Forfatter:Lars Hedegaard 22 oktober, 2014
Grundloven sætter grænser for hvad man kan sige under påberåbelse af religion. Agiterer man for et politisk program, må man optræde som politiker – på lige fod med andre politikere. På Facebook har der de seneste dage været en debat om ”rablende gale imamers” ytringsfrihed. De skal nyde samme ret til at dumme sig som alle andre, understreger bl.a. Torben Mark Pedersen fra Trykkefrihedsselskabets bestyrelse. Juristen Jacob Mchangama har – igen – beskyldt mig for at have en selektiv tilgang til ytringsfriheden. Hvis imamer vil agitere for flerkoneri, kvindeundertrykkelse, jødehad, diktatur og sharia, skal de have lov til det, mener Torben Mark Pedersen og Jacob Mchangama. Jeg er ganske enig. Men de skal ikke have lov at gøre det under påberåbelse af religionsfriheden, som den er defineret i grundlovens § 67. Hvis de gør det i en moske under dække af religionsudøvelsen, må den lukkes, for i forbindelse med gudsdyrkelsen må intet ”læres” eller ”foretages”, der strider mod ”sædeligheden” eller ”den offentlige orden”. Det er hvad der står i grundloven. Og hvis ikke shariaen – den uforanderlige islamiske lov, der hævdes at være dikteret af Allah – strider mod ”den offentlige orden”, ved jeg ikke, hvad grundlovens mødre og fædre kan have ment. Den orden, grundloven taler om, må være vores demokratiske orden. Hvis det var en udemokratisk orden, havde grundloven set meget anderledes ud.Hvad så med ”sædeligheden”? Som jeg forstår det, har det ikke noget med sex at gøre, men snarere med den opfattelse, at vi i Danmark har en slags national kultur – visse normer, der holder landet sammen. F.eks. den grundopfattelse, at kvinder og mænd står lige og skal have lige muligheder. At børn skal behandles ordentligt, at man ikke må have sex med mindreårige, at unge ikke skal tvinges til at gifte sig mod deres vilje, at man ikke må have flere koner, at man ikke må slå sin kone. Og at man ikke prøver at sætte sin vilje igennem ved trusler og vold. At borgerne har ret til at dele sig efter anskuelser og ikke efter diktat fra hellige mænd eller klanledere. Tager vi grundloven alvorligt, så skal enhver have ret til at forkaste såvel ”sædeligheden” som ”den offentlige orden”. Alle har deres ytringsfrihed til at agitere for usædelighed og uorden. Men så må de gøre det på de samme betingelser, der f.eks. gælder for nazister og fortalere for Nordkorea eller enhver anden. De må gøre det i egenskab af politiske agitatorer. De skal ikke kunne beskytte sig mod kritik med henvisning til, at de blot dyrker deres religion og det skal ikke lykkes dem at få anklagemyndigheden til at retsforfølge demokrater for ”racisme”. Hvis Torben Mark Pedersen og Jacob Mchangama har en anden opfattelse, må de forlange en grundlovsændring.
Spydpigens kommentar:
Spydpigens kommentar:
Ja, Danmark havde set
helt anderledes ud i dag, hvis vi fra de først indvandrede
«gæstearbejdere» havde holdt fast i vor udmærkede og gennemtænkte
grundlovstekst. Islam har i virkeligheden ikke på noget tidspunkt
været lovlig religion i Danmark, men danskere, der ikke havde meget
tilovers for vort land og vor grundlov, lukkede øjnene for
ulovlighederne og citerede grundlovsparagraf 67 om religionsfrihed i
forfalsket, beskåret form. De undlod at nævne den alt afgørende
eftersætning i paragraf 67:
Paragraffen lyder:
Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
Ved stadig brug af ovennævnte forfalskning er det i høj grad lykkedes at indbilde danskerne, at det var i orden at godtage islam på linje med vore lovligt godkendt religioner.
Nu er det på tide at få korrigeret denne propaganda.
Ved stadig brug af ovennævnte forfalskning er det i høj grad lykkedes at indbilde danskerne, at det var i orden at godtage islam på linje med vore lovligt godkendt religioner.
Nu er det på tide at få korrigeret denne propaganda.
