Vore danske soldater er
vendt hjem fra deres opgaver i Kosovo og Afghanistan med slemme sår
på sjælen over, hvad de har oplevet. Ikke overraskende. Alle, der
har set de mange grufulde videoer fra sharialandene, har en anelse
om, hvor hårdt mennesker kan blive behandlet. Når 10-12-års drenge
kan blive beordret til at skære hovedet af en fange, - uden
bedøvelse naturligvis, og drengen saver og saver sig gennem hud og
blodårer.... og løfter til sidst stolt det blodige hoved op.
Meget apropos bød TV
lørdag eftermiddag på en film om lignende problem. Amerikanske
soldater fra Vietnamkrigen sidder tilbage med skrækkelige
erindringer og skyldfølelser over, at USA svigtede de løfter, de så
rundhåndet gav Vietnameserne, for mens amerikanerne flygtede ud af
landet, blev urskovenes Montagnardfolk og Vietnameserne ladt tilbage
uden hjælp og støtte. Enhver er sig selv nærmest. Krig er grusom
og har altid været det.
Filmen viste, hvordan
garvede amerikanske soldater livet igennnem sloges med skyldfølelse
og samvittighed, selvom de egentlig ikke havde nogen skyld selv.
Deres tanker – og dermed deres liv – var naglet fast til
synsindtryk, de ikke kunde blive kvit og ikke kunde tale om med ders
familie og venner.
Hvordan er det egentlig
gået de mange Vietnambørn, som den modige og uforfærdede
journalist Henning Becker fik reddet ud af Vietnam i sidste øjeblik?
Han bragte dem til Danmark i den tro, at man vilde hjælpe dem dèr.
Men vore hjemlige kommunister var ikke begejstrede. De krævede, at
de omgående blev sendt tilbage. Helt så galt gik det ikke, for
udlandet blandede sig.
