http://www.b.dk/kommentarer/uretfaerdighed 28. juni 2015.
Julenat blev et kærestepar overfaldet. Med gaver under armene blev Mads Schøllhammer slået i hovedet med en flaske, og kort efter stod en gruppe unge indvandrere og sparkede og slog ham med næver og kæder, mens han lå på jorden. Det var så voldsomt, at kæresten Nanna Skovmand frygtede, at de ville slå ham ihjel. Hun forsøgte derfor at få ham væk, men blev blot selv smidt ned i asfalten og tævet i baghovedet med en kæde og mistede kortvarigt bevidstheden. Hun vågnede i en blodpøl med flækket kæbe op til næsen, med én mistet tand og to slået løse.
Forleden faldt straffen så til voldsmændene. Den ene blev frikendt, mens de tre andre hver blev idømt to måneders afsoning i fængslet. Og da de allerede havde været i varetægtsfængsel, kunne de frit gå fra retten.
Kun de færreste danskere vil være i tvivl om, at dommen er udtryk for den dybeste moralske dekadence. Udfra en gængs rimelighedsopfattelse skulle overfaldsmændene adskillige år i fængsel.
Når de ikke blev straffet behørigt, hænger det imidlertid sammen med den kendte modvilje mod fængselsstraf i det danske retssystem. En ideologisk og kulturel animositet mod at følge almindelig menneskelig intuition og retfærdighedsfølelse. For systemets jurister er det et adelsmærke at være hævet over almuen og dens sentimenter. Der udvises intellektuel overlegenhed ved at recitere den marxist-kriminologiske trosbekendelse: At straf ikke virker. En stærk identitetsmarkør, der både giver indehaveren mulighed for at vise sit moralske raffinement med omsorg for selv de mest nederdrægtige forbrydere og samtidig lader vedkommende dyrke sin ophøjethed i forhold til de primitive masser og deres plebejiske retfærdighedsfornemmelser. Ideologi bliver til kultur.
Denne overlegenhedsfølelse virker selvsagt tiltrækkende på bredere segmenter uden for juristeriet også, særligt på venstrefløjen. Den kulturelle opkomling – hende, der gerne vil lyde, som om hun ligesom er hævet over pøblen og dens vulgære hævntørst, og måske endda har læst en avisartikel om emnet – håber at kunne tale sig ind i den åndelige feinschmeckerklasse: signalér »overskud« i forhold til forbryderen og indkassér sociologisk lækkerhed ved kasse 1. Så ryger vor sociale klatregøj med raketfart fra matchgruppe »ligusterhæk« til matchgruppe »Louisiana«, komplet med Merete Stagetorn’sk ømhed for afstumpede forbrydere og det hele.
Nanna Skovmand modtog dommerens afgørelse med vantro. Lidt ligesom »kædeslag i hovedet«, var hendes følelsesmæssige beskrivelse af udfaldet. Hun er blevet berøvet retfærdighed af et dysfunktionelt system.
Skulle nogen have glemt det, så er dette faktisk en forudsætning for at have en retsstat: Den enkelte borger opgiver selvtægt mod, at staten håndhæver gengældelsen i retssale. Denne kloge ordning hviler ikke først og fremmest på love og regler, men på et sociokulturelt bånd, en tillid, mellem borgere og system. Fra borgernes side er det springende punkt her retsfølelsen – altså dette stykke folklore, som modstanderne af straf ynder at nedgøre, men som, hvis den eroderer væk, fjerner selve systemets legitimitet. I Danmark er den i opløsning.
____________________________________________________________________________
Læs også denne ældre artikel af Pittelkow fra 2009:
Misvisende rapport om
kriminalitet
Af RALF PITTELKOW, politisk kommentator
For nylig offentliggjorde Kommissionen
vedrørende ungdomskriminalitet sin
længe ventede betænkning. Det har ført til en debat om det ene og
det andet enkeltforslag, som kommissionen kommer med.
Men hvis der skal hold på den politiske indsats, må man have en
mere sammenhængende forståelse af kriminaliteten og dens årsager.
Ellers ender det i spredt fægtning og symbolpolitik.
En sådan sammenhængende forståelse skulle man
kunne finde i en særlig ”udredningsrapport”,
hvor kommissionen formulerer baggrunden for de mange enkeltforslag.
Men desværre er denne rapport ubrugelig.
Den synes mere optaget af at være politisk
korrekt end af at beskrive
virkeligheden.
Lad os tage to centrale spørgsmål. Det første drejer sig om
udviklingen i ungdomskriminaliteten.
Der er sket en dramatisk stigning i den
registrerede voldskriminalitet blandt unge siden begyndelsen af
1990'erne. Mere end en femdobling af
røveri og vold mod private! Men med
lidt hokuspokus når kommissionen frem til, at det ikke
er det store problem: ”Overordnet set må udviklingen i
ungdomskriminalitet betragtes som positiv.”
