Råd i det juridiske magtapparat
Fra Berlingske via Ole Gerstrøm
http://www.b.dk/kronikker/
Den kolde krig.
Den konklusion er desværre nærliggende, når forløbet i forbindelse med professor Bent Jensens undersøgelse af den kolde krig som publiceret i værket »Ulve, får og vogtere«, Gyldendal 2014, vurderes, herunder også den nyligt af Højesteret afsagte dom i injuriesagen Dragsdahl-Bent Jensen.
Af Steen Leth Jeppesen, cand.polit.,Torsdag den 18. juni 2015.
Den kolde krig.
Den konklusion er desværre nærliggende, når forløbet i forbindelse med professor Bent Jensens undersøgelse af den kolde krig som publiceret i værket »Ulve, får og vogtere«, Gyldendal 2014, vurderes, herunder også den nyligt af Højesteret afsagte dom i injuriesagen Dragsdahl-Bent Jensen.
Af Steen Leth Jeppesen, cand.polit.,Torsdag den 18. juni 2015.
Efter alt at dømme er der gået råd i landets juridiske magt- apparat. Det apparat består i denne sammenhæng især af Justitsministeriet og dets »datterselskaber«, navnlig PET, samt institutioner som Ombudsmanden (der formelt sorterer under Folketinget), og domstole (e.g. Højesteret, med egen forfatningsretlig eksistens, men reelt med rekruttering og ressourcer fra ministeriet). Den konklusion er desværre nærliggende, når forløbet i forbindelse med professor Bent Jensens undersøgelse af den kolde krig som publiceret i værket »Ulve, får og vogtere«, Gyldendal 2014, vurderes, herunder også den nyligt af Højesteret afsagte dom i injuriesagen Dragsdahl-Bent Jensen.
Det er jo en alvorlig anklage. For ikke at blive misforstået skal jeg understrege, at jeg ikke har nogen personlig forbindelse til Bent Jensen, men opfatter ham som en dygtig og kvalificeret historiker. På opdrag fra Folketinget påtog han sig opgaven at beskrive udviklingen i Danmark under den kolde krig, et vigtigt begivenhedsforløb efter Anden Verdenskrig. Et tocifret millionbeløb er blevet bevilget dertil. Den foreliggende redegørelse er - på trods af åbenlyse mangler, jfr. nedenfor - ganske fremragende, særdeles grundig og velskrevet. Såvel forskning som velegnet formidling heraf.
Det har været kritiseret, at Bent Jensen var forudindtaget med et fast standpunkt i den kolde krig. Dog næppe mere forudindtaget end f.eks. historikere, der med forlods sympati behandler samarbejdspolitikken under besættelsen. Derfor kan der da alligevel godt være tale om kvalificeret forskning?
I relation til bedømmelsen af det juridiske magtapparat, skal sagen vurderes i tre faser.
Første fase har naturligvis været den mest omfattende i forbindelse med koldkrigscentrets forsknings- og publiceringsvirksomhed. Talrige dokumenter, som forskerne har fået indsigt i, har især Justitsministeriet, PET og Statsministeriet nægtet at afklassificere, dvs. forskerne har været ude af stand til at formidle indholdet, medens Udenrigs- og Forsvarsministerierne har været langt mindre restriktive i så henseende. Selv om der er tale om aldersstegne sager, kan der naturligvis godt fremdeles være hensyn til andre vestlige efterretningstjenester, evt. nulevende kilder mv., som nødvendiggør hemmeligholdelse.
Det kan imidlertid konstateres, at en meget stor del af afslagene drejer sig om specifikt danske forhold for mange år siden, at i øvrigt påberåbte hensyn til rigets sikkerhed og andre lande som de hedengangne Sovjet og DDR mfl. i dag næppe kan være relevante. Det hele virker ganske absurd. Ikke mindst når det ses på baggrund af statsministerens løfte om størst mulig åbenhed ved etableringen af historiecentret i 2006, og justitsministerens besked til ministeriet i 2009 om, at forskerne ikke bare skulle have adgang til at se materialet, men også at omtale det.En besked, der ikke er blevet omgjort af senere justitsministre. Det er svært at nå til anden konklusion, end at embedsværket i Justitsministeriet, PET og Statsministeriet i vidt omfang med held har saboteret Folketingets intentioner med koldkrigscentret og har handlet i modstrid med ministrenes tilkendegivne ønsker. Undervejs har der - resultatløst - løbende været protesteret herimod.
