De fleste mennesker ønsker sig givetvis en hurtig og let død, når tiden er inde.
“Det er mærkeligt, at man må skåne dyr for uhelbredelige lidelser men ikke mennesker fra andre” skriver Geoffrey Cain.

Det ligger i sagens natur. Både når det gælder dyr og gælder mennesker, er det mennesker, som afgør sagen. Spørgsmålet er, om man kan stole på den eller de personer, som står for beslutningerne om andres død.. Det er svært at lave lovregler for eutanasi, da de jo kan misbruges. I reglen er de, som ønsker at tage afsked med denne verdens fortrædeligheder, overladt til at udføre gerningen selv uden hjælp fra andre. Ja, de kan end ikke være sikre på at diskutere sagen fagligt og sagligt med nogen, eftersom det er en udbredt opfattelse, at selvmordskandidater bare handler af depression og ligefrem ønsker at blive “reddet” -  hvilket ikke altid er tilfældet - og at det bedste er at forhindre vedkommende i at  tage livet af sig. Det er ikke sjovt at blive frataget sin frie vilje og vågne op til et fortsat liv, som man ønskede afsluttet på en værdig måde uden den uhyggelige forlængelse, som moderne teknik er i stand til.

Socialdemokratiet havde nært samarbejde med Mentalhygiejnebvægelsen, hvilket kan have ligget til grund for det af Cain nævnte forslag fra Ritt Bjerregaard om dødsklinikker, som jeg ikke mener at have hørt om tidligere. Men samme år, som Landsforeningen for Mentalhygiejne opløstes efter Rigsrevisionen afsløringer, opstod der en ny forening med navnet “Mit Livstestamente - retten til en værdig død”, stiftet 23. februar 1976.

Indholdet i deres pjece lød meget fornuftigt. Det kunde man godt tilslutte sig, men - så vendte man bladet og så, hvem der sad i betyrelsen, Formanden var socialrådgiver, konsulent i Socialstyrelsen, Åge Valbak. Næstformand var psykiater på Skt. Hans, Mogens Jacobsen, som havde sin andel i udbredelsen af hash blandt unge i 70’erne.
Længere nede i betyrelsesnavnene stod den mentalhygiejniker, hvis snuskede skole-sex-bog i sin tid var blevet indklaget for Strassburg, psykiater Bent Claësson, og endelig psykolog-professor Lise Østergaard, som sammen med Eggert Petersen og Eva Gredal havde kontrollen over studenterrådgivningen. Østergaard huskes også for den dårlige behandling af de vietnamesiske børn.

Med sådanne politiserende mentalhygiejnikere i Landsforeningen “Mit Livstestamente” kan man føle sig ilde berørt, og få ubehagelige erindringer om, at psykiatrti i visse lande kan bruges til at blive af med uønskede personer. Det er måske absurd at tænke sådan, men ingen ved, hvad fremtiden indebærer. Kun ved vi, at psykiatere tit har meget høje tanker om egen viden og ufejlbarlighed og at flere politiserende psykiatere har en tendens til at ville stemple politiske modstandere som “sindssyge”.




Kilde: Famillieværnets Telefonavis og Tidsskriftet AKTION nr. 1 i 1977.

Ved Allinge Kirke står der en skulptur, som forestiller
metamorfosen fra liv til død.

En ældre kvinde har træt sig ned for at hvile et øjeblik på
gåturen. Hendes taske står ved siden af hende.

Hun bliver borte i tankedøs....

og armene synker og bliver til vinger, der omslutter hende,,,,