Apropos indlægget i går. Forfører rådgivere kongehuset? Et erindringsbillede fra 70'erne
Lige siden visse "kulturidoler" røg hash hos kulturminister Helveg Petersen, har man - med støtte fra embedsmænd og ministre - arbejdet på at legalisere hash, jvf. Socialdemokratiets narkodebatoplæg 1972, Bernhard Tastesens og Ole Espersens indsats, Eggert Petersens trivselsprogram (for Socialdemokratiet 1969), Knud Heinesens og Tove Nielsens ansættelse af hashvenlige narkokonsulenter etc.
En anonym løbeseddel kaldte til demonstration for fri hash foran Christiansborg 8. juli 1978, og et par hundrede udflippede mennesker med øller, børn, hunde, chillums og hashblad i knaphullet samledes om Frederik den 7, der i dagens anledning havde en cannabisplante i hånden
Ebbe Reich Kløvedal var hovedtaler og bakkedes op af Lone Kellermands slagsang og citater fra psykiater Mogens Jacobsen. Løbesedler roste den fine koreanske hash (jvf. artikel om Nordkoreas narkohandel 1976), og et skilt fortalte: „Der skal to til en fed chillum - dig og din forhandler“.
Fra Christiansborg drog flokken ud til Christiania, hvor et halvt hundrede stykker holdt „generalforsamling“ i Den grå Hal og oprettede en forening. En forening med formand, sekretær, kasserer og regnskab vilde blive godtaget af befolkningen, sagde de. Formålet var at sprede kendskab til hashrygning og -dyrkning, få rimelige priser på hash og hjælpe folk, der sad i fængsel i lande med hårde straffe som f.ex. Marokko, Afghanistan og Pakistan.
Alle kunne være med i foreningen for 25 kr.
Med opbakning i massemedier indkaldte man året efter til en „høring“ i Den grå Hal på Christiania den 28. okt. 1979 (Børneåret!). Hallen var stuvende fuld, nok 2-3000 mennesker (?), der masede rundt, udflippede hashrygere og socialarbejdere og mere velbjergede intellektuelle, der havde købt sig til fattigdom med udvaskede, forslidte cowboybukser og blålilla klude. En udstilling viste narkouniverset. Selve indgangsdøren var formet som en ligkiste stillet på højkant uden bund. Her så man „dødens købmænd“ sælge stoffer (- men ikke et ord om deres adgang til behandlingscentrene!), og med sprøjter vistes det stigende antal dødsofre gennem årene (- men intet om ideologiske bagmænd!) Man så narkohulen og kirkegården i dæmpet lys, en fotomontage afslørede politiets jagt på narkohajer... Nej, det var bedre selv at dyrke hashen til sin chillum...! „STØT FRI HASH“ stod der. Var man ikke enig, fik man ikke adgang til talerstolen. Her var alle hashforkæmperne fra Ebbe Reich til Peter Ege, Mogens Jacobsen, Nils Christie m.fl., og her oprettede de „Folkebevægelsen mod hårde Stoffer“. Formålet var klart: man ville narre befolkningen: ved at gå imod såkaldt hård narko, skulle man få godtaget hashen som et første skridt mod en legalisering.Minsandten om ikke bevillingspolitiet gik i gyngen kort tid efter! De modtog en ansøgning om tilladelse til en gadekampagne. Lød det ikke godt - „Folkebevægelsen mod hårde Stoffer“? Åbenbart kontaktede bevillingsafdelingen hverken narkopoliti eller uropatrulje. Ej heller undersøgte de, om der reelt fandtes en forening med det angivne navn, for ellers havde de konstateret at der netop var indgivet en politianmeldelse (8.11.1979) mod navnet, der lå for nær på „Folkebevægelsen for human Narkobehandling“ og kunde misforståes ude i befolkningen. De fik tilladelse til landsindsamling i julen, og gennem deres kontakter fik de TV-reklame. I København stod de med plancher og indsamlingsbøsser på Nytorv, hvor de slog plat på folks godtroenhed. De hævdede, at hash ikke var forbudt og ikke var et narkotikum. Det stod i loven, sagde de, uden dog at kunne angive paragraffen.
„Folkebevægelsen mod hårde Stoffer“ tog kegler på navnet: de fik del i tipsmidlerne, bidrag fra den røde skibsreder Lauritzen, Augustinusfonden m.m.. Brugbar-naive mennesker støttede foretagendet, da "folkebevægelsen" sommeren 1981 sejlede fra havn til havn for at tigge penge. Hvordan skulde godtfolk kunne tro andet end det bedste, når den konservative Berlingeren bragte en stor hyldest til initiativet, og når selve „Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål“ hoppede på limpinden og gav et pænt beløb til „Folkebevægelsen mod hårde Stoffer“ i marts 1981???
En mor fra en forældreforening mod hash skrev personligt brev til dronning Ingrid og skildrede forældres fortvivlelse over at deres umodne børn havnede i narkouføre, mens myndighederne nærmest modarbejdede forældrene! Dronningens hofdame takkede telefonisk for brevet på dronningens vegne.
