Så er studentergilderne og Roskildefestivalen overstået og en ny generation er debuteret på hash- og alkoholmarkedet. En del måske med tømmermænd og maveoprør, hvilket kan være en god begyndelse med melding om, at kroppen ikke gerne tager imod hvad som helst.
Desværre giver hash sjældent frastødende symtomer ved den først rygning eller smagsprøve. En del mærker slet ikke noget, ikke engang en lykkerus.
Derfor er netop hash et lumsk stof. Fra korstogstiden har vi historien om "Den gamle mand på bjerget". Han forsynede unge friske, muslimske gå-på-ynglige med hash, så de bag om "fjendens" (de vantros) krigsgeledder kunde myrde løs. Det arabiske ord hashis kom således i europeiske sprog til at betyde "morder" eller endog "snigmorder" (italiensk "assasino", fransk "assasin", engelsk "assassin").
Hash kom på mode i Danmark i 60'erne og støttedes af megen propaganda på venstrefløjen op gennem 60'erne-70'erne, da man konstaterede, at den kunde ændre hashrygeres tankegang: de blev mere kritiske mod alt hidtidigt, mod tilvante sædvaner, mod samfundet som helhed. Gamle moralbegreber tågede ud. Den ene tanke var så god som den anden. Hvem skulde afgøre det? Hvem skulde dømme? "Ungdomskulturen" spurgte. Og efterhånden spurgte hele Danmark: hvem? hvem?
Hash blev en kult, man kun kunde forstå, hvis man røg hash. Kun den, der røg hash, fik sine tanker fordrejede, så han kunde forstå "det nye samfund".
Hash kunde bruges politisk til nedbrydning af alt det gamle. Blev hashrygerne ved at ryge, så de endte som sløve vrag, kunde de stadig bruges politisk: se, hvad samfundet har gjort! Samfundet er noget lort!