Hvordan kan en femdobling af volden forvandles til
en positiv udvikling? Jo,
hør nu her: Først fortæller man, at folk er blevet mere
tilbøjelige til at anmelde vold (men
der er ingen tal). Dernæst konstaterer man, at der ikke er nogen
stigning i volden, når man spørger de unge selv. Endelig blander
man den grove og den mindre grove
kriminalitet (som er faldet). Væk er problemet!
Så til et andet stort spørgsmål: Den kraftige
overkriminalitet hos grupper af indvandrere og efterkommere fra
ikke-vestlige lande.
Danmarks Statistik har påvist, at mænd fra lande
som Libanon, Jugoslavien, Pakistan, Marokko, Tyrkiet og Somalia begår
langt mere straffelovskriminalitet
end danskere og indvandrere fra vestlige lande og lande som Vietnam,
Thailand, Filippinerne og Kina.
Denne forskel gælder vel at mærke, selv
når man har taget højde for sociale forhold og alder.
Noget kunne derfor tyde på, at kulturelle
forhold spiller en vigtig rolle.
Men hokuspokus, rapporten får tryllet
kulturforskellene væk i sin analyse.
Den bruger i øvrigt ikke ordet kulturforskelle, men det mere tågede
”etnicitet”, og hævder så, at overkriminaliteten ikke hænger
sammen med ”etnicitet”.
Kommissionen henviser til en undersøgelse, der
skulle dementere ”etnicitetens” betydning. Men denne undersøgelse
vedrører folk, der er født i 1970 og tilmeldt det danske
folkeregister i 1985. Den har altså ikke
et klap at gøre med de seneste årtiers
masseindvandring fra ikke-vestlige lande.
Kommissionen bruger også et skrift om indsatsen
mod etniske gruppers kriminalitet. Men heller ikke
her gives der dokumentation for kommissionens påstand.
Der står sågar i det pågældende skrift, at »meget
tyder på, at kulturkonflikten spiller en betydelig rolle.«
På dette mere end tvivlsomme grundlag skaber
rapporten det indtryk, at den voldsomme overkriminalitet hos unge fra
Libanon, Jugoslavien, Pakistan, Tyrkiet og Somalia ikke har noget at
gøre med, at de kommer fra disse lande og står i alvorlige
kultursammenstød.
Kommissionen går så langt, at den sår
tvivl om, hvorvidt de nævnte grupper
overhovedet har en overkriminalitet. Den taler om, at visse etniske
minoriteter »synes at have« en højere kriminalitet. »Synes
at have«?
Den såkaldte udredningsrapport fra kommissionen
er på afgørende punkter stærkt
misvisende. Hvad vil regeringen stille op med denne politisk korrekte
skønsnak om kriminalitet?
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Og til slut kommentar fra Spydpigen:
Ralf Pittelkov har i et indlæg i JP 30/10 2009 plukket
”udredningsrapporten” fra ”Kommissionen vedrørende
ungdomskriminalitet” fra hinanden og afsløret – jeg kunne næsten
skrive – det sædvanlige kriminologifup.
Dette fup har stået på i mange årtier, båret frem af
Mentalhygiejnebevægelsens marxistiske tankegods gennem personer som
H.H.Brydensholt, Flemming Balvig, Erik Nørgaard, Tine Bryld, Henning
Koch, Berl Kutschinsky, Jørgen Jepsen, Peter Ege, J. Vestergaard,
Mogens Hansen m.m.fl.
Det gjaldt dels om at berolige befolkningen og dels at få dem til at
tro på de ”gode” resultater af psykoterapi af de kriminelle, og
derved styrke og udbygge eget fagområde og sikre videreudvikling af
Mentalhygiejneideologien. I virkeligheden var den bedste løsning på
kriminaliteten, at man ikke opdagede forbrydelserne, sagde man.
Selvom Hans HenrikBrydensholt troede fuldt og fast på
mentalhygiejneidéerne, klargjorde han dog, at de kriminalpræventive
resultater var så som så, for først når de kriminelle nåede
25-30-årsalderen og fik interesse for at stifte familie var de modne
for påvirkning. Derfor gav man orlovsdage fra fængslet, så de
kunne træffe en pige eller tillod besøg af kæresten i fængslet.
Desværre gør Pittelkovs indlæg om rapporten om
ungdomskriminaliteten nok ikke større indtryk i Folketinget, så man
fortsætter vel som før. Der sker næppe noget væsentligt, før man
tager fat om ondets rod og udrenser den kommunistiske samfundsnedbrydning af vort demokrati, som de borgerlige har ignoreret alt for længe. Skal man luge skvalderkål, skal man gå i dybden og tage
rødderne med.
Det der er brug for er nok först og fremmest sund fornuft, á la
skipperen på Fulton.
Kilde: Pittelkovs artikel
http://jp.dk/opinion/pittelkow/article1833808.ece
m.m.
*) Se tidligere indläg om Mentalhygiejnebevägelsen, der med
psykologi skulle ändre menneskesindet helt og skabe en ny verden.
