eftersom de stort set ikke er organiserede.
Hvad angår skole har man for længe siden sat mødre og fædre ud på et
sidespor, hvor de er uden mindste indflydelse: Skolerne fik
«skolenævn», hvorigennem forældrene skulde kunne følge med i det
bogvalg, skolen gjorde til deres børn, hed det. Men i praksis viste
dette sig at være en narresut.
Forældre har yderst sjældent mulighed for selv at gennemlæse og
analysere skolebøgernes indhold. Tillidsfulde, som de gerne er, vil de
vejledes af læreren, så hans ord bliver afgørende.
Eller der kan ske det, at skolenævnets medlemmer er politisk
engagerede og flertallet hælder til en lidet demokratisk politisk
ideologi, for vi må ikke glemme, at kommunismen stadig existerer omend
mere fordækt og at dens 45 langtidsmål stadig er de samme – og bruges!
Det er stadig vigtigt for alle røde aktivister at komme ind i enhver
bestyrelse, ethvert nævn og råd, hvor de kan gøre sig gældende og rive
andre med sig.
- Eller de pågældende bøger indkøbes af skolen som klassesæt, der kun
bruges i timen og på den måde aldrig kommer inden for hjemmets fire
vægge og kan kontrolleres af forældrene. Og endelig har man jo i rigt
mål fotokopiering af løse sider fra dit og dat, som er uden for enhver
kontrol.
Forældrene må på banen og have noget at skulle have sagt.
Gertrud Galster
I Sverige var/er det
ikke bedre.
Der havde man tilmed
en bog om, hvordan
man kunde indoktrinere
børnene.
Se Spydpigen:
10. december 2010!
