Nedenstående er for størstedelen bare oversat fra en artikel i Svenska Dagbladet, skrevet 1982 af Andres Küng (af estnisk herkomst), syv år før “murens fald” - i Sovjetunionens sidste tiår, hvor de gjorde alt, hvad de kunde for at overbevise alverden om deres ideologis herlighed og fredelige hensigter. Artiklen blev i Danmark viderebragt af “Familieværnets Telefonavis".
Så længe Alexander Solsjenitsyn skrev om undertrykkelsen i Sovjet, var han et sandhedsvidne som de fleste i Vesten lyttede til. Han fik Nobelprisen i litteratur 1970, men kunde først tage imod den fire år efter, da han blev smidt ud af Sovjetunionen. Han så sig godt om i Vesteuropa for at finde et acceptabelt blivende sted. Det blev hverken Sverige eller Danmark. Begge steder var 68’ernes - (förtiotalisternas) - kommunistiske samfundsnedbrydning i god gang, særlig indenfor ungdommens verden: kernefamilien, opdragelse, uddannelse etc.
Solsjenitsyn boede først en tid i Vesttyskland, siden i Schweiz og endelig i USA. Han så
tydeligt Vestens forfald, men da han fortsatte at bebrejde os vor ligegyldighed og slaphed med samme styrke, hvormed han fordømte forfølgelserne i Østlandene, så vendte flere og flere det døve øre til. Mange syntes endda uvidende om, at Solsjenitsyn - også efter storværket om Gulagøerne - fortsatte at skrive. Han havde planer om at skrive 10 bind i skønlitterær form for at skildre, hvordan kommmunismen havde ødelagt Rusland.
Den, der vil sætte sig ind i Solsjenitsyn’s kritik af kommunismen i går, i dag og i morgen kan læse “Vesterlandets Fejltagelse”. Heri skriver han, at Vesten ikke forstår, at kommunismen er uforbedrelig og at dens ondskab er almengyldig og ikke noget specielt russisk. Det er samme kommunister kommunisme her som der - kunde man også sige. Det lyder måske overdrevet for dem, der lader sig lure af milde kommunistfremtoninger på TV-skærmen og andetsteds. Men andre lande,som er bukket under for kommunismen, som f.ex. de baltiske lande har fortalt om, at de også i sin tid, da de var selvstændige, syntes, at deres egne kommunister virkede menneskevenlige. Sådan opfattede de sig selv, og sådan opfattede andre dem. Indtil de kom til magten. Det hjalp ikke alle de mennesker, der allerede var blevet skudt eller i kreaturvogne sendt til Sibirien.
Solsjenitsyn påpegede den slappe sammenblanding, som vestlige massemedier gjorde sig skyldige i ved tilfældig brug af ordene russisk og sovjetisk. Et folk bærer sjældent skyld for sine lederes overgreb - og slet ikke det russiske folk, som ikke havde haft frie valg siden bolsjevikkerne 1917 tabte det første og dermed også det sidste frie valg i Sovjetstatens historie.
En forudsætning for kommunismens fremgang i vor tid, er at ikke-kommunisterne ikke vil indse, at Sovjets ledelse aldrig har opgivet drømmen om verdensrevolutionen. Land efter land er efter verdenskrigen blevet kommunistiske diktaturer, mens de resterende demokratier har foretrukket at stikke hovedet i busken ligesom strudsene. Man har ikke villet se truslen imod sig selv. Og har heller ikke gjort det, før det var forsent.
Hvad håb er der for det slappe Vesteuropa?
De vesteuropeiske lande er optaget af velfærd og forbrug, uvillige til at arbejde og nydelystne. Familierne er ved at gå i opløsning. Man er fristet af narkotika, gudløs, lammet af vold og terrorisme, man har mistet livsenergi og åndelig helse. Som forholdene er kan Europa ikke overleve. Og socialismen er ingen løsning af problemerne, men blot en anden form af samme sygdom.
Det var Solsjenitsyns syn på os i 1982. Og hvad enten vi kan lide det eller ej, så havde/har han ret. Men efter os kommer Syndfloden. Hvor usselt, at vi kun tænker på os selv og ikke på vore børn og børnebørn og oldebørn.
Som sagt stammer ovenstående artikel fra 1982. Siden da er der løbet meget vand i åen og nye ulykker er kommet til.
Tilsammen udgør de en enorm trussel.
