oktober 14, 2014

 
kobane
Det er uklart, hvem H&M denne gang efterligner (th). Er det designeren Alexis Mabille, som sidste år lancerede en serie af militærgrønne jumpsuits – eller er det kvindelige kurdiske krigere (tv), som i øjeblikket kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien? Foto fra Kobane i midten. Foto: Scanpix og H&M
14UDLIRAQ-KURDS-WOMEN-PESHM.jpg
Kvindelige peshmerga-soldater er linet op under en øvelse. Foto: AFP
 

Når H&M er klar til at indtage Kobane

 Af Poul Høi
13. oktober 2014, 17:00
Idealiseringen af de kvindelige kurdiske krigere har nået nye højder. H&M lancerer en dragt, der til forveksling ligner en kurdisk uniform. Glemmer vi, at det er blodig alvor?

H&M kalder det en byxdress, sådan en brakgrøn sag, der poser og strammer de helt rigtige steder, og som i online-kataloget gør sig med tofarvede pumps, skarp hage og c-skål. Det er efterårets bud fra den svenske mester i prisbillige efterligninger af eksklusiv mode.

Men det er uklart, hvem svenskerne denne gang efterligner. Er det designeren Alexis Mabille, som sidste år lancerede en serie af militærgrønne jumpsuits – eller er det kvindelige kurdiske krigere, som i øjeblikket kæmper mod Islamisk Stat i Irak og Syrien?


De sociale medier var ikke i tvivl, som bl.a. nyhedsbureauet AP har refereret.
»De forsøger at kapitalisere på tapre kurdiske kvinder. Skam jer,« skrev en kurdisk kommentator på Facebook. En anden skrev på Twitter: »Det er vores traditionelle uniform. Den er ikke allemandseje,« og en tredje konstaterede: »I stedet for at lade jer inspirere af de kurdiske kvinders tøj, så lad jer inspirere af deres mod og selvopofrelse.«

H&M: Tilfældig lighed

H&M endte med at udsende en undskyldning og en understregning af, at enhver lighed med den kurdiske uniform var tilfældig. Grønne jumpsuits er hot, forklarede svenskerne, og de forsøgte blot at imødekomme den efterspørgsel. Det kan man så tro på eller lade være, men sagen viser den vestlige fascination af de kvindelige kurdiske soldater.

H&Ms byxdress. Foto: H&M