Fortsat om forældre-indoktrineringen på Zahles Seminarium 1977 og mit lille modangreb.
De yngre lærere handlede muligvis "i god tro" og gjorde sig næppe klart, at de af dem anbefalede bøger var skrevet af marxister eller måske endda udgivet af Demos eller lignende røde forlag. Rimeligvis var de selv oplært i denne ånd og vidste ikke, at der fandtes andet materiale, mens ovennævnte Hans Jørgen Kristensen og Kirsten Kruse syntes at arbejde ret bevidst. Kristensen omtaltes gang på gang i det marxistiske fagblad "Unge Pædagoger". Kirsten Kruse var min klasselærerinde og hyldede samme ideologi.
Som så ofte før benyttede jeg min telefonavis til at sprede kendskab til kursets politiske aspekt og hæftede mine telefonsedler med nummeret op på trappegangen blandt de mange marxistiske opslag.
Resultatet udeblev ikke!
Da jeg næste gang mødte til undervisning, bad min sidemand om tilladelse til at afspille et bånd, som han havde optaget fra sådan en mærkelig udsendelse på en telefon. Det lå i luften, at der var en forhåndsaftale eller inforståethed mellem ham og Kirsten Kruse. Han stillede båndspilleren midt i vor rundkreds af borde. I samme øjeblik båndet gik i gang med "Dette er Familieværnets Telefonavis", rettedes alle øjne mod mig, da de genkendte stemmen.
Nå ja, og båndet kørte....
Havde man troet, at jeg vilde bryde sammen, måske blive blussende rød og kravle under bordet, eller styrte grædende ud ad døren, eller i det mindste begynde at stamme....??
eller havde de forestilllet sig, at "det tavse flertal", de pæne forældre, vilde have overfaldet mig med bryske ord? De tav naturligvis, og mit pokeransigt røbede ikke, at jeg sad og morede mig indvendigt over, at min lille aktion var lykkedes langt over forventning...
Ak, hvilken skuffelse for de troende marxister: der var ingen reaktion i klassen at hælde sit hoved til. Det var vel derfor, at Kirsten Kruse lod ham standse båndet, inden det var færdigt...
Tænk - himlede min sidemand op - at udsende sådan noget ganske anonymt.....
Stadig ingen reaktion hos forældrene.....
"Det er da mig", sagde jeg, "Det er ingen hemmelighed. Det fremgår til sidst af telefonavisens adresse!" Min sidemand vilde have debat, men den blev kort, for det var jo hurtigt at konstatere, at han havde sine meninger, og jeg nogle andre, og sådan var det bare.
Altså, håbløst tilfælde, som de ikke kunde stille noget op med, så lærerinden måtte pænt begynde sin lektion.
Kommentar:
Nogle vil måske spørge, hvad en telefonavis var. På en telefon findes der et bånd, som kan bruges til en besked til den, der ringer op. Men man kan naturligvis også indtale noget andet. Det længste bånd var på 4 minutter, hvilket var nok til at indlæse et maskinskrevet A 4 på. Idèen havde jeg fra MF Erhard Jacobsens organisation ALS (Aktive Lyttere og Seere). Erhard Jacobsen var een af de meget få borgerlige politikere, der virkelig gjorde noget imod den kolde krigs propaganda.
Kilde: min bog "5. Kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur"
