Nogen gik tilbage med bogen, og de var gift!
Den traditionelle forlovningsfest, melka’en var hun gået glip af, eftersom Yeslams søster, Regaih, allerede tidligere havde undeskrevet sine ægteskabspapirer. Der havde de holdt en ceremoniel fest udelukkende med kvinder. Men Carmen blev gift i sin sorte abaya, et “bryllup”, som var begyndt med en kongelig tilladelse og bekræftedes med en underskrift i en bil på en sandet parkeringsplads: ceremonien viste sig så væsenforskellig fra, hvad en brud kunde forestille sig, at det næsten var komiskt. Det var som om hun så en anden gifte sig. Hun forsøgte at bilde sig selv ind, at det egentlig ikke spillede nogen rolle.
Den fælles bryllupsfest for de to par i slægten Bin Ladin holdtes to dage senere. Bryllupsselskabet kørtes over til Yeslam’s bror, Salem, på den anden side af gaden for at gøre sig i orden. (Mange år senere begyndte Carmen at gå over gaden - naturligvis tildækket fra top til tå, et djærvt tiltag, som vakte bestyrtelse blandt mange af hendes kvindelige slægtninge). - Der sad kvinder overalt , og rundt om dem sværmede en hær af damefrisører. Hun hørte, at kvinderne havde ladet hendes bryllupskjole gå rundt og moret sig over den, rimeligvis fordi de fandt den altfor enkel. Hun følte sig ydmyget og oprørt og fandt det hensynsløst. Hun tog brudekjolen på og fik håret sat op i en gammeldags chinjong. Hun var spændt og nervøs og havde hovedpine. Hun måtte trække sin forbaskede stive, sorte chadorlignende abaya ovenpå den hvide organzakjole. De kørte til Hotel Candara, som dengang vist var det eneste hotel i Jidda. Trods at det var aften, var det ulideligt varmt. I haven (med sin frygtelige hovedpinebag hotellet, hvor man havde hængt farvede elpærer op, havde man afskærmet et separat område for kvinder med et udspændt jutestof for at ikke nogen tjener eller mandlig gæst, som gik forbi, skulde kunne se dem.
En skare kvinder. Kun kvinder. Mændene festede for sig selv. Der var omkring sekshundrede gæster, alle behængt med smykker og volanger som til et stort og højtideligt bal. Gæsterne bød bryllupsfolkene velkommen med en skrålen og tudende hujen. Alle kikkede granskende på brudeparret, da Yeslam og Carmen gik frem mod baldakinen.
Alle grinede. Carmen vidste, at hun og hendes livsføring var lige så fremmed for dem som de var for hende. Hun var udlænding, vokset op i vesten og havde altid gået med blottet ansigt. De var født i det land, hvor islams helligste steder lå - profeten Muhammeds hjemland. De mente, at det var deres gudsgivne opgave at overvåge og beskytte verdens helligste steder. De var Guds udvalgte folk. Når hun så dem betragte sig, ramtes hun med fuld kraft af de mærkelige og i visse tilfælde ubehagelige oplevelser, hun havde haft de første dage i Saudiarabien. Nu var hun gift, med en mand fra et land, som hun pludselig indså var væsensforskelligt fra sit eget. Måske enhver brud spørger sig selv, om hun har taget den rigtige beslutning. Carmen tænkte på, om hun ikke burde have tænkt situationen igennem noget tidligere. Da hun sad deroppe og skuede ud over en forsamling, som udelukkende bestod af kvinde, følte hun sig knust af den enorme kløft mellem disse forskelige civilisationer - den verden, som hun kom fra og den, som hun netop var trådt ind i. Det eneste som beroligede hendes rastløshed og følelsen af indelukkethed var, at hun vidste, at hun snart skulde vende tilbage til det velsignede normale liv i USA.
Hendes tre første surrealistiske uger i Saudiarabien burde have fungeret som en allarmklokke og fået hende til at forstå hvilke problemer, der lå foran hende. Disse uger varslede, hvordan de kommende årtier vilde te sig og indebære en fuldkommen kursændring i hendes liv, men hun var ung og ret ubekymret....
Læs selv bogen, der er oversat fra engelsk til svensk undertitlen “En gyllene bur”, Forlaget Bra Bøcker, 2004, og få
en anelse om, hvordan det føles at miste sin selvstændighed.
Hun genvandt den og tilmed for sine døttre efter årelang
stædig kamp.
