Olaus Magnus (1490-1557) turde være almen kendt i Norden for de værker, han fik udgivet i Rom. Han forlod sit hjemland Sverige, da katolicismen måtte vige for Luthers tro under Gustav Vasa og levede resten af sin tid i udlandet. I 1539 udgav han et kort over de nordiske havområder, "Carta Marina" og 1555 et større værk om de nordiske folks historie, "Historia de gentibus septentrionalibus".

Her kan man bl.a. læse om elgen, det mærkelige dyr. 

Om elgen og dens tørst

Om ”skovæslets” oprindelse, størrelse, brugsværdi og væsen råder der stor uenighed blandt videnskabsmændene, som den samvittighedsfulde forsker Irenicus gør rede for. Derfor burde man nu fastsætte en hjemegn for dette hjemløse dyr.

Dyrethører altså hjemme i Norden, hvorfra man over havet udfører tusindvis af huder.

Cæsar forestiller sig dyret som en ged. Plinius samenligner det med en fole som adskiller sig fra andre foler med halsens og ørernes længde. Dets hjemegn lægger Cæsar i Hercynien, Solinus i Tyskland, Hermolaus Barbarus i Nordgallien og tillægger, at dyret i størrelse er mellem hjorten og kamelen. Også Julius Capitolinus og Pausanias omtaler ”skovæslet”.

Mens Plinius mener, at man aldrig har set ”skovæslet” i denne del af verden, mener Hermolaus, at dyret er sjældent, mrn har sin hjemegn i Norden, hvor man fanger det sovende ved træfældning. Solinus mener, at dets hængelap tvinger det til at gå baglæns for at kunne spise. Hermolaus omtaler, at dyret kan vejre en jæger på lang afstand. Zacharias Lilius tegner dets hud med pletter og omtaler at dyret er større end en ged og at det ikke kan rejse sig, hvis det er faldet, da dets stive ben savner led.

Senere skribenter omtaler mere overensstemmende, at ”skovæslet” hører hjemme i Norden, hvor det på i folkemunde kaldes ”elg”.

Elgkalve som indfanges bliver med tiden så tamme, at de slukker tørsten ved at drikke af de kæmpemæssige ølkar som bydes ved måltiderne.