august 09, 2009

Menneskeret

For nogle år siden var der et indslag i TV (nyhederne?), hvor en mand fra det sorte Afrika var fortørnet over, at narkotikummet ”khat” var forbudt i Danmark. Det havde han altid tygget. Det var hans menneskeret!

FN og menneskerettighederne bruges i dag tit til at undergrave og ødelægge samfund. Alt, hvad mennesker kan foretage sig, kræver de i dag beskyttelse for som deres ”menneskerettighed” uden hensyn til andre.


Men for 25-30 år siden var der en organisation, der hed ”Artikel 16-Udvalget”. Den tog udgangspunkt i Menneskerettighedernes paragraf 16, stykke 3: ”Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.” Og det er nok i tråd med langt de fleste menneskers liv på jordkloden.

Artikel 16-Udvalget opstod for at imødegå den amerikanske Mentalhygiejnebevægelse (World Federation of Mental Health). Denne utopiske psykolog-ideologi - for ikke at sige ”psykopat-ideologi” - fik godt tag i 68´erne. Dens hovedtese var, at kernefamilien skulle udryddes, og børnene skilles fra forældrene for at opdrages af dertil uddannede pædagoger.

Denne ”religion” eller ”samfundsideologi” begejstrede socialdemokratiet, som fik direktøren for den danske afdeling af Mentalhygiejnen, psykolog Eggert Petersen, til at udarbejde et partipolitisk program i 1969, det såkaldte ”Trivselsprogram”.


Existerer "Artikel 16-Udvalget" mon stadig? Ellers er det da på høje tid, at den genoprettes!