En udstilling illustrerede narkoverdenen, og selve indgangsdøren dertil var – talende nok – formet som en ligkiste, stillet på højkanten og uden bund. Her så man ”Dødens Købmænd”, der samvittighedsløst solgte stoffer i kriminelt pengebegær (men ikke et ord om, at sælgerne accepteredes i de statsstøttede narkobehandlingscentre!). Man så narkohulen og kirkegården i dæmpet lys og længere fremme en fotomontage, der afslørede det usympatiske politi på jagt efter narkohajer, mens et andet afsnit af udstillingen belærte om, hvordan man kunne dyrke hash til sin chillum….!
”STØT FRI HASH” stod der på skiltet bag talerstolen. Var man ikke enig, fik man ikke adgang til talerstolen. Her var alle hashforkæmperne fra Ebbe Reich til Peter Ege, Mogens Jacobsen, den norske Nils Christie m.fl. og her oprettede de ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”. Formålet var klart nok: man ville narre befolkningen: ved at gå imod såkaldt hård narko, skulde man godtage hashen som et første skridt mod legalisering.
Minsandten om ikke selveste bevillingspolitiet gik i gyngen kort tid efter! De modtog en ansøgning om tilladelse til en gadekampagne. Lød det ikke godt – ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”? Åbenbart kontaktede bevillingspolitiet hverken narkopoliti eller uropatrulje. Ej heller undersøgte de, om der overhovedet fandtes en forening med det angivne navn, for ellers havde de kunnet konstatere, at ”Folkebevægelsen for human Narkobehandling” netop havde indgivet en politianmeldelse (8.11.79) imod det på Christiania valgte navn, der gik dem for nær og kunne misforstås ude i befolkningen. Hashforkæmperne fik tilladelse til landsindsamling i forbindelse med plancheudstilling i decembers julehjertetid, og gennem deres kontakter fik de TV-reklame for foretagendet den 15. december 1979.
I København stod de med plancher og indsamlingsbøsser på Nytorv, hvor de slog plat på folks godtroenhed. En af fortalerne hævdede bl.a., at hash ikke var forbudt og ikke var et narkotikum. Det stod i loven, sagde han, uden dog at kunne angive nogen paragraf.
”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” tog kegler på navnet: de fik del i tipsmidlerne, bidrag fra den røde skibsreder Lauritzen og Mentalhygiejnens Augustinusfond m.m., mens brugbar-naive mennesker støttede dette Christianiaforetagende, da de sommeren 1981 sejlede fra havn til havn for at tigge penge. Hvordan skulle godtfolk kunne tro andet end det bedste, når Berlingeren, der endnu stod for de fleste – der ikke kendte BT-gruppen og typografkrigen bag kulisserne – som en solid konservativ avis, bragte en stor artikel til deres hyldest, og når selve ”Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål” hoppede på limpinden og gav et pænt beløb til ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” i marts 1981?
En fortvivlet forælder skrev til dronning Ingrid om denne kongelige vildfarelse.
