juni 30, 2015

Uret bliver Ret i et demoraliseret Danmark

 Uretfærdighed af Eva Agnete Selsing, filosof

http://www.b.dk/kommentarer/uretfaerdighed   28. juni 2015.

Julenat blev et kærestepar overfaldet. Med gaver under armene blev Mads Schøllhammer slået i hovedet med en flaske, og kort efter stod en gruppe unge indvandrere og sparkede og slog ham med næver og kæder, mens han lå på jorden. Det var så voldsomt, at kæresten Nanna Skovmand frygtede, at de ville slå ham ihjel. Hun forsøgte derfor at få ham væk, men blev blot selv smidt ned i asfalten og tævet i baghovedet med en kæde og mistede kortvarigt bevidstheden. Hun vågnede i en blodpøl med flækket kæbe op til næsen, med én mistet tand og to slået løse.
Forleden faldt straffen så til voldsmændene. Den ene blev frikendt, mens de tre andre hver blev idømt to måneders afsoning i fængslet. Og da de allerede havde været i varetægtsfængsel, kunne de frit gå fra retten.
 Kun de færreste danskere vil være i tvivl om, at dommen er udtryk for den dybeste moralske dekadence. Udfra en gængs rimelighedsopfattelse skulle overfaldsmændene adskillige år i fængsel.
Når de ikke blev straffet behørigt, hænger det imidlertid sammen med den kendte modvilje mod fængselsstraf i det danske retssystem. En ideologisk og kulturel animositet mod at følge almindelig menneskelig intuition og retfærdighedsfølelse. For systemets jurister er det et adelsmærke at være hævet over almuen og dens sentimenter. Der udvises intellektuel overlegenhed ved at recitere den marxist-kriminologiske trosbekendelse: At straf ikke virker. En stærk identitetsmarkør, der både giver indehaveren mulighed for at vise sit moralske raffinement med omsorg for selv de mest nederdrægtige forbrydere og samtidig lader vedkommende dyrke sin ophøjethed i forhold til de primitive masser og deres plebejiske retfærdighedsfornemmelser. Ideologi bliver til kultur.
Denne overlegenhedsfølelse virker selvsagt tiltrækkende på bredere segmenter uden for juristeriet også, særligt på venstrefløjen. Den kulturelle opkomling – hende, der gerne vil lyde, som om hun ligesom er hævet over pøblen og dens vulgære hævntørst, og måske endda har læst en avisartikel om emnet – håber at kunne tale sig ind i den åndelige feinschmeckerklasse: signalér »overskud« i forhold til forbryderen og indkassér sociologisk lækkerhed ved kasse 1. Så ryger vor sociale klatregøj med raketfart fra matchgruppe »ligusterhæk« til matchgruppe »Louisiana«, komplet med Merete Stagetorn’sk ømhed for afstumpede forbrydere og det hele.

Nanna Skovmand modtog dommerens afgørelse med vantro. Lidt ligesom »kædeslag i hovedet«, var hendes følelsesmæssige beskrivelse af udfaldet. Hun er blevet berøvet retfærdighed af et dysfunktionelt system.

Skulle nogen have glemt det, så er dette faktisk en forudsætning for at have en retsstat: Den enkelte borger opgiver selvtægt mod, at staten håndhæver gengældelsen i retssale. Denne kloge ordning hviler ikke først og fremmest på love og regler, men på et sociokulturelt bånd, en tillid, mellem borgere og system. Fra borgernes side er det springende punkt her retsfølelsen – altså dette stykke folklore, som modstanderne af straf ynder at nedgøre, men som, hvis den eroderer væk, fjerner selve systemets legitimitet. I Danmark er den i opløsning.

____________________________________________________________________________


Læs også denne ældre artikel af Pittelkow fra 2009:



Misvisende rapport om kriminalitet

Af RALF PITTELKOW, politisk kommentator


For nylig offentliggjorde Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet sin længe ventede betænkning. Det har ført til en debat om det ene og det andet enkeltforslag, som kommissionen kommer med.

Men hvis der skal hold på den politiske indsats, må man have en mere sammenhængende forståelse af kriminaliteten og dens årsager. Ellers ender det i spredt fægtning og symbolpolitik.

En sådan sammenhængende forståelse skulle man kunne finde i en særlig ”udredningsrapport”, hvor kommissionen formulerer baggrunden for de mange enkeltforslag. Men desværre er denne rapport ubrugelig.

Den synes mere optaget af at være politisk korrekt end af at beskrive virkeligheden.

Lad os tage to centrale spørgsmål. Det første drejer sig om udviklingen i ungdomskriminaliteten.

Der er sket en dramatisk stigning i den registrerede voldskriminalitet blandt unge siden begyndelsen af 1990'erne. Mere end en femdobling af røveri og vold mod private! Men med lidt hokuspokus når kommissionen frem til, at det ikke er det store problem: ”Overordnet set må udviklingen i ungdomskriminalitet betragtes som positiv.”

