Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet og næstformand i EFD-gruppen, Morten Messeerschmidt, vil nu opfordre EU til at aflyse alle planlagte arrangementer og rejser i Iran som følge af det iranske præstediktaturs brutale nedslagtning af demonstranter. I første omgang gælder det en rejse til Iran, som EU-Parlamentets Iran-delegation har planlagt i januar 2010.
”En officiel rejse til Iran harmonerer dårligt med EU-Parlamentets selvopfattelse som bannerfører for frihed og demokrati, og formanden for Parlamentets Iran-delegation, Barbara Lochbihler (De Grønne, Tyskland) må derfor smide fløjlshandskerne og afvise enhver kontakt til det religiøse iranske diktatur. Al officiel kontakt med Iran er en blåstempling af styrets brutalitet og undertrykkelse”, siger Morten Messerschmidt.
”Desværre tyder alt på, at der fra delegationens side ikke vil blive stillet et eneste kritisk spørgsmål til de systematiske overtrædelser af menneskerettighederne, den konsekvente brug af tortur eller henrettelser af mindreårige, som har været en del af den iranske hverdag siden den islamiske revolution i februar 1979, og derfor er en aflysning af rejsen det eneste rimelige skridt, der kan foretages i den nuværende situation”, siger Morten Messerschmidt.
”I værste fald kan man desværre forestille sig, at demonstrationerne kan provokere styret til at gennemføre en massakre eller et decideret folkemord på de demonstrerende kræfter i stil med den kinesiske massakre på demonstranter i Beijing i 1989. Et sådant folkemord bør EU ikke indirekte medvirke til at anerkende gennem et officielt besøg,” siger Morten Messerschmidt.
Messerschmidt tilføjer, at Iran-delegationen bør gennemføre en kulegravning af de gæster, man gennem årene har modtaget, idet meget tyder på, at præstestyre har haft held til at manipulere med delegationen – noget som tidligere på måneden fik Dansk Folkepartis medlem af Iran-delegationen, Anna Rosbach Andersen, til at afvise at deltage i Iran-rejsen.
Kilde: Pressemeddelelse fra DF, Christiansborg, onsdag den 30. december 2009/kaho