Århus havde engang en meget aktiv theologisk docent, som gerne vilde styre tanker og tro i det lille Danmark og derfor oprettede han et netværk i rødlige chatteringer: Kirketjenesten i Danmark, Danske Kirkedage, Kirkernes Raceprogram, Teologi for Lægfolk, Bladet Groft Salt“ (siden afløst af „I Fiskens Tegn”, Det økumeniske Center, Økumenisk Kvindegruppe, Kristeligt Akademisk Forum - alle med samme himmelske adresse på Katrinebjergvej 52 i Århus, samt “Dialogcentret” i nærmeste naboskab: Katrinebjergvej 46.
Aagaard rejste med sit „Dialogcenter“ en sand krig mod, hvad han kaldte „nyreligiøse bevægelser“, der omfattede alt muligt fra mormoner til scientologer, tongilfolk, østerlandsk gurupåvirkninger, yogadyrkere etc., mens han NB. ikke gik imod den nyreligiøse bevægelse „Kristne for Socialisme“ og deres marxistiske knytnæve. Han vandt meget gehør i troendes rækker, idet man sikkert nød sin egen frelsthed ved at fordømme andres. Dialogcentrets dialogform mindede om den, vi senere lærte at kende hos muselmændene. Aagaard havde talegaverne i orden, og hans julemandsansigt gjorde umiddelbart et tilforladeligt indtryk, men der var også dem, der korsede sig og mente, at hans konklusioner var for enkle og uigennemtænkte. Minikirkedage var et påhit af Aagaard for at holde gryden i kog med seminarer imellem de såkaldte „Danske Kirkedage“, som fandt sted hvert 3. år.
Minikirkedagene i Rønde 1978 bar præg af stærk eensidighed: Rudi Dutschke med foredraget „Oprør fra Venstre“, Elisabeth Moltmann om kvindeoprør, Henning Tjørnehøj om „Oprør fra Højre“ og Niels Helveg Petersen med „ Oprør på Midten“, hvortil kom workshops om økologi, racisme og undertrykkelse.
Jeg overværede nogle af disse foredrag på Rønde Gymnasium.
Nogle praktiske opgaver for deltagerne i seminarets workshops bestod i, at de i Rønde skulle opsnuse, om butikkerne solgte sydafrikanske frugter og marmelader o.l., samt finde frem til bibliotekets racediskriminerende børnebøger. Stud. scient. polit. Max A Kruse fra „Kirkernes Raceprogram“ (samme kontor som Aagaards Kirketjeneste) havde uddelt forhåndsmateriale om dette emne, især hentet fra artikler i Information og Mellemfolkeligt Samvirkes blad. Kruse drog i felten mod alt fra Robinson Kruse til Onkel Tom og Tarzan, og enhver tegning af en neger i bananskjørt var en nedvurdering af den sorte race, således at både Politikens illustrerede sangbøger og tegneren Jørgen Clevin blev angrebsmål. (Formålet var åbenbart at opelske had mod enhver, der endnu var besjælet af samme gemytlige opfattelse af jord og himmel, mennesker og dyr som Johannes Aagaard og hans Anna Marie tidligere havde været, da de i 5o’erne på en kristelig gymnasiesommerlejr sang for på „Negerkong Tamika, boede i Afrika, spiste negerbørn med smør, det er der ingen her der gør. Negerkong Tamika.“ Herregud dog! Hvad med grinagtige, elskelige joviale tegninger af jordens folk og vore egne vikinger med nisseskæg og horn på hjelmene?)
Max A. Kruse og Kirkernes Raceprogram havde ikke taget misteltenen i ed. “Nogen” stak en kæp i hjulet og besøgte Røndes købmandsbutikker for at flytte lidt på marmeladen i den lille by.
Ligeledes fik bibliotekaren nys om, at man ville komme anstigende fra Johannes Aagårds Minikirkedage for at kontrollere bogbestanden.
Boghøsten blev ikke så stor, som kontrollanterne havde forventet, fordi biblioteket var ret nyt, men de udsendte seminarelever drog dog af sted med „Bugivugi og hans fire Sønner“, „Baba Mitras Familie kommer til Danmark“, “Robinson Kruse“, „Onkel Toms Hytte“, „Tintin i Afrika“, „Sambo og Tvillingerne“ og „Kaptajn Grants Børn“ for at undersøge, hvilke rædsomme eksempler på racediskrimination, de måtte rumme.
Sådan forsøgte Max A. Kruse og Kirkernes Raceprogram at få gang i nye tanker og skrællet bananerne ud af Josefine Bakers "diskriminerende" skjørt samt tilsølet alle gode og glade minder om vore børnebøgers harmløse historier med absurd åndsformørkelse, importeret fra .....ja, fra hvor?
