Den stod i bogkassen med de bøger, som biblioteket vilde af med.
Jeg
kendte den.
Jeg havde
læst den
- for
30 år
siden. Bindet
var ikke
slidt, siderne
sad, som de
skulde og
lod sig modvilligt vendes.
Bogen burde læses
igen.
Bagsiden
gav i
nogle få
linjer anelse
om indholdet:
Bogen
«er først
og fremmest
beretningen om
en
børnehjemsdreng
og hans
skæbne, en
varm, jordnær
skildring
vekslende fra
det urkomiske
til det
dybt tragiske.
Men det
er tillige
en fortælling
om mennesket,
der ikke
vil finde
sig i
alt, om
den sunde
naturs oprør
mod det
pjankede og
unaturlige.»
Bogen
var «et angreb,
en anklage».
Den
var
barn af
sin tid,
inspireret af
de tanker,
der som en orm havde
boret sig
vej ind
i forsorgen
og skubbet
gamle værdinormer
ud. Forældres medfødte
omsorg blev
kritisk endevendt og afløst
af kolde
kommunale
skrivemaskinerapporter fra
«experter». Hvor
en velbegrundet
og velplaceret
lussing på
nul tid
havde kunnet bringe
en mindre
kontrovers i en familie på
plads, skulde
nu papirer med
nummererede bilag på
vandring i
en endeløs
kommunikationsudveksling
mellem skriveborde,
til langt større skade end nogen lussing!
Sagsbehandlere fik
deres faste
udkomme, steg
i graderne
og karrieren.
Historien fra denne
følelsesfattige verden
var hentet
fra en
tildragelse i
Nordjylland:
Bremssagen fra
Aalborg blev muligvis ikke rigtig klarlagt i alle detailler.
Psykiater Ole
Brems og hans hustru Lise Brems adopterede op mod 7-8 børn fra
udlandet, nogle af dem handikappede. Som adoptant var lægen efter
sigende blevet anbefalet af en kollega i København, som ikke kendte
ham, men mellem venner.... Hans kone var nok en tidligere patient. I
hvert fald led hun af psykiske besvær eller narkoproblemer. Børnene
levede ret isoleret fra skolekammeraterne og kom - trods invitation - ikke med til deres
fødselsdage. Derimod blev de nok livsforsikrede. Drengen Peter
døde, måske også en til...? Papirer, kiste
og ligbrænding... Det ordnede plejefaderen selv.
Psykiateren fik
2 års fængsel, men måtte i andre to år herefter ikke drive
lægepraxis, og det blev fremover ulovligt for læger at udskrive
dødsattest for egne familiemedlemmer. Siden fik han nyt navn og nyt
udseende. Hans kone Lise fik 4 års fængsel. Nogle siger, at hun
begik selvmord dèr.
Bogkassens «Enok» var
heftet og bundet og udgivet på Hernovs Forlag 1977, men åbenbart
aldrig udlånt fra Gentofte Hovedbibliotek eller dets filialer. Et
«M» skrevet med blæk og et stempel «Magasin» angav, at den hørte
hjemme i magasinet i kælderen, og datidens lånerkort sad endnu i
sin lomme bagerst i bogen uden så meget som et eneste datostempel.
Kort og godt: Sat på
plads!
Bogen var således blevet
en del af den skrevne histories eget «angreb og anklage»: den
skulde – som så meget andet fra 70'erne - ikke læses, ikke
gemmes.
«KASSERET» stod der med
fed skrift.