Hvordan kan en femdobling af volden forvandles til en positiv udvikling? Jo, hør nu her: Først fortæller man, at folk er blevet mere tilbøjelige til at anmelde vold (men der er ingen tal). Dernæst konstaterer man, at der ikke er nogen stigning i volden, når man spørger de unge selv. Endelig blander man den grove og den mindre grove kriminalitet (som er faldet). Væk er problemet!

Så til et andet stort spørgsmål: Den kraftige overkriminalitet hos grupper af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Danmarks Statistik har påvist, at mænd fra lande som Libanon, Jugoslavien, Pakistan, Marokko, Tyrkiet og Somalia begår langt mere straffelovskriminalitet end danskere og indvandrere fra vestlige lande og lande som Vietnam, Thailand, Filippinerne og Kina.


Denne forskel gælder vel at mærke, selv når man har taget højde for sociale forhold og alder. Noget kunne derfor tyde på, at kulturelle forhold spiller en vigtig rolle.

Men hokuspokus, rapporten får tryllet kulturforskellene væk i sin analyse. Den bruger i øvrigt ikke ordet kulturforskelle, men det mere tågede ”etnicitet”, og hævder så, at overkriminaliteten ikke hænger sammen med ”etnicitet”.

Kommissionen henviser til en undersøgelse, der skulle dementere ”etnicitetens” betydning. Men denne undersøgelse vedrører folk, der er født i 1970 og tilmeldt det danske folkeregister i 1985. Den har altså ikke et klap at gøre med de seneste årtiers masseindvandring fra ikke-vestlige lande.

Kommissionen bruger også et skrift om indsatsen mod etniske gruppers kriminalitet. Men heller ikke her gives der dokumentation for kommissionens påstand. Der står sågar i det pågældende skrift, at »meget tyder på, at kulturkonflikten spiller en betydelig rolle.«

På dette mere end tvivlsomme grundlag skaber rapporten det indtryk, at den voldsomme overkriminalitet hos unge fra Libanon, Jugoslavien, Pakistan, Tyrkiet og Somalia ikke har noget at gøre med, at de kommer fra disse lande og står i alvorlige kultursammenstød.

Kommissionen går så langt, at den sår tvivl om, hvorvidt de nævnte grupper overhovedet har en overkriminalitet. Den taler om, at visse etniske minoriteter »synes at have« en højere kriminalitet. »Synes at have«?

Den såkaldte udredningsrapport fra kommissionen er på afgørende punkter stærkt misvisende. Hvad vil regeringen stille op med denne politisk korrekte skønsnak om kriminalitet?

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - 

Og til slut kommentar fra Spydpigen:

Ralf Pittelkov har i et indlæg i JP 30/10 2009 plukket ”udredningsrapporten” fra ”Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet” fra hinanden og afsløret – jeg kunne næsten skrive – det sædvanlige kriminologifup.

Dette fup har stået på i mange årtier, båret frem af Mentalhygiejnebevægelsens marxistiske tankegods gennem personer som H.H.Brydensholt, Flemming Balvig, Erik Nørgaard, Tine Bryld, Henning Koch, Berl Kutschinsky, Jørgen Jepsen, Peter Ege, J. Vestergaard, Mogens Hansen m.m.fl.

Det gjaldt dels om at berolige befolkningen og dels at få dem til at tro på de ”gode” resultater af psykoterapi af de kriminelle, og derved styrke og udbygge eget fagområde og sikre videreudvikling af Mentalhygiejneideologien. I virkeligheden var den bedste løsning på kriminaliteten, at man ikke opdagede forbrydelserne, sagde man. Selvom Hans HenrikBrydensholt troede fuldt og fast på mentalhygiejneidéerne, klargjorde han dog, at de kriminalpræventive resultater var så som så, for først når de kriminelle nåede 25-30-årsalderen og fik interesse for at stifte familie var de modne for påvirkning. Derfor gav man orlovsdage fra fængslet, så de kunne træffe en pige eller tillod besøg af kæresten i fængslet.

Desværre gør Pittelkovs indlæg om rapporten om ungdomskriminaliteten nok ikke større indtryk i Folketinget, så man fortsætter vel som før. Der sker næppe noget væsentligt, før man tager fat om ondets rod og udrenser den kommunistiske samfundsnedbrydning af vort demokrati, som de borgerlige har ignoreret alt for længe. Skal man luge skvalderkål, skal man gå i dybden og tage rødderne med.

Det der er brug for er nok först og fremmest sund fornuft, á la skipperen på Fulton.






*) Se tidligere indläg om Mentalhygiejnebevägelsen, der med psykologi skulle ändre menneskesindet helt og skabe en ny verden.