Anden fase drejer sig om ombudsmandsinstitutionen. Umiddelbart kunne man selvfølgelig forvente, at denne selv havde taget sagen op, hvad der har været rig anledning til. Det er imidlertid ikke sket, og derfor har undertegnede og en række andre borgere efter læsning af værket klaget til Folketingets Ombudsmand over behandlingen af kildematerialet, der har givet os langt dårligere mulighed for indsigt i historieforløbet, end det ellers havde været muligt. Vi troede vel, at netopFolketingets vagthund (Ombudsmanden) ville kunne se det kritisable i, at tingets beslutning og ministres retningslinjer blev undergravet af diverse embedsapparater. Det måtte da være oplagt.
Men vi tog fejl. For i valget mellem det politiske systems ønsker og holdningen hos artsfællerne i det juridiske establishment fandt Ombudsmanden frem til at støtte sidstnævntes afgørelser. Det skete ikke uden en vis hændervriden om rigide formalia, driftsmæssige principper, ressourceproblemer etc. Efter Ombudsmandens opfattelse skal lovens bestemmelse om forældelse opfattes således, at en klage skal være indgivet, »inden et år efter at forholdet er begået«. At det i det foreliggende tilfælde faktisk først er »begået« over for dem, der har anskaffet værket, efter udgivelsen i februar 2014, kan der i henhold til denne rigide fortolkning ikke tages hensyn til.
I øvrigt henvises i Ombudsmandens svar til, at Justitsministeriet har tilkendegivet, at det forhold, at en forsker har haft adgang til materiale hos PET, ikke indebærer, at alle oplysninger kan offentliggøres. Ombudsmanden finder ikke »på det generelle plan« grundlag for at tilsidesætte dette. Rent goddag, mand - økseskaft! For i klagen er netop fremhævet adskillige eksempler på, at sikkerhedsfaglige hensyn ikke kan bære afslagene. Klagen omfattede faktisk også Statsministeriets afslag, men det har Ombudsmanden tilsyneladende glemt, eller måske arbejder han stadig på svaret?
Tredje fase er herefter Højesterets dom i injuriesagen Dragsdahl-Bent Jensen. Medens det fremgår ret klart, at Dragsdahl af PET blev anset som (påvirknings)agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, er det fundet afgørende, at Bent Jensen i avisartikler, hvor han betegnede Dragsdahl som agent, ikke samtidig anførte, at det var opgivet at rejse tiltale om et strafbart forhold i så henseende. Det fremgår imidlertid også, at Bent Jensen på tidspunktet for avisskriveriet ikke kunne have kendskab til beslutningen herom, og at Højesteret ved sin kendelse således går ud over de i sagen dokumenterede faktuelle oplysninger. Højesterets flertal (fem af syv dommere) finder, at Bent Jensens betegnelse af Dragsdahl som agent er en ærekrænkende beskyldning om strafbar virksomhed som KGB-agent. Sådan agentvirksomhed er imidlertid kun strafbar, såfremt der er videregivet fortrolige oplysninger til en fremmed magt, hvilket ikke ses at være hævdet. At aktiviteten blev opfattet som agentvirksomhed af myndighederne, er imidlertid efter det foreliggende en kendsgerning. Men hvis man er en sådan agent, må man altså ikke kaldes for en agent efter de fem dommeres opfattelse. Helt besynderlig dom.
Det er åbenlyst, at redegørelsen for begivenhederne under den kolde krig har rejst megen modvilje. Diverse privatpersoner, politikere, såkaldte fredsforeninger og andre organisationer har fundet det mildt sagt ucharmerende, at deres prosovjetiske synspunkter og modarbejdelse af landets sikkerheds- og forsvarspolitik på den måde er søgt belyst. Mange af dem har protesteret højlydt. Politiske partier og stadig levende - endog endnu aktive - politikere har en hel del i klemme. Selv om en tidligere (socialdemokratisk) justitsminister makulerede sager herom.
Når man nu vurderer de beskrevne tre faser af det juridiske magtapparats behandling af efterbyrden fra den kolde krig, er der nok dem, der vil se sammensværgelser og mere eller mindre raffinerede intriger bag forløbet. Der har været - og er stadig - hos mange stærk modstand mod at erkende forløbet. Er man bare lidt paranoid, er det ikke svært at se en sammensværgelse af gamle venstrefløjsinteresser og politisk korrekte konsensus-personer.
Jeg tror ikke rigtigt på den slags konspirationsteorier. Men i hvert fald kan det konstateres, at forløbet viser, at der er gået råd i det juridiske magtapparat. Det er rent organisk. Som bekendt er der også andre forhold, der peger i samme retning. Og måske har der yderligere bredt sig en venstresnoet skimmelsvamp i det hele?
Det har været kritiseret, at Bent Jensen var forudindtaget med et fast standpunkt i den kolde krig. Dog næppe mere forudindtaget end f.eks. historikere, der med forlods sympati behandler samarbejdspolitikken under besættelsen. Derfor kan der da alligevel godt være tale om kvalificeret forskning?
I relation til bedømmelsen af det juridiske magtapparat, skal sagen vurderes i tre faser.
Første fase har naturligvis været den mest omfattende i forbindelse med koldkrigscentrets forsknings- og publiceringsvirksomhed. Talrige dokumenter, som forskerne har fået indsigt i, har især Justitsministeriet, PET og Statsministeriet nægtet at afklassificere, dvs. forskerne har været ude af stand til at formidle indholdet, medens Udenrigs- og Forsvarsministerierne har været langt mindre restriktive i så henseende. Selv om der er tale om aldersstegne sager, kan der naturligvis godt fremdeles være hensyn til andre vestlige efterretningstjenester, evt. nulevende kilder mv., som nødvendiggør hemmeligholdelse.
Det kan imidlertid konstateres, at en meget stor del af afslagene drejer sig om specifikt danske forhold for mange år siden, at i øvrigt påberåbte hensyn til rigets sikkerhed og andre lande som de hedengangne Sovjet og DDR mfl. i dag næppe kan være relevante. Det hele virker ganske absurd. Ikke mindst når det ses på baggrund af statsministerens løfte om størst mulig åbenhed ved etableringen af historiecentret i 2006, og justitsministerens besked til ministeriet i 2009 om, at forskerne ikke bare skulle have adgang til at se materialet, men også at omtale det.En besked, der ikke er blevet omgjort af senere justitsministre. Det er svært at nå til anden konklusion, end at embedsværket i Justitsministeriet, PET og Statsministeriet i vidt omfang med held har saboteret Folketingets intentioner med koldkrigscentret og har handlet i modstrid med ministrenes tilkendegivne ønsker. Undervejs har der - resultatløst - løbende været protesteret herimod.
Anden fase drejer sig om ombudsmandsinstitutionen. Umiddelbart kunne man selvfølgelig forvente, at denne selv havde taget sagen op, hvad der har været rig anledning til. Det er imidlertid ikke sket, og derfor har undertegnede og en række andre borgere efter læsning af værket klaget til Folketingets Ombudsmand over behandlingen af kildematerialet, der har givet os langt dårligere mulighed for indsigt i historieforløbet, end det ellers havde været muligt. Vi troede vel, at netopFolketingets vagthund (Ombudsmanden) ville kunne se det kritisable i, at tingets beslutning og ministres retningslinjer blev undergravet af diverse embedsapparater. Det måtte da være oplagt.
