Danske biavlere klager nu sammen med udenlandske kolleger over forholdene på honningmarkedet.
Gennem årtusinder har man kendt til biavl, hvor de små, vingede væsener har tjent menneskeheden med produkter, der ud over det sunde indhold også har forsødet tilværelsen for os.
Gennem de seneste tredive år har sagen taget en drejning. Hvepse fra andre dele af verden har på grund af pladsmangel og misundelse over biernes succes invaderet Europa og Amerika, hvor de kræver at blive modtaget og respekteret på samme måde som bierne.
Insektrettighedskommissionen har taget dette krav meget alvorligt, idet man udtaler, at de to forskellige udgaver ligner hinanden så meget, at man ikke kan gøre forskel på trods af de meget insektelige forskelle i levevis. Specielt skræmmende er hvepsenes tro på egen ufejlbarlighed.
Biavlerne, der indrømmer visse lighedspunkter, påpeger, at der er pokker til forskel i kulturen. Bierne har aldrig tænkt på andet end at samle nektar i marker og haver, hvor de samtidig med deres trofaste besøg har beriget livet og naturen. Hvepsene har aldrig produceret noget som helst, der kunne bruges til noget fornuftigt.
Når man fremhæver, at hvepsene kun kendes for at angribe og stikke menneskeheden, kommer der fra kredse uden for biavlerforeningen straks den påstand, at bier også stikker mennesker, så hvor er forskellen? Her må man med lidt fornuft i behold kunne forklare, at bier kun stikker, når de selv er i fare. De gør det endog kun nødigt, da de med deres stik samtidig siger farvel til deres brod, og det overlever de ikke. Hvepsene har ikke på samme måde modhager på deres brod, hvilket betyder, at de kan trække den fri igen efter kampen og bruge den igen og igen, som var det en dolk.
Hvepsene er kommet, og de har fået tildelt samme rettigheder som bierne. Med de højeste tanker om egen godhed har de insektuelle medborgere anvist hvepsene boliger i de bestående bigårde. Man havde dog ikke forudset, at en hvepsesværm ville holde ubrydeligt sammen, således at bierne i det aktuelle stade blev tvunget til at forlade kuben. Hvepsene fortærer den af bisamfundet producerede honning, og bierne må hele tiden frygte hvepsenes brod. Hvis de vil forsvare sig, er det med livet som indsats, og ingen tager sig af det på bistadekontoret. Når en kube på denne måde er evakueret af bierne, gør hvepsene kuben til no-fly-area for bierne, og nærmer de sig, er der krig i luften.
I begyndelsen af besættelsen kunne biernes dronning ikke lide bemærkningerne fra hendes egne om hvepsene, der for hende var dumsmarte og uvelkomne, men ingen ved rigtig, hvad hun mener nu, hvor problemerne tårner sig op og truer med udryddelsen af de små honningproducenter. Hvepsene har erklæret, at de agter at udrydde bierne – uden tanke om, hvad de så skal leve af derefter.
Mindet om, hvordan man tidligere bekæmpede hvepse, er ikke helt udvisket. Det var noget med en fakkel under boet; men det skal man vare sig vel for at sige noget om i dag.
Poul Berg
5. aug. 2009
Gennem årtusinder har man kendt til biavl, hvor de små, vingede væsener har tjent menneskeheden med produkter, der ud over det sunde indhold også har forsødet tilværelsen for os.
Gennem de seneste tredive år har sagen taget en drejning. Hvepse fra andre dele af verden har på grund af pladsmangel og misundelse over biernes succes invaderet Europa og Amerika, hvor de kræver at blive modtaget og respekteret på samme måde som bierne.
Insektrettighedskommissionen har taget dette krav meget alvorligt, idet man udtaler, at de to forskellige udgaver ligner hinanden så meget, at man ikke kan gøre forskel på trods af de meget insektelige forskelle i levevis. Specielt skræmmende er hvepsenes tro på egen ufejlbarlighed.
Biavlerne, der indrømmer visse lighedspunkter, påpeger, at der er pokker til forskel i kulturen. Bierne har aldrig tænkt på andet end at samle nektar i marker og haver, hvor de samtidig med deres trofaste besøg har beriget livet og naturen. Hvepsene har aldrig produceret noget som helst, der kunne bruges til noget fornuftigt.
Når man fremhæver, at hvepsene kun kendes for at angribe og stikke menneskeheden, kommer der fra kredse uden for biavlerforeningen straks den påstand, at bier også stikker mennesker, så hvor er forskellen? Her må man med lidt fornuft i behold kunne forklare, at bier kun stikker, når de selv er i fare. De gør det endog kun nødigt, da de med deres stik samtidig siger farvel til deres brod, og det overlever de ikke. Hvepsene har ikke på samme måde modhager på deres brod, hvilket betyder, at de kan trække den fri igen efter kampen og bruge den igen og igen, som var det en dolk.
Hvepsene er kommet, og de har fået tildelt samme rettigheder som bierne. Med de højeste tanker om egen godhed har de insektuelle medborgere anvist hvepsene boliger i de bestående bigårde. Man havde dog ikke forudset, at en hvepsesværm ville holde ubrydeligt sammen, således at bierne i det aktuelle stade blev tvunget til at forlade kuben. Hvepsene fortærer den af bisamfundet producerede honning, og bierne må hele tiden frygte hvepsenes brod. Hvis de vil forsvare sig, er det med livet som indsats, og ingen tager sig af det på bistadekontoret. Når en kube på denne måde er evakueret af bierne, gør hvepsene kuben til no-fly-area for bierne, og nærmer de sig, er der krig i luften.
I begyndelsen af besættelsen kunne biernes dronning ikke lide bemærkningerne fra hendes egne om hvepsene, der for hende var dumsmarte og uvelkomne, men ingen ved rigtig, hvad hun mener nu, hvor problemerne tårner sig op og truer med udryddelsen af de små honningproducenter. Hvepsene har erklæret, at de agter at udrydde bierne – uden tanke om, hvad de så skal leve af derefter.
Mindet om, hvordan man tidligere bekæmpede hvepse, er ikke helt udvisket. Det var noget med en fakkel under boet; men det skal man vare sig vel for at sige noget om i dag.
Poul Berg
5. aug. 2009