bäre Fortuyns fane ind i statsministeriets residens efter näste valg.
Den hollandske politik, som i lang tid, var en temmelig kedsommelig historie, har udviklet sig til et fascinerende sceneri. Da Fortuyn endnu levede, lod jeg ham vide, at jeg ganske vist ikke ville stemme på ham, men at jeg var glad over, at han var der. Sådan går det mig også med Wilders. Om jeg nogensinde vil stemme på ham, afhänger af ham selv: Kan han udvikle sig til en fornuftig politiker med vidt udsyn og vel gennemtänkte forslag til Hollands og Europas fremtid?
Vi ved, hvad han siger Nej til – nu er det tid at höre, hvad han siger Ja til.
Kilde: hollandsk artikel oversat til tysk, fundet på den tyske blog Politically Incorrect
Oversat fra hollandsk til tysk af Hanni Ehlers, Weltwoche nr. 24, 2009
Den hollandske politik, som i lang tid, var en temmelig kedsommelig historie, har udviklet sig til et fascinerende sceneri. Da Fortuyn endnu levede, lod jeg ham vide, at jeg ganske vist ikke ville stemme på ham, men at jeg var glad over, at han var der. Sådan går det mig også med Wilders. Om jeg nogensinde vil stemme på ham, afhänger af ham selv: Kan han udvikle sig til en fornuftig politiker med vidt udsyn og vel gennemtänkte forslag til Hollands og Europas fremtid?
Vi ved, hvad han siger Nej til – nu er det tid at höre, hvad han siger Ja til.
Kilde: hollandsk artikel oversat til tysk, fundet på den tyske blog Politically Incorrect
Oversat fra hollandsk til tysk af Hanni Ehlers, Weltwoche nr. 24, 2009