Men vi tog fejl. For i valget mellem det politiske systems ønsker og holdningen hos artsfællerne i det juridiske establishment fandt Ombudsmanden frem til at støtte sidstnævntes afgørelser. Det skete ikke uden en vis hændervriden om rigide formalia, driftsmæssige principper, ressourceproblemer etc. Efter Ombudsmandens opfattelse skal lovens bestemmelse om forældelse opfattes således, at en klage skal være indgivet, »inden et år efter at forholdet er begået«. At det i det foreliggende tilfælde faktisk først er »begået« over for dem, der har anskaffet værket, efter udgivelsen i februar 2014, kan der i henhold til denne rigide fortolkning ikke tages hensyn til.
I øvrigt henvises i Ombudsmandens svar til, at Justitsministeriet har tilkendegivet, at det forhold, at en forsker har haft adgang til materiale hos PET, ikke indebærer, at alle oplysninger kan offentliggøres. Ombudsmanden finder ikke »på det generelle plan« grundlag for at tilsidesætte dette. Rent goddag, mand - økseskaft! For i klagen er netop fremhævet adskillige eksempler på, at sikkerhedsfaglige hensyn ikke kan bære afslagene. Klagen omfattede faktisk også Statsministeriets afslag, men det har Ombudsmanden tilsyneladende glemt, eller måske arbejder han stadig på svaret?
Tredje fase er herefter Højesterets dom i injuriesagen Dragsdahl-Bent Jensen. Medens det fremgår ret klart, at Dragsdahl af PET blev anset som (påvirknings)agent for den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, er det fundet afgørende, at Bent Jensen i avisartikler, hvor han betegnede Dragsdahl som agent, ikke samtidig anførte, at det var opgivet at rejse tiltale om et strafbart forhold i så henseende. Det fremgår imidlertid også, at Bent Jensen på tidspunktet for avisskriveriet ikke kunne have kendskab til beslutningen herom, og at Højesteret ved sin kendelse således går ud over de i sagen dokumenterede faktuelle oplysninger. Højesterets flertal (fem af syv dommere) finder, at Bent Jensens betegnelse af Dragsdahl som agent er en ærekrænkende beskyldning om strafbar virksomhed som KGB-agent. Sådan agentvirksomhed er imidlertid kun strafbar, såfremt der er videregivet fortrolige oplysninger til en fremmed magt, hvilket ikke ses at være hævdet. At aktiviteten blev opfattet som agentvirksomhed af myndighederne, er imidlertid efter det foreliggende en kendsgerning. Men hvis man er en sådan agent, må man altså ikke kaldes for en agent efter de fem dommeres opfattelse. Helt besynderlig dom.
Det er åbenlyst, at redegørelsen for begivenhederne under den kolde krig har rejst megen modvilje. Diverse privatpersoner, politikere, såkaldte fredsforeninger og andre organisationer har fundet det mildt sagt ucharmerende, at deres prosovjetiske synspunkter og modarbejdelse af landets sikkerheds- og forsvarspolitik på den måde er søgt belyst. Mange af dem har protesteret højlydt. Politiske partier og stadig levende - endog endnu aktive - politikere har en hel del i klemme. Selv om en tidligere (socialdemokratisk) justitsminister makulerede sager herom.
Når man nu vurderer de beskrevne tre faser af det juridiske magtapparats behandling af efterbyrden fra den kolde krig, er der nok dem, der vil se sammensværgelser og mere eller mindre raffinerede intriger bag forløbet. Der har været - og er stadig - hos mange stærk modstand mod at erkende forløbet. Er man bare lidt paranoid, er det ikke svært at se en sammensværgelse af gamle venstrefløjsinteresser og politisk korrekte konsensus-personer.
Jeg tror ikke rigtigt på den slags konspirationsteorier. Men i hvert fald kan det konstateres, at forløbet viser, at der er gået råd i det juridiske magtapparat. Det er rent organisk. Som bekendt er der også andre forhold, der peger i samme retning. Og måske har der yderligere bredt sig en venstresnoet skimmelsvamp i det hele?
