Tja, Lenin, Stalin og Mao var vel også idealister!
Mange kommunister deltog i modstandsbevægelsen under Hitlertysklands besættelse af Danmark, bl.a. brødrene civilingeniør Niels Munk Plum og arkitekt Harald Munk Plum. De var vokset op i Bagsværd på ”Haraldsgave”, en gave til deres far fra deres farbror, Harald Plum, direktør for ”Transatlantisk Kompagni”.
Begge brødrene stiftede et fond efter krigen med det formål at fremme kommunismen. Niels Munk Plum giftede sig i 1948 med Anna Lise Henriksen, datter af den stenrige entrepenør H.J.Henriksen og kom ind i de mægtige H + H industrier og koncerner.
Lise og Niels Munk Plums Fond oprettedes i 1967 til støtte for alle mulige røde fraktioner, hvoraf en del havde og har til huse i Plums ejendom i Dronningensgade 14 på Christianshavn. Plumfamilien selv boede på Soløsevej 12 i Gentofte, hvor de ind imellem husede folk, der arbejdede på yderste venstrefløj.
Niels Munk Plums lillebror, arkitekt Harald Plum, oprettede 1972 ”1. Maj-Fondet” til støtte for ”voksende mobilisering med flere arbejdskampe, aktioner og basisgrupper”. Der nævnes en lang række understøttelser af strejker i forskellige industrier, som i flere tilfælde bidrog alvorligt til firmaernes sammenbrud.
Lise og Niels Munk Plums ”Plumfond” blev 1981 til ”Fredsfonden” og overtog ovennævnte ejendom i Dr.gade 14, Chr.havn.. med informationscenter, De ejer desuden Fredsfondens Hus, Nyhavn 21. Formand for fondet blev Lises og Nielses datter, Camilla Plum, og første bestyrelse bestod udgjordes af: lærer Maria Bergsøe; Ritt Bjerregaard; Tine Bryld; Toni Liversage; dr.jur. Henrik Zahle; informationschef Finn Slumstrup,; psykolog Søren Keldorff og Hans Møller Kristensen. Fondens vennekreds oprettedes. 1984. Dens navne – ikke mindst de naive medløbere - skulle åbenbart borge for kvaliteten (?), og gavebidrag op til 1300 var skattefri.
Ritt Bjerregaard blev formand for ”vennerne”. De andre bestyrelsesmedlemmer var forligskvinden Mette Kofoed Bjørnsen, Elias Bredsdorff; Morten Stig Christensen; biskop Henrik Christiansen, den norske major Einar Edvardsen; Poul Hammerich; Anne-Mari Max Hansen; SID´s form. Hardy Hansen; Frode Jacobsen; den ungarnske forfatter Gyørgy Konrad, Søren Kragh-Jacobsen; Morten Jersild; Birthe Knudsen; Niels I. Meyer; Ove Nathan; Jørgen Nørgård; Klaus Rifbjerg; Sanne Salomonsen; Erik Sigsgaard; Kim Sjøgren; Kirsten Stallknecht; Ole Wivel.
(Kilde: oplysn. dels fra deres egen pjece (trykt på Eks-skolens trykkeri, ca. 1984) dels fra Berl. 26.2.84 og Ex. 1.3.84).
Socialdemokratiets næstform. Knud Heinesen samt andre fremstående socialdemokrater som MF Robert Pedersen, indenrigsmin. Egon Jensen, redaktør Preben Bengtsson (Metal), Metalsekretæren Charles Hansen var ikke glade over, at Ritt Bjerregaard og Hardy Hansen var med i det sovjetvenlige Munk-Plums-Fredsfondens-Venner, mens Anker Jørgensen på et fredsmøde på B & W udtalte, at ”organisationen er helt domineret af folk med en anden politisk opfattelse”. Ritt syntes, ”det er vigtigt at engagere sig i sådant et arbejde” (Ekstrabladet dato? 1.3.84 ?; BT 23.3.84 og 2.4.84). Bølgerne gik højt: Ritt er en ”højrøvet kyniker, infam giftsnog og tarvelig gadetøs”, og partifæller udtrykte en vis angst for, at hun skulle bane sig vej til socialdemokratiets formandspost efteråret 1984 som afløser for Anker Jørgensen og dermed få splittet partiet.
80´erne – det sidste årti, inden Berlinmurens fald, og Sovjretunionens sammenbrud – var kendetegnet af ”fredspropaganda” med en voldsom intensivering af tidligere kommuniststyrede demonstrationer imod atombomber etc.
Den sovjetstyrede ”Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed” fungerede som en paraplyorganisation for alverdens danske fredsgrupper, rekrutteret fra de røde fløje plus ikke mindst de bundnaive ”brugbare-idioter”.
Alle mennesker ønsker fred, men spørgsmålet er: på hvilke vilkår? Upartisk fred er meget, meget sjælden. Lenin sagde ”Fred er kamp med andre midler” for kommunismens uafladelige stræben efter verdensmagt.
