Nogle mennesker har travlt med at kræve respekt af andre og for andre og snakker om lige værd etc. Det er noget politisk ævl, for vi mennesker er nu engang ikke ens og har ikke lige værd, og det vilde da også være uudholdeligt ensformigt, om det var sådan. Man har agtelse for de mennesker, der kan noget, der gør noget, der vil noget. Det behøver ikke være noget stort.Respekten kan også være overdreven, når nogen f.ex. ligger fuldkommen på maven for en eller anden titel eller prismodtager.
Jeg har ikke respekt for mennesker, der lever i en grisesti med affald omkring sig og bare sætter sig ned og tigger, til trods for, at de har to næver og muskler at arbejde med.
Her er et foto af sydamerikanske tæpper, som indianerkvinder har syet. Mange kvinder mistede deres mænd i Sydamerika under hårdhændede diktaturer. De bare forsvandt. Kvinderne sad tilbage uden at vide, om de var enker, om deres ægtemænd nogensinde dukkede op igen og uden al den sociale forsorg, som vi i Vesten er forvænt med. Disse kvinder satte sig ikke ned og tiggede. De samlede tøjstumper og klude og syede deres hverdagsverden fast på tæpper med små figurer: hunde, huse og døre, skole, voksne og børn, træer i en festlig kombination på tæpper, som de kunde sælge.
De gjorde noget!
Se, dem har jeg agtelse for! Megen!
