Danske børn lærte tidligere gennem børnebøgerne, at racisme var en grim ting, som pæne børn ikke gav sig af med. I sær husker man “Den store Bastian”, og mange ældre mennesker kan endnu citere de simple lærerige vers, skønt vore marxistpåvirkede “pådagoger” har forfulgt og bandlyst bogen, så dette mesterværk knapt kan opdrives i nogen boghandel i dag.
Her er den første historie: Historien om de sorte drenge.På Vesterbro en neger gik,
fornam på issen solens stik, så slog han op sin paraoly, for under den at søge ly.Nu Ludvig kom med flag i hånd,og Morten med sit tøndebånd, og Jeppe - ej at tale om -han med sin kringle også kom.
De lo og råbte alle tre:“Nej, vil man blot den sorte se!”
Så drev de med den stakkel gæk,
fordi han var så sort som blæk.
Da kom den store Bastian(på billedet du se ham kan).Sit store blækhus med han har;han sagde: “Børn, gør ikke naraf negerens den sorte hud; den fik han af den gode Gud,så han ej selv kan gøre for,at den er ikke hvid som vor!”
Men drengene langt værre lo
og lod ej neg’ren gå i ro.
Vred blev den store Bastian(på billedet du se hvordan),og da han karl var for sin hat, han fik dem i kardusen fat.Ham Ludvig rev og Morten bed,og Jeppe - (ham med kringlen) - sled,det hjalp dog ej, for han var slem: han i sit blækhus dypped’ dem.
Her ser du nok, at Bastian
har gjort dem hver til morian;
ja, sortere de blev, min tro, end
negeren, af hvem de lo.
Blækdrengene i solskin må
bag efter neg’ren gå;
men havde de ej sådan lèt,
var ulykken vist ikke sket.
