Man nikker bekräftende, men må atter engang konstatere, at status quo desvärre skyldes borgerskabets sködeslöse ligegyldighed og dermed manglende indsats dengang, det var tid.
Tidligere udlärtes journalister på de forskellige redaktioner, og det gav i sig selv den demokratiske forskellighed, som er önskvärdigt i et demokratisk land, hvor politikken udvikles gennem gensidig påvirkning ved debat.
Men en eller anden – hvem? – mente, at uddannelsen burde foregå på en Journalisthöjskole, hvorved det hele ville blive mere ensartet. Det blev det også. Som Cain nävner, viser de årlige prøvevalg på Journalisthøjskolen, at journalisteleverne fortrinsvis sætter deres kryds på SF og de Radikale, mens Danmarks näststörste parti, Dansk Folkeparti, overhovedet ikke existerer i deres bevidsthed.
Spiller partifarven ind ved optagelse på höjskolen? Er prövevalget en kontrol fra ledelsens side om ”egnethed”? Ligger eleverne under for gruppepres?
Hvor galt det kan gå på Höjskolen fik man et håndgribeligt eksempel på i 1974, da lektorerne Frands Mortensen og Erik Nordahl Svendsen, sammen med 9 elever (Eigil Andersen, Ulla Bechsgaard, Lars Hørby, Klaus Larsen, , Lars Schelde, Kurt Simonsen, Jens-Erik Sinnbeck, Jens Stubkjær, og Niels Westberg) udarbejdede en slags program for, hvordan man kunne ödelägge borgerlig presse indefra ved ansättelse af venstrevredne journalistak
tivister. Programmet blev udgivet af ”Modtryk” under titlen ”Ikke et ord om Ytrings-friheden”. Uriasposten omtalte sagen i 2007: läs http://www.uriasposten.net/?p=4297Borgerskabet og dets politikere gjorde lige så lidt indvendinger mod ”ensartetheden” her som andre steder i samfundet. De var mundlamme allerede i 60´erne. Den Sovjetstöttede marxisme gik sin skäve gang under Den kolde Krig, akademikerne flirtede med kommunismen, og BUPL, lärere, psykologer, socialsektoren etc. etc. drev deres politiske propagandaspil. Resultatet lider vi under den dag i dag.
Der var dog to politikere, som så, hvad der rörte sig i befolkningen. Erhard Jacobsen (socialdemokrat af den gamle skole) som kvittede partiet og stiftede Centrumdemokraterne og Mogens Glistrup. Med en jordskredssejr stormede de ind i tinget i 1973.
Erhard Jacobsen oprettede organisationen ALS, ”Aktive Lyttere og Seere” og lod store båndoptagere köre nat og dag til kontrol af DRs udsendelser. Her kunne hvem som helst få en kasettebåndskopi af en udsendelse som bevismateriale mod dette og hint.
Et sådant arrangement burde have väret aldeles unödvendigt i et demokratisk land, eftersom den statsstöttede DR har en public service-forpligtelse, og Radioloven påbyder statens radiofoni at være neutral og fair.
Men disse kriterier og demokratiet undergravedes af myndighederne selv
Ole Espersen stod ikke tilbage for Ritt Bjerregaard hvad engagement i kommunismens fremme angik. Da prästen Poul A. Knudsen ved Vangede Kirke klagede over DR´s venstrevredne politiseren, fik han et let hånligt svar fra radiorådsformand Ole Espersen i avisen Aktuelt 1972? Eller 73? (dato ?):
DR skal ikke slutte aftenen med ”en national eller religiös opsang. Vi har jo også ströget nationalsangen”.…”Knudsens konstatering af, at TV befordrer det outrerede, taberne og de revolutionäre svärmerre i en målestok, der ikke svarer til befolkningens majoritet. Det er logisk, at de ekstreme ikke er et udtryk for flertallet. Dansk TV skal stå ved siden af systemet. De nye ideer kommer ikke fra systemet eller majoriteten.”
(fremhävelsen er Spydpigens!)
(NB jeg beklager, at jeg af ukendt grund ikke kan korrigere de svenske bogstaver ä og ö til danske).
