Lad os se lidt nøjere på hendes meritter.
Dansk Kvindebiografisk Lexikon røber, at fornavnet er et kælenavn for Anna Elisabeth.
En lang artikel roser hende for hendes dygtighed, viden, medmenneskelighed etc. og for hendes afstandtagen fra “de studerendes talstærke og tidstypiske antiautoritære oprør med krav om indførsel af marxistisk og kritisk psykologi” i universitetsstudiet 1968.
“Hun tog sig deres angreb nær, men bøjede sig ikke og arbejdede støt videre, tro mod sin videnskabelige og humanistiske indstilling”
Hvordan skal man forstå den påstand, når man samtidigt konstaterer, at hun arbejdede tæt sammen med kommunistprægede mennesker som psykolog Eggert Petersen og Eva Gredal, f.ex. i
den af hende i 1964 etablerede og ledede Studenterrådgivningsklinik.
Ganske vist kaldte de to sig - ligesom Ritt Bjerregaard - officielt socialdemokrater gennem deres partimedlemsskab, men man behøver bare at læse Eggert Petersens forslag 1969 til et nyt partiprogram for at se Karl Marx og Lenin for sit indre blik.
Lise Østergaards “internationale orientering og medmenneskelige holdning bragte hende ind i arbejdet i Dansk Flygtningehjælp”, hvor hun var formand 1974-77. Det var således hende, der sad ved roret, da Henning Becker kom hjem fra Vietnam med 204 “flygtningebørn”, en fantastisk indsats. Men Becker var ikke klar over, at Danmark under hans årelange fravær var blevet grundigt inficeret med Sovjets koldkrigspropaganda, ikke mindst i den sociale og uddannelsesmæssige sektor, og at han derfor kunde møde utrolige hindringer. Der blev så godt som med det samme en konflikt mellem ham og myndighederne (Lise Østergaard), som mente, at børnene skulde tilbage til det kommunistiske Vietnam så hurtigt som muligt. Man gjorde, hvad man kunde for at nedgøre Becker og sætte ham ud af spillet bl.a. gennem moderne 68-pædagoger med bagtalelser og anden ulovlig fremgangsmåde (som siden indrømmet af den sociale ankestyrelse!, - men ikke retsforfulgt). Det vakte opsigt og protester fra udlandet. Bl.a. forsøgte borgmesteren i Nice at komme børnene til undsætning ved at foreslå at lade dem komme til hans by.
Da socialminister Eva Gredal - efter ihærdig indsats fra den kommunistprægede organisation BRIS og ligesindede pædagoger - opnåede regeringens tilslutning til nedsættelse af en Børnekommissionen, udnævnte hun Lise Østergaard til formand 1975. Østergaard lagde vægt “på den livsvarige betydning af førskolebarnets tilværelse og så kommissionens opgave som et stort livredningsarbejde. Hun foreslog barselsorlov til fædrene og deltidsarbejde til begge forældre, mens børnene var små og mente, at daginstitutionerne ikke burde være en erstatning for børnenes liv sammen med forældrene, men et supplement.”
Det lyder jo udmærket, men også her syntes hun at være omgivet af mennesker, der hældede til nedbrydning af det gamle samfundssystem under parolen “Jeres børn er ikke jeres børn....”.
Til overraskelse for statsminister Anker Jørgensen blev Lise Østergaard pludserlig hevet ind gennem bagdøren til en ministerstilling uden portefeuille. Var det et kup fra Mentalhygiejnens side med hjælp af Eva Gredal? Østergaard var end ikke medlem af socialdemokratiet.
Ved Niels Matthiassens død 1980, blev hun kulturminister og som sådan udgiver hun avisen om danske børns enestående kultur, som rækker tunge af de amerikanske læsere (Se forrige indlæg